Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Vil regeringens servicefradrag mindske sort arbejde?

Faktatjek 1. sep 2017  -  3 min læsetid
This describes the image
  • Servicefradraget "kan bidrage til at reducere omfanget af sort arbejde", skriver regeringen i sit finanslovsudspil

  • Vi ved det ikke, og regeringen kan heller ikke vide det

  • Omfanget af sort arbejde er nemlig så vanskeligt at undersøge, at man kun med meget stor usikkerhed kan sige, om fradraget vil virke, siger eksperter

I sit nye finanslovsudspil lægger regering op til at ændre i den såkaldte boligjobordning, der måske også er bedre kendt som håndværkerfradraget. Med den ordning har det hidtil været muligt for danskerne at trække arbejde i hjemmet - såsom håndværkeropgaver, rengøring og børnepasning - fra i skat.

Men nu ønsker regeringen at ændre boligjobordningen til alene at være et fradrag for serviceydelser. Forskellen ved den nye ordning er, at det kun skal være muligt at trække ydelser som rengøring, havearbejde og børnepasning fra, mens fradraget for håndværkerydelser sløjfes.

Servicefradraget vil nemlig kunne understøtte "beskæftigelsen i servicebranchen, der blandt andet er kendetegnet ved at beskæftige mange ufaglærte". Men fradraget kan også "reducere omfanget af sort arbejde," skriver regeringen i finanslovsudspillet.

Men har regeringen nu også grund til at tro det? TjekDet har talt med to eksperter, der har undersøgt danskernes anvendelse af sort arbejde, for at nå frem til, om der er hold i regeringens påstand.

"Vi kan ikke trække en undersøgelse op af hatten, der viser, at det, regeringen gør nu, har positive effekter, for det er der ingen tal, der vil kunne understøtte," siger Bo Sandemann Rasmussen, der er professor ved Institut for økonomi ved Aarhus Universitet.

Den udlægning er partner i analysehuset Damvad Analytics, Asbjørn Boye Knudsen, enig i.

"Man kan ikke vide, hvordan det (servicefradraget, red.) vil påvirke sort arbejde," siger han.

Vil alligevel betale hvidt

I 2014 fik Skatteministeriet - dengang under skatteminister Benny Engelbrecht (S) - netop analysehuset Damvad Analytics til at regne på, om boligjobordningen rent faktisk virkede. Konklusion var, at blandt dem, der havde benyttet sig af fradragsordningen, ville kun 5 procent have betalt for ydelsen sort, hvis ikke fradraget havde eksisteret. Langt størstedelen ville altså enten have betalt for ydelserne på lovlig vis eller have udført det selv.

Hvad angår arbejde i hjemmet, der er omfattet af servicefradraget, lå det tal lidt højere, nemlig på 6 til 14 procent. Men de tal er behæftet med en så stor usikkerhed, at man simpelthen ikke kan vide, om servicefradraget reelt mindsker sort arbejde.

Sort arbejde er nemlig en vanskelig størrelse at undersøge, påpeger Asbjørn Boye Knudsen. For i og med det er ulovligt, er det følsomt for befolkningen at svare på.

"Det er svært at vide, om folk siger det rigtige, når de bliver spurgt. Nogen vil måske ikke indrømme, at de benytter sig af sort arbejde. Andre angiver måske at bruge sort arbejde uden faktisk at gøre det, bare fordi de synes om fradraget. Det er sådan nogle ting, vi ikke rigtig kan vide," siger Asbjørn Boye Knudsen.

Det problem genkender Bo Sandemann Rasmussen.

"Det er et kompliceret område at undersøge, for man er nødt til at gå ud og spørge folk, og så skal man være sikker på, at de svarer sandfærdigt, men det kan man aldrig vide, om de gør," siger han.

Tidligere har en undersøgelse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed heller ikke kunnet nå frem til en entydig konklusion på, om boligjobordningen har reduceret mængden af sort arbejde. For godt nok var konklusionen, at danskerne i mindre grad end før benyttede sig af måneskinsarbejde, men det dyk var på tværs af brancher og ikke kun i de brancher, hvor det ved hjælp af boligjobordningen var muligt at trække en ydelse fra i skat.

Men selv hvis boligjobordning fremover viser sig at mindske mængden af sort arbejde, vil det alligevel ikke kaste penge i statskassen, siger Bo Sandemann Rasmussen.

"Indkomstmæssigt for staten betyder det stort set ikke noget, at man veksler fra sort arbejde til hvidt, fordi staten er nødt til at give lige så meget i tilskud til ordningen, som ham, der løser opgaven, skal betale i skat."

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023