Jabalia

Artikel 29. feb 2024  -  4 min læsetid
Tjekdet
Foto: Abaca/Ritzau Scanpix. Grafik: Nathalie Damgaard Frisch

Gaza i billeder

I Jabalia, Gazastribens største flygtningelejr, har israelske bombeangreb fra særligt oktober til og med december, skabt kraterer i landskabet og jævnet bygninger med jorden. 

Før den verserende krig mellem Hamas og Israel var der registreret 116.000 indbyggere i flygtningelejren, som blev oprettet i 1948. Ifølge FN's hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten, UNRWA, der driver lejren, er det faktiske tal højere. 

Jabalia ligger i Nordgaza, lige uden for Gaza City, og tidligt i krigen flygtede mange sydpå, fordi Israel fortalte palæstinenserne, at det var sikrere at opholde sig der.

Flygtningelejre i Gaza

Den verserende krig i Gazastriben har sendt mange mennesker på flugt internt i området. Men de i alt otte FN-drevne flygtningelejre, der er lokaliseret på tværs af Gazastriben, eksisterede også før den aktuelle krig. De fleste blev etableret helt tilbage i årene efter den arabisk-israelske krig og Israels grundlæggelse i 1948, hvor hundredtusindvis af palæstinensere blev sendt på flugt. Siden da har mange boet fast i Gazastribens flygtningelejre, hvor de er afhængige af humanitær hjælp for at overleve.

 

Kilde: FN
 

Alligevel er der rapporteret om mange civile dødsfald som følge af bombeangreb i Jabalia. I en række luftangreb den 31. oktober og de første dage af november døde der ifølge de palæstinensiske myndigheder mindst 195 civile.

Ifølge Israel blev  flere af Hamas’ militære ledere og soldater dræbt i bombeangrebet den 31. oktober, ligesom det lykkedes at ødelægge Hamas tunnelsystem under civile bygninger.

Det har ikke været muligt for os at verificere dødstallet ved hverken det angreb eller nogle af de mange andre angreb i Jabalia. Ligesom det heller ikke er muligt at be- eller afkræfte Israels påstande om, at Jabalia huser eller har huset Hamas-ledere og tunneler.

Men på baggrund af analyser af satellitbilleder og videoer fra landjorden kan vi til gengæld konstatere, at de israelske bombeangreb har sat spor i flygtningelejrens landskab.

Vi har udvalgt to mindre områder i Jabalia, og vi har fundet og geoverificeret videoer, som er filmet i de områder. Man kan dermed koble det indtryk, satellitbillederne giver, med optagelser af enten angreb eller ødelæggelserne set fra landjorden.

I begge tilfælde er det før/efter-billederne fra henholdsvis 8. oktober 2023 og 7. januar 2024. Og med slideren kan man se den forskel, der er sket på tre måneder.

På det første billede, der ses ovenfor, står næsten ingen bygninger uberørt hen den 7. januar, og flere steder er de helt jævnet med jorden.

Nedenfor har vi desuden udstyret billedet af området fra den 7. januar med fem punkter. De viser hver især videoer af ødelæggelserne, vi har geoverificeret til at være lige netop på det punkt.

Det første punkt er en video delt på Instagram af den palæstinensiske journalist Anas Al-Sharif, som under krigen har rapporteret for Al Jazeera. Opslaget er fra den 17. november og i begyndelsen af videoen forklarer han på arabisk blandt andet, at et boligkompleks og en bager, der brødfødte tusindvis af mennesker, ligger i ruiner som følge af bombeangreb. Den sidste del kan vi ikke verificere.  

Derefter vender kameraet, og man ser flere ødelagte bygninger.

 

Foto: Image © Planet Labs PBC. Grafik: Nathalie Damgaard Frisch.

Ved punkt 2 kan man se en video, der viser en af årsagerne til ødelæggelserne. Den stammer fra et opslag delt på X af det israelske luftvåben, IAF, den 1. november, hvor de skriver, at de har “elimineret” en Hamas-leder ved navn Muhammad Atzar. Det er angiveligt sket i det luftangreb, som man ser i en video i opslaget. 

Det har ikke været muligt for os at verificere IAF’s udmelding. Men i og med at videoen er delt den 1. november, matcher tidspunktet den stribe af førnævnte luftangreb over Jabalia, der begyndte den 31. oktober.

Punkt 3 er ligesom punkt 1 en video fra landjorden, der viser ødelagte bygninger. Videoen her er dog delt den 9. oktober, halvanden måned tidligere end videoen fra Anas Al-Sharif, og vi ved derfor med sikkerhed, at der også har været bombardementer i Jabalia tidligt i krigen.

Også punkt 4 viser ødelæggelser i området, mens punkt 5 er billeder af det. Det gælder for begge punkter, at de er delt på X i begyndelsen af december.

Nedenfor ses før/efter-billedet af det andet område i Jabalia, vi har udvalgt. Her er vi lidt nordvest for det første område.

Igen ser vi et stort område, der er påvirket af israelske angreb. Til venstre i billede kan man også se, at grønne områder er blevet ryddet.

Også ved satellitbilledet fra den 7. januar 2024 af dette område har vi udvalgt nogle nedslag med billeder og videoer af ødelæggelserne, som vi har geoverificeret. Det kan man se på billedet nedenfor.

 

Foto: Image © Planet Labs PBC. Grafik: Nathalie Damgaard Frisch.

Punkt 6 er en video, som Al Jazeera delte på X den 9. december. Her er det igen journalisten Anas Al-Sharif, som viser seerne et ødelagt kvarter. Han forklarer blandt andet, at området, der bliver vist frem, har været omringet i tre dage, men nu er det muligt at vise ødelæggelserne frem.

Herefter interviewes en mand, som forklarer, at Al-Yemen Al-Saeed Hospital, de står ved, blev udsat for en massakre dagen forinden, og at hans søster brændte ihjel, fordi hendes telt blev ramt af en raket. 

Senere i klippet fortæller en mand, der er syg med kræft, at teltene, de havde sat op til civile i hospitalets gård, blev brændt af israelske soldater. En tredje mand siger i klippet, at alle, der forsøger at forlade hospitalet for at hente fødevarer eller medicin, bliver skudt af snipere.

De berettede historier i klippet har ikke været mulige at be- eller afkræfte.

Også punkt 8 viser omfattende ødelæggelser. Videoen er delt på Instagram den 1. november, altså dagen efter at Israel påbegyndte luftangreb flere steder i Jabalia. Udover ødelagte bygninger kan man i videoen her også se et krater midt i det hele.

Punkt 7 er ligesom punkt 2 en video, som det israelske luftvåben selv har delt på X. I videoen, der blev delt den 3. december 2023, ser man flere forskellige luftangreb i Gazastriben, og det angreb, man ser fra 1:07-1:11, sker lige ved punkt 7 på satellitbilledet.

Opdateret 29. feb 2024

Vil du vide mere?