Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Danskerne tror, der er tre gange så mange på kontanthjælp, som der reelt er

Faktatjek 7. apr 2017  -  3 min læsetid
Tjekdet
Skrevet af: Thomas Hedin

"Der skal være forskel på at være i job og være på kontanthjælp".

"Det skal kunne betale sig at arbejde".

Politikerne på Christiansborg diskuterer ivrigt, hvordan de får folk væk fra offentlig forsørgelse som for eksempel kontanthjælp. Og debatten præger hyppigt også mediebilledet.

Men når man spørger, hvor stor en andel af befolkningen i den erhvervsaktive alder mellem 16 og 64 år, der er på kontanthjælp, tror danskerne, at der er næsten tre gange flere, end der er i virkelighedens verden. Det viser en måling, som analyseinstituttet Epinion har foretaget for DR2-programmet Detektor.

 

Spørgsmålets formulering: "Hvor stor en andel af den erhvervsaktive befolkning mellem 16 og 64 år, tror du, modtager kontanthjælp?"

1.001 voksne danskere medvirket i målingen.

Undersøgelsen er gennemført i perioden 20. til 26. januar i år.

I gennemsnit svarer respondenterne, at 13,1 pct. af befolkningsgruppen er på kontanthjælp.

Målingens usikkerhedsinterval er ikke oplyses, men vil i sådanne undersøgelsen kunne ligge på op mod +/- 5 pct.point. Altså, vil andelen være et sted mellem mellem 8,1 og 18,1 pct.

28,4 pct. af respondenterne gætter den rigtige andel (4,7 pct.) inden for et interval på to procentpoint (3-7 pct.)

8,5 pct. gætter for lavt - altså under tre pct.

63,1 pct. gætter for højt - altså over syv pct.

 

 

I gennemsnit vurderer de danskere, der har deltaget i DR’s undersøgelse, at 13,1 pct. af befolkningsgruppen i den erhvervsaktive alder modtager kontanthjælp. Men det rigtige tal er langt lavere, nemlig 4,7 pct. i år 2015, oplyser Danmarks Statistik. Omregnet til absolutte tal svarer det til, at 170.396 personer er på kontanthjælpslignende ydelser. I alt var der pr. 1. januar 2016 3.603.428 danskere i den erhvervsaktive alder.

Når de, som har deltaget i undersøgelsen, skyder antallet til at være langt højere, end statistikkerne rent faktisk viser, skyldes det blandt andet det store politiske fokus, der løbende er på kontanthjælpen og kontanthjælpsmodtagerne, fortæller Frederik Roose Øvlisen, der er ekstern lektor ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet, til Detektor.

"Der er få, der læser Statistisk Årbog som godnatlæsning. Derfor er der relativt få, der kender det faktiske svar. Men vi går alle sammen med en fornemmelse af hvor mange, der er på kontanthjælp. Og den fornemmelse er kraftigt påvirket af de nyhedsstrømme, vi bliver præsenteret for, hvor kontanthjælp har fyldt meget. Der kan vi have en tendens til at overvurdere, hvor mange, der er på kontanthjælp," siger Frederik Roose Øvlisen.

Men det er ikke alene den megen omtale af spørgsmålet, der får danskerne til at udpege langt flere kontanthjælpsmodtagere, end der er i virkeligheden. Det er også et spørgsmål om matematik og menneskelig intuition.

"Man vil meget ofte ende med nogle gennemsnitssvar, som ligger langt over det rigtige. Og det er, fordi der er det rent matematiske forhold, at når man skal gætte på en lille andel, så er det svært at gætte meget under. Altså hvis det rigtige tal er fem procent, så er der grænser for, hvor meget man kan undervurdere det. Mens man kan overvurdere det rigtig meget," siger Rasmus Tue Pedersen, postdoc., Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, til Detektor.

DR-programmet har også bedt en række politikere på Christiansborg om at give deres umiddelbar bud på spørgsmålet. Her lød buddene på mellem tre og syv pct. Altså bud, der er meget tættere på virkeligheden.

Du kan se hele Detektors gennemgang af Epinions undersøgelsen her.

 

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023