Sheikh Hamad Hospital
Helt ude ved kysten, i den vestlige del af Gaza City, ligger et af de hospitaler, der har været mål for israelske angreb i deres krig mod Hamas.
Den 16. oktober, ni dage efter Hamas’ terrorangreb i Israel, meddelte Sheikh Hamad Hospital, at de var blevet ramt af et israelsk luftbombardement. Og en måned inde i krigen blev hospitalet for alvor et fokuspunkt.
Den 5. november 2023 kunne man i flere internationale medier læse, at det israelske militær, IDF, havde delt, hvad de påstod var beviser for, at Sheikh Hamad Hospital, der blev bygget i 2016 og er finansieret af en qatarsk fond, har tunneler, som Hamas bruger.
Beviserne blev fremlagt af IDF’s talsperson, Daniel Hagari, ved en pressebriefing for internationale medier. Det er videoer, der angiveligt viser en indgang til tunneler under Sheikh Hamad Hospital og Hamas-soldater, der affyrer skud fra hospitalet mod israelske soldater.
Videoerne blev efterfølgende også delt i to pressemeddelelser på IDF’s hjemmeside.
Allerede dagen efter blev IDF’s påstande afvist af Mohammed El Emadi, som er formand for Komiteen for Genopbygningen af Gaza, der også er qatarsk. I en officiel udtalelse påpegede han blandt andet, at Israel i sin tid havde godkendt opførelsen af hospitalet.
Det har ikke været muligt for TjekDet hverken at be- eller afkræfte validiteten af Israels påståede beviser. Men vi har undersøgt, hvad konsekvenserne af deres bombardementer har været for Sheikh Hamad Hospital og området omkring det.
Nedenfor har vi holdt to satellitbilleder op mod hinanden; et fra den 8. oktober 2023 og et fra den 10. januar 2024. Og forskellen i landskabet er tydelig.
Vi har markeret de bygninger, der hører til hospitalet, og man kan blandt andet se, at dele af det enten er hårdt medtaget eller jævnet med jorden.
Satellitbilledet fra 10. januar viser desuden, at også mange af bygningerne i området rundt om hospitalet er ødelagt, mens andre er helt væk.
På billedet nedenfor har vi placeret to punkter, hvor du kan se videoer, vi har geoverificeret til at være fra hospitalet. De giver et endnu tydeligere billede af krigens konsekvenser for Sheikh Hamad Hospital.
Foto: Image © Planet Labs PBC. Grafik: Nathalie Damgaard Frisch.
Begge videoer er delt af IDF den 5. november 2023 og er dermed en del af det materiale, Israel præsenterede samme dag.
I videoen ved punkt 1, der er filmet fra luften tæt på hospitalet, ser man først skaderne på bygningerne. Herefter bliver der zoomet på nogle personer lige uden for hospitalet, som ifølge IDF er Hamas-soldater. I resten af videoen filmer IDF, hvad de påstår er en indgang til Hamas’ tunnelsystem under Sheikh Hamad Hospital.
Det har som nævnt ikke været muligt for os at verificere den påstand. Hamas har heller ikke officielt bekræftet det.
Videoen, man kan se ved punkt 2, er dronebilleder, som ifølge IDF viser Hamas-soldater affyre skud mod israelske soldater inde fra Sheikh Hamad Hospital. Det er altså en del af det bevismateriale, som IDF fremlagde den 5. november.
Igen har det ikke været muligt for os at be- eller afkræfte, om videoen viser, hvad IDF påstår. Men vi kan verificere, at det foregår på Sheikh Hamad Hospital.