Ny vej gennem Gaza
Nogle forandringer i landskabet er så tydelige, at man kan se dem fra lang afstand. Det er tilfældet med den vej, Israel har trukket tværs gennem Gaza.
På før/efter-billedet nedenfor, der er fra satellitbilleder fra henholdsvis 8. oktober 2023 og 31. december 2023, kan du med slideren se, at der nu er en bred vej, som strækker sig fra kysten i Østgaza til den israelske grænse i vest. Og den ligger lige syd for Gaza City.
Derudover kan man se, at store dele af landskabet nord og syd for vejen er ødelagt eller helt jævnet med jorden.
Det er ikke tilfældigt, at vejen er trukket lige syd for Gaza City.
Ifølge flere analyser er ideen at isolere Nordgaza fra resten af Gaza, så det israelske militær, IDF, er i stand til at kontrollere passage mellem nord og syd. Og i begyndelsen af november 2023 udtalte Daniel Hagari, talsperson for IDF, da også, at der “i dag er et Nordgaza og et Sydgaza”, da de meldte ud, at Gaza City var omringet.
TjekDet har vist satellitbillederne til Peter Grandahl, major ved Center for Landmilitære Operationer på Forsvarsakademiet, og han er enig i analysen.
“Det er en helt normal fremgangsmåde i landmilitære operationer, at man etablerer en føringslinje - en såkaldt ”ydre ring” - hvorfra man kan kontrollere og isolere et givent område,” forklarer han og påpeger, at der her er tale om en offensiv operation i et bebygget område.
Peter Grandahl har desuden set nærmere på en artikel fra det britiske medie Sky News, der har analyseret en række satellitbilleder fra begyndelsen af november, hvor vejen er ved at blive etableret. Og her har de samtidig spottet forskellige områder, hvor der holder kampvogne.
Ifølge Peter Grandahl viser det, at IDF har oprettet kontrolposter og observationsposter, hvor de større indfaldsveje fører enten til eller fra Gaza City Nord.
Foto: Sentinelhub & Copernicus
Den 17. november 2023 blev der delt flere geolokaliserede satellitbilleder på X, som bakker den teori op. Her kan man se en menneskemængde, der er ved at krydse den nye vej, og ud fra billederne, som vi har analyseret, ser det ud, som om at de er ved at passere et checkpoint.
Peter Grandahl vil ikke spekulere i IDF’s yderligere strategiske overvejelser bag etableringen af vejen, men han peger på nogle generelle fordele ved at oprette en føringslinje. Den kan for eksempel fungere som en logistisk forsyningsrute til ammunition, mad, vand og lignende.
“Og så kan vejen fungere som et såkaldt opmarchområde for en angrebsstyrke, der efter etablering af den ydre ring, kan iværksætte angreb mod enten syd eller nord. I det her tilfælde er nord nok mest sandsynligt, da størstedelen af køretøjerne vender mod nord,” siger Peter Grandahl.
På kortet nedenfor har vi ved punkt 1 markeret en af de mere markante ødelæggelser i forbindelse med etableringen af føringslinjen. Det drejer sig om det offentlige, uafhængige, non-profit universitet Al-Azhar University, der blev etableret i 1991.
Foto: Image © Planet Labs PBC. Grafik: Nathalie Damgaard Frisch.
Før invasionen gik der cirka 16.000 bachelorstuderende og lidt over 700 kandidatstuderende på universitetet. Men i dag står det ikke længere. På punkt 1 på kortet kan du åbne en geolokaliseret video , som vi har analyseret og verificeret som ægte. Videoen blev delt den 7. december 2023 på X og viser en eksplosion af Al-Azhar University (ca. 35 sekunder inde i videoen).
Eksplosionen er dog formentlig sket tidligere. På et satellitbillede fra den 24. november, der blev delt den 30. november på X kan man nemlig se, at universitetet efter sprængningen er blevet brugt som midlertidig base af IDF.
Også dette billede har vi analyseret og verificeret.
Efter årsskiftet er israelerne tilsyneladende fortsat med at udbygge føringslinjen. Et satellitbillede fra midten af februar viser nemlig, hvad der ligner begyndelsen på endnu en ny vej, der strækker sig fra øst og et stykke ind i Gazastriben mod Vest. Den nye vej ses på billedet nedenfor fra 14. februar 2024.