Ødelæggelser i Rafah

Artikel 20. mar 2024  -  3 min læsetid
Tjekdet
Foto: Anas-Mohammed/Shutterstock. Grafik: Nathalie Damgaard Frisch.

Gaza i billeder

I en artikel i Al Jazeera fra den 2. februar 2024 kaldte journalisten Hani Mahmoud byen Rafah for palæstinensernes “sidste tilflugtssted i Gaza”. Der var ikke flere steder tilbage for indbyggerne at være i sikkerhed for israelske angreb end i grænsebyen mod syd.

Men journalisten rapporterede samtidig om en stemning af panik i Rafah, hvor der i skrivende stund er samlet omkring 1,5 millioner palæstinensere ud af en befolkning på 2,3 millioner i hele Gaza.

For udover de trange kår, de lever under, så er der ikke flere steder at flygte hen, og man frygter israelske angreb. 

Og det er ikke uden grund. For der har også været kampe i Rafah. Der er også faldet bomber. Blandt andet i forbindelse med befrielse af israelske gidsler.

Det har der været flere meldinger om i løbet af krigen, særligt i 2024. Og opdaterede satellitbilleder, vi har fået adgang til og analyseret, viser, at også Rafah er ramt af ødelæggelser. 

Ud fra satellitbillederne ser der ikke ud til at være tale om store områder med ødelæggelser, som det er tilfældet i dele af Nordgaza og Gaza City. Men ved at sammenholde satellitbilleder med videoer og nyheder om bombeangreb, kan vi påvise lommer i Rafah, der er ramt af ødelæggelser.

Blandt andet området ved Kuwait Hospital, som ses på nedenstående satellitbillede. Her kan man med en slider skifte mellem et satellitbillede fra 23. november 2023 - før krigen for alvor kom til Rafah - og et fra den 14. februar 2024.

Som man kan se på billedet, er der ikke omfattende ændringer i landskabet sammenlignet med ødelæggelserne længere nordpå. Til højre i billedet er nogle bygninger jævnet med jorden. Det samme gør sig gældende lidt til højre for Kuwait Hospital, som vi har markeret på billedet. Ved det punkt ved vi med stor sandsynlighed, hvornår ødelæggelsen er sket.

På billedet nedenfor har vi markeret punktet med et 1-tal, og her kan man se en video fra den 20. december 2023 af et raketnedslag, som vi har geolokaliseret til at være netop der. Det er fra en live-udsendelse på Al Jazeera, hvor man efter godt fem sekunder ser en eksplosion bag en journalist, der står og taler til kameraet.

 

Billede fra 14. februar 2024. Bemærk, at billedet er roteret. Foto: Image © Planet Labs PBC. Grafik: Nathalie Damgaard Frisch.

Også ved det førstnævnte område på billedet har vi fundet og verificeret videomateriale, der bekræfter, at det er ødelæggelser, man ser på satellitbilledet. Her er det dog ikke selve angrebet, men i stedet ruinerne, det har skabt, man ser i videoen, der er ved punkt 2.

Videoen blev delt på Telegram den 20. december 2023, og de to videoer beviser altså, at krigen også kunne mærkes i Rafah tilbage i december.

Nedenfor ses et andet område i Rafah, hvor vi også har sammenholdt satellitbilleder fra henholdsvis 23. november 2023 og den 14. februar 2024. Som det ses på billedet, havde flygtninge allerede på det tidspunkt slået telte op i området nær de angrebne lokationer. Teltene ses særligt i den øverste del af billedet til højre.

Igen er der ikke tale om ødelæggelser spredt ud over et stort areal, det er særligt midt i billedet, der ses forandringer. Bygninger er jævnet med jorden, og man ser huller, der ligner bombekratere. 

Vi har også udvalgt et tredje sted i Rafah, hvor man kan identificere ændringer i landskabet som følge af krigen. Det er i den centrale del af byen, cirka én kilometer fra Kuwait Hospital.

Her er satellitbillederne fra henholdsvis 12. maj 2023 og 4. februar 2024. Billedet fra den 4. februar er desværre lidt mindre tydeligt end resten af billederne, så vi har markeret det sted, der er blevet udsat for et angreb. Som det ses på billedet fra den 4. februar er også det angreb sket tæt på telte tilhørende flygtninge. Teltene ses tydeligt på vejen, der fører hen mod rundkørslen, lige neden for lokationen for angrebet.

Ved punkt 3 på billedet nedenfor linker vi til en video af en eksplosion, som vi har geolokaliseret til at finde sted netop der. Optagelsen, hvor man ser et missil ramme en bygning, blev delt på beskedtjenesten Telegram den 18. november 2023.

 

Billede fra 4. februar 2024. Bemærk, at billedet er roteret. Foto: Image © Planet Labs PBC. Grafik: Nathalie Damgaard Frisch.

Opdateret 29. feb 2024

Vil du vide mere?