Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Er Danmark verdens dårligste sted at få venner? Det aner vi slet ikke

Faktatjek 7. nov 2019  -  5 min læsetid
This describes the image

 

 

Danmark er verdens dårligste sted at få venner.

Kilde: Artikel fra dagbladet Politiken.


Undersøgelsen, der skulle tildele Danmark den kedelige sidsteplads blandt alle verdens lande, er ikke repræsentativ, og der er ikke nok personer, der har svaret på spørgeskemaet. Desuden er kun 64 af verdens 195 lande blevet undersøgt. Derfor er der ikke belæg for at kalde Danmark det dårligste sted i verden at få venner.

 

"Danmark er verdens dårligste sted at få venner," lyder overskriften på en artikel fra dagbladet Politiken.

Den pauvre placering til danskernes venlighed finder Politiken i en verdensomspændende undersøgelse af expats – altså personer, der er rejst til et andet land for at bo og arbejde der i en længere periode.

Expatforeningen InterNations, der står bag undersøgelsen, har rangereret 64 forskellige lande, efter hvor gode stederne er for expats at slå sig ned. Herunder har InterNations undersøgt, hvor nemt det er at finde nye venner i de forskellige lande. Og her indfinder Danmark sig altså på den kedelige sidsteplads.

Men undersøgelsen kan slet ikke udpege Danmark som verdens værste sted at finde venner, siger to forskere med indgående kendskab til kvantitativ metode.

Alt for få expats har besvaret det spørgeskema, som InterNations undersøgelse bygger på. Og de, der har svaret, er ikke repræsentative for expats generelt. Undersøgelsen er derfor ikke rustet til at placere Danmark på den ene eller anden plads på ranglisten.

I en mail til TjekDet anerkender InterNations selv, at undersøgelsen ikke er repræsentativ.

"Den (undersøgelsen, red.) er ikke repræsentativ og kan være omfattet af usikkerhed," skriver Caroline Harsch, talsperson for InterNations.

Hvor usikker Danmarks sidsteplads er, ønsker foreningen dog ikke at svare på.

Artiklen fortsætter under billedet

Ranglisten på side 32 i InterNations undersøgelse. Danmark er det sværeste sted af 64 lande at finde venner, hævder undersøgelse. Men det er undersøgelsen alt for usikker til at kunne udpege præcist, siger forskere.

Når undersøgelsen ikke er repræsentativ, kan hverken InterNations eller Politiken konkludere, at Danmark ligger netop nummer 64 og altså allersidst, siger Erik Gahner Larsen. Han er forsker ved University of Kent og undersøger mediers brug af statistik, og han har gennemgået både Politikens artikel og InterNations undersøgelse.

"Der er ikke belæg for at sige, at Danmark er verdens dårligste sted at få venner," siger han.

Flere end 64 lande i verden

Desuden vil en plads som nummer 64 under ingen omstændigheder kunne udløse en sidsteplads blandt alle verdens lande. I undersøgelsen har InterNations nemlig kun medregnet et udsnit af verdens lande, som der er 195 af i alt. Mange af dem kan meget vel være sværere steder at finde nye venner, end Danmark er.

InterNations har sorteret landene fra, hvis der var færre end 75 expats i landet, der har svaret på spørgeskemaet.

"Det er sandsynligt, at nogle af de lande, der har få expats og dermed vil have vanskeligt ved at finde minimum 75 svarpersoner, er dårligere lande at finde venner i, end Danmark er," siger Erik Gahner Larsen.

Artiklen fortsætter under billedet

Erik Gahner Larsen forsker blandt andet i mediernes brug af statistik og underviser i politik ved det britiske universitet University of Kent. (Foto: University of Kent)

Men end ikke 75 svarpersoner fra et givent land er i nærheden af at være nok til at konkludere, om landet er et godt sted at være expat. I Danmarks tilfælde har 186 expats svaret på spørgeskemaet bag undersøgelsen, oplyser InterNations til TjekDet.

Heller ikke 186 svar er tilstrækkeligt mange, siger Kresten Roland Johansen, adjunkt ved Danmark Medie- og Journalisthøjskole.

"Hvis man vil undersøge, om noget gør sig gældende i Danmark, spørger man heller ikke kun 186 danskere, som end ikke er repræsentative for befolkningen, og konkluderer ud fra det. Det går bare ikke," siger Kresten Roland Johansen, der heller ikke finder belæg for Politikens overskrift.

Han tilføjer, at selv om undersøgelsen bryster sig af at have samlet svar fra mere end 20.000 expats rundt i verden, gør de mange svarpersoner ikke undersøgelsen repræsentativ.

Samler ind gennem Facebook

InterNations har nemlig samlet svar ind på en uhensigtsmæssig måde. På side fem i udgivelsen, hvor foreningen beskriver undersøgelsens metode, står, at svarene er hentet ind gennem udsendte nyhedsbreve til foreningens medlemmer og ved hjælp af opslag på sociale medier.

Men sådan kan foreningen ikke være sikker på, at de expats, der har svaret, nu også ligner expats, som de er flest.

Artiklen fortsætter under billedet

Kresten Roland Johansen, adjunkt på DMJX og ekspert i kvantitativ metode. (Foto: Celina Kimmie Dahl/DMJX)

"Det lever ikke op til kriterierne for, hvordan man bør udvælge personer til stikprøver. De har simpelthen ikke styr på svarpersonerne, og derfor kan man ikke vide, om svarene, man får ind, er repræsentative," siger Kresten Roland Johansen.

Men hvordan skulle Politiken så være gået til undersøgelsen?

"Politiken skulle have taget fat i dem, der har lavet undersøgelsen og prøve at få styr på, om undersøgelsen overhovedet er repræsentativ, og hvor mange der har svaret for Danmark og de andre lande. De skulle tage alvorligt, at rigtig mange lande er taget fra. De kunne også have valgt at smide undersøgelsen i skraldespanden, fordi den ikke med bare en lille smule præcision kan sige, hvor Danmark ligger henne," siger Kresten Roland Johansen.

Politiken beklager: "Det er superærgerligt"

Politikens internationale redaktør, Michael Jarlner, medgiver efter at have kigget nærmere på InterNations undersøgelse, at den halter.

"Jeg er ikke uenig med eksperterne. Man behøver ikke have læst statistik på højt niveau for at regne ud, at den (InterNations undersøgelse, red.) aldrig kan være repræsentativ," siger han.

Dog mener han, at der er hold i Politikens artikel på trods af undersøgelsens kvalitet.

"Det er ikke sådan, at vi er løbet fuldstændig tomhjernet af sted med en undersøgelse," siger han og uddyber:

"Det formildende i det, vi har foretaget os, er, at vi selv har talt med over 30 expats, som har samme indtryk, som undersøgelsen efterlader. Og vi taler også med en ekspert fra Aalborg Universitet, som også underbygger tesen om, at der er et problem," siger Michael Jarlner

I skriver, at Danmark er verdens dårligste sted at få venner. Er der dækning for det?

"Nej, det synes jeg ikke. Efter denne samtale går jeg ind og får det rettet."

I skriver selv, at InterNations har undersøgt 64 lande. Hvordan kan I udnævne Danmark som verdens dårligste til noget, når kun 64 ud af verdens 195 lande er undersøgt?

"Det er upræcist. Vi skulle bare have holdt os til at skrive, at det er svært (for expats at få venner i Danmark, red.). Historien bliver kun bedre af at blive præcis."

Hvorfor har I ikke spurgt dem, der står bag undersøgelsen, om der er hold i tallene?

’’Journalisten har talt med over 30 expats og blandt andet en ekspert fra Aalborg om undersøgelsen. Han var opmærksom på, at der kun var 75 (tærskel for antallet at svarpersoner i undersøgelsen, red.). Og han var opmærksom på at tage forbehold ved repræsentativiteten. Han har bare ikke skrevet det ind. Det er en undladelsessynd, og det er superærgerligt."

Undersøgelsen udkommer formentlig også i 2020. Hvordan vil I dække den?

"Jeg vil indskærpe - og det gør jeg igen og igen, når vi har med statistik at gøre: Vær nu præcis i metoden, når I skriver. Statistik har mange forskellige former. Du kan bruge statistik til både gode og dårlige ting. Men det allervigtigste er at beskrive i metodebokse, hvordan man er nået frem til resultatet, og hvad manglerne er. Og det håber jeg, at vi gør i 2020. Det vil jeg i hvert fald gøre mit allerbedste for."

Politiken har efter TjekDets henvendelse ændret artiklens overskrift til "Hvornår har du sidst inviteret en udlænding hjem? I Danmark har vi nok i vores danske venner" og beskrevet undersøgelsens begrænsninger.

Tidligere har også andre danske medier skrevet om InterNations undersøgelse og omtalt Danmarks plads på den usikre rangliste.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023