Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Upålidelige tal fra serbisk statistikdatabase trækkes ofte frem i den offentlige debat

29. apr 2019 -
4 min læsetid
This describes the image

"Malmø er farligere end Damaskus". "Fitness-kortet er billigst i Danmark". "København er blandt Europas 10 dyreste hovedstæder".

Sådan lyder et par overskrifter i danske medier, der alle baserer sig på tal fra den serbiske statistikdatabase, Numbeo.com.

Hjemmesiden hører hjemme i Serbien og indeholder statistikker om emner som kriminalitet, forbrugerpriser, trafik, forurening og livskvalitet, og Numbeo har data fra lande over hele verden.

Og det er da heller ikke kun i Danmark, at statistikkerne bliver brugt. I et svensk facebookopslag, der er blevet delt over 1000 gange, blev Sverige kåret som det mest kriminelle land i Europa - baseret netop på tal fra Numbeo.

Men databasens troværdighed er mildest talt problematisk, fastslår eksperter overfor både det svenske faktatjekmedie Viralgranskaren og TjekDet.

For tallene i databasen er hverken baseret på undersøgelser eller officielle opgørelser, som normale statistikdatabaser er. Derimod benytter Numbeo sig af brugerindberetninger. Det betyder, at alle og enhver kan gå ind på hjemmesiden og påvirke statistikkerne.

For eksempel kan man gå ind og berette, hvor tryg man er ved at gå hjem om natten i København. Det er der 216 brugere, der har gjort, og sammen med en række andre spørgsmål giver det så et indeks over kriminaliteten i den danske hovedstad. Men den metode siger ikke meget om virkeligheden, fortæller Torbjörn Sjöström, der er direktør i analysebureauet Novus.

"Først skal du finde den hjemmeside, og så skal du indberette en selvoplevet følelse af sikkerhed og kriminalitet. Det siger absolut ingenting," siger han til Viralgranskaren.

Ingen kontrol med data

Og der er endnu flere problemer med metoden, som databasen bruger til at samle information. Numbeo tjekker nemlig ikke, om brugerne bor i de byer, de indberetter om. Dermed kunne danske brugere altså gå ind på hjemmesiden og fortælle om trygheden i Barcelona uden nogensinde at have besøgt den spanske storby.

Derudover er indberetningerne højst sandsynligt ikke repræsentative for hele befolkningen. Der er med andre ord ikke en ligelig fordeling af indberetninger fra unge og ældre, kvinder og mænd, og højt- og lavtuddannede, og det er beregninger, som analyseinstitutter normalt laver, når de har indsamlet data om et emne.

"Det bliver meget sårbart, fordi der er så lidt data. Hvis det var obligatorisk og alle indbyggere gik ind og gav en besvarelse, så ville jeg købe den. Men lige nu er det bare en måde at sælge reklamer på," siger Torbjörn Sjöström.

Også Erik Gahner Larsen, der er forsker ved University of Kent og undersøger mediers brug af statistik, ser grund til at være kritisk overfor Numbeos data.

"Udfordringen med de pågældende data er kort fortalt, at de ikke nødvendigvis er repræsentative. Det er folk selv, der vælger at bidrage med tal. Og vi ved ikke, om de tal disse brugere bidrager med, vil være de samme som de tal, et repræsentativt udsnit af befolkningen i en by eller i et land, ville give," fortæller Erik Gahner Larsen til TjekDet.

Forsker blandt andet i mediernes brug af statistik og underviser i politik ved det britiske universitet University of Kent.

Han påpeger desuden, at Numbeos statistikker kan være stærkt påvirket af, hvordan folk opfatter omfanget af kriminalitet i deres by. Folks frygt for kriminalitet kan spille en så stor rolle, at data bliver endnu mere misvisende.

"Det kan være, at folk, der er mere bekymret for kriminalitet, er mere tilbøjelige til at bidrage med data i en by og ikke i en anden by. Selv om de to byer måtte have den samme mængde kriminalitet, ville det føre til en forskel i deres kriminalitetsindeks," fastslår Erik Gahner Larsen.

Data bruges af både etablerede og nye medier

Men på trods af mange metodiske problemer bliver statistikkerne ofte brugt som indlæg i den politiske debat.

"Det er ret let at mobilisere og bruge denne her type online-statistikker til aktivt at påvirke holdninger," siger Torbjörn Sjöström.

Blandt andet bruges Numbeos kriminalitetsindeks af den amerikanske konspirationshjemmeside, Infowars. Det sker med overskrifter som "Kulturelt berigede Malmø, Sverige, er den farligste by i Vesteuropa". Og samme nyhed kunne man læse i de danske medier B.T. og Den Korte Avis.

Numbeo er også blevet brugt hos andre europæiske medier. Sidste år blev nyheden om at den franske by, Marseille, var den mest farlige i Europa, delt over 5000 gange på Facebook med teksten "Marseille er europæisk mester". Og igen var det tal fra Numbeo, der lå til grund for konklusionen.

Udover kriminalitetsstatistikker har Numbeo altså også bidraget til nyheder om billige fitnessabonnementer, forbrugspriser i Rumænien og dyreste lejligheder i Europa.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 12. aug 2020