Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

EU-kommissær vil have ekspertgruppe til at se på falske nyheder

Indsigt 5. sep 2017  -  1 min læsetid
Tjekdet

Den nyudnævnte kommissær for digitale anliggender, Mariya Gabriel, vil oprette en ekspertgruppe, som skal rådgive hende omkring falske nyheder. Det skriver det europæiske medie EURACTIV, der formidler nyheder om EU-politik.

Ekspertgruppen skal blandt andet undersøge, hvilke tiltag der bedst kan bekæmpe falske nyheder i EU, og hvordan tiltagene skal koordineres mellem EU-landene.

Gabriel har ikke oplyst, hvem der skal sidde i ekspertgruppen, men på et pressemøde forleden sagde hun, at det er "meget vigtigt, at vi alle arbejder sammen, både forskere, medierne, medlemsstater og EU-institutioner".

Kommissæren vil desuden gennemføre en offentlig høring, hvor borgere og organisationer kan komme med indsigelser og bemærkninger om, hvordan EU kan komme de falske nyheder til livs.

EU-Kommissionen forventes ifølge EURACTIV også at offentliggøre en række tiltag i næste måned, som skal indføre fælles regler for, hvornår virksomheder skal fjerne ulovligt indhold såsom hadetale fra deres online platforme.

Mariya Gabriel tiltrådte stillingen som EU-kommissær efter at hendes forgænger, bulgarske Kristalian Georgieva, forlod kommissionen til fordel for et job i Verdensbanken.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 20. dec 2023

Vil du vide mere?