Atatra

Artikel 29. feb 2024  -  2 min læsetid
Tjekdet
Billedet her er taget i Beit Lahiya, der ligger nær Atatra. Foto: Ziv Koren/Polaris/Ritzau Scanpix

Gaza i billeder

Nær kysten i det nordlige Gaza, ved området Atatra, har israelske bombninger siden 7. oktober sat tydelige spor.

Det viser satellitbilleder fra 31. december 2023 og 7. januar 2024, som TjekDet har set nærmere på og sammenholdt med satellitbilleder af samme område den 4. juni 2023. 

Allerede i oktober - kort efter krigens udbrud - tegnede der sig et billede af ødelæggelser i området, og som man kan se på slideren med før/efter-billeder fra 4. juni 2023 og 31. december 2023, er flere boligblokke og markområder ramt af bombninger.

Vi ved, at ændringerne i landskabet her skyldes bombninger, fordi vi har sammenholdt lokationen med en video fra 9. oktober 2023 af bombardementer, som IDF selv delte på X, hvor de første seks sekunder er fra netop det område.

Du kan se videoen ved at trykke på punkt 1 på nedenstående kort. Det er der, vi har geoverificeret videoen til at være fra.

 

Foto: Image © Planet Labs PBC. Grafik: Nathalie Damgaard Frisch.

I videoen står der nede i højre hjørne på hebraisk, at man med bombningen forsøger at ramme Hamas, men det har ikke været muligt at finde nærmere oplysninger om specifikke mål i lige det område. 

Ved det næste kort har Israel til gengæld givet en grundig forklaring bag angrebet. Før-billedet er igen fra 4. juni 2023, mens billedet, vi sammenligner med, er fra 7. januar 2024. Det er også i Atatra, men vi er nu helt uden ved kysten.

Vi har markeret et lille område, hvor der før lå en legeplads lige ved en børnehave. Det gør der ikke længere - i hvert fald ikke i en forfatning, hvor den kan benyttes - for ifølge Israel gemte Hamas sig her og havde en affyringsrampe til missiler. Det har ikke været muligt for os at verificere den påstand. 

Ved punkt 2 på kortet nedenfor kan du se en video, som IDF selv delte den 5. november, hvor en israelsk soldat fortæller om deres fund. Senere i videoen kommer der også en rød pil frem, som viser, hvor affyringsrampen angiveligt skulle have været.

 

Foto: Image © Planet Labs PBC. Grafik: Nathalie Damgaard Frisch.

Ved punkt 3 kan du se en video, der viser, hvorfor området omkring legepladsen er så ødelagt på satellitbilledet fra 7. januar. Daniel Hagari, talsmand for IDF, delte nemlig den 13. oktober billeder, hvor man fra luften kan se bombardementer af området. Og vi har geoverificeret, at bomberne er faldet lige netop ved vores punkt 3.

Opdateret 29. feb 2024

Vil du vide mere?