Beit Lahiya

Artikel 29. feb 2024  -  2 min læsetid
Tjekdet
Foto: Ziv Koren/Polaris/Ritzau Scanpix. Grafik: Nathalie Damgaard Frisch.

Gaza i billeder

Der er mindre end fire kilometer fra byen Beit Lahiya i det nordlige Gaza til den israelske grænse. Og byen var også et af de første områder, der blev ramt af israelske luftangreb efter Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober 2023.

I månederne efter har der løbende været kampe og bombeangreb i Beit Lahiya. Ved at holde satellitbilleder fra før og efter angreb op mod nyhedsbilledet og videoer på sociale medier har vi udvalgt to relevante områder i byen, hvor man kan se ændringerne i landskabet.

Det første slide med før/efter-billeder er fra det centrale Beit Lahiya ved moskeen Salim Abu Muslim Moské, der er blevet bombet i stykker. Det er satellitbilleder fra henholdsvis 8. oktober 2023 og 7. januar 2024, og man kan desuden se, at mange af husene omkring moskeen heller ikke står længere.

Der har ikke været officielle udmeldinger fra Israel om, hvad der har gjort moskeen relevant at angribe. Men det israelske militær, IDF, har løbende berettet om våbenlagre, anholdte Hamas-soldater og raketkastere i Beit Lahiya. Det har ikke været muligt for TjekDet at verificere påstandene.

På kortet nedenfor kan du ved punkterne 1 og 2 se videoer, der viser ødelæggelserne set fra landjorden i det område. De er begge blevet geolokaliseret og verificeret af os, så vi kan være helt sikre på, at de rent faktisk er fra netop den moské og dermed matcher vores satellitbilleder.

 

Foto: Image © Planet Labs PBC. Grafik: Nathalie Damgaard Frisch.

På det næste slide herunder, der ligeledes er fra henholdsvis 8. oktober 2023 og 7. januar 2024, er vi lidt længere sydpå i Beit Lahiya ved drengeskolen Khalifa Bin Zayed, hvor mange indbyggere i Beit Lahiya havde søgt tilflugt. Den er nemlig også blevet udsat for et bombeangreb.

Heller ikke i dette tilfælde har der været officielle udmeldinger fra Israel om, hvorfor den skole skulle bombes.

På kortet nedenfor linker vi ved punkt 3 til en video, der viser de omfattende ødelæggelser af skolen. Den er også blevet geolokaliseret og verificeret af os, så vi ved med sikkerhed, at det er lige netop skolen Khalifa Bin Zayed.

 

Foto: Image © Planet Labs PBC. Grafik: Nathalie Damgaard Frisch.

Opdateret 29. feb 2024

Vil du vide mere?