Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Nyt undervisningsforløb skal lære folkeskoleelever at tænke, før de deler

Undervisning 15. apr 2021  -  2 min læsetid
Tjekdet
Foto: Unsplash

Udtryk som samtykke og ophavsret er måske lidt diffuse for mange børn og unge. Men det er vigtigt at kende til, for faktisk skal man spørge om lov, inden man poster et billede af sin ven på internettet.

I et forsøg på at lære landets folkeskoleelever at tænke sig om, inden de deler online, har Kulturministeriet, Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UBVA) og RettighedsAlliancen i samarbejde med forlaget Alinea udarbejdet det digitale undervisningsforløb ‘Del - med omtanke’.

Det skriver RettighedsAlliancen i en pressemeddelelse.

Gennem forløbet lærer eleverne blandt andet, hvorfor det er ulovligt at dele indhold om andre uden at spørge om lov. De skal også selv producere et værk og sætte klare retningslinjer for, hvordan det må deles. 

Eleverne møder også en rapper, en skuespiller, en forfatter og en YouTuber, der alle fortæller om, hvordan det føles at få misbrugt sit indhold, og hvor afhængigt deres arbejde er af, at deres rettigheder respekteres.

Forløbet er målrettet folkeskolens 5.-7. klassetrin i fagene dansk og teknologiforståelse. Det strækker sig over 4-6 lektioner og er delt op i tre kapitler med emner som ”Er det altid OK at dele?”, ”Ophavsret er din garanti for sjov – og sikkerhed!” og ”Brug Lakserytterens tre gode råd, når I selv laver indhold”.

Materialet er gratis tilgængeligt for alle skoler på Alineas undervisningsportal.

Testforløb viser lovende resultater

Forløbet blev testet på Helsingør Lilleskole i efteråret 2020, og det viste en markant øget forståelse for begreberne og problematikkerne hos eleverne. Resultaterne gør samtidig op med forestillingen om, at børn og unge er “digitale indfødte”, der i forvejen ved alt om spillereglerne på nettet.

Ifølge kulturminister Joy Mogensen understreger det blot vigtigheden i at uddanne eleverne til at navigere ansvarligt online fra en ung alder.

”Det er helt afgørende med en tidlig indsats, når vi skal gøre eleverne i stand til at passe på sig selv og hinanden. Det er den tidlige forståelse for internettets dynamikker, som bidrager til et trygt og lovligt internet. Jeg er derfor meget positiv over, at ”Del – med omtanke” allerede er blevet godt modtaget på skolerne, og at det har vist gode resultater i form af øget bevidsthed om ophavsret og rettigheder,” siger Joy Mogensen i pressemeddelelsen. 

Også formand for UBVA, Morten Rosenmeier, og direktør i RettighedsAlliancen, Maria Fredenslund, udtaler sig i pressemeddelelsen om det nye undervisningsforløb. Du kan læse pressemeddelelsen her.