Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Ved du, hvor mange indbrud der begås i danske hjem?

Faktatjek 5. maj 2017  -  2 min læsetid
This describes the image
Skrevet af: Thomas Hedin

DR-programmet Detektor har bedt et repræsentativt udsnit af danskere vurdere, hvor stor en procentdel indbrud i private hjem udgjorde af al anmeldt kriminalitet i Danmark sidste år. I gennemsnit tror deltagerne i undersøgelsen, at indbrud i beboelse udgjorde 28,9 pct. af anmeldelserne i kriminalitetsstatistikken. Det er næsten fem gange mere, end hvad der skete i virkelighedens verden.

Det er analyseinstituttet Epinion, der har lavet undersøgelsen for DR, som indeholder svar fra 1.001 personer. Der er flest, der gætter på 10 pct., mens andre skyder på, at indbrud udgjorde helt op til halvdelen af alle anmeldte forbrydelser sidste år. Det rigtige svar er 6,2 pct.

At undersøgelsens deltagere skyder så meget ved siden af, undrer ikke Thor Ridderhaugen, der er adfærdsforsker og kreativ direktør i innovationsbureauet Decision Design, som beskæftiger sig med at undersøge og påvirke menneskers adfærd.

"Grunden til, at folk svarer over det, der egentligt er det korrekte, er, fordi de svarer ud fra det, de umiddelbart kan genkalde sig i deres hukommelse. Hvis vi er blevet eksponeret meget for hændelser omkring indbrud i medier og newsfeeds, så er der en risiko for, at vi bliver påvirket i vores virkelighedsopfattelse. Dermed vil folk vurdere, at andelen ligger højere, end den rent faktisk gør," siger Thor Ridderhaugen til Detektor.

Især hjemmerøverier fylder meget i medierne, men langt de fleste indbrud foregår, når der ikke er nogen hjemme i huset eller lejligheden. LÆS OGSÅ: "Kriminaliteten bliver værre og værre! – Nej den gør ikke! – Jo den gør! – Nej…."

"Der var knap 32.000 indbrud, sidst vi opgjorde det, og det er kun et par hundrede af dem, som er hjemmerøverier. Og blandt disse hjemmerøverier ved vi i dag, at en meget stor del af dem har at gøre med kriminelle, der opkræver penge hos hinanden," oplyser forskningschef i TrygFonden, Anders Hede, til Detektor.

Det er i øvrigt ikke første gang, at Detektor tester danskernes fornemmelse for, hvad statistikker rent faktisk viser. Når man for eksempel spørger, hvor stor en andel af befolkningen i den erhvervsaktive alder mellem 16 og 64 år, der er på kontanthjælp, tror danskerne, at der er næsten tre gange flere, end der er i virkelighedens verden. LÆS OGSÅ: Danskerne tror, der er tre gange så mange på kontanthjælp, som der reelt er

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 20. dec 2023