Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Billeder af falske ‘barnebrude’ vildleder på sociale medier

26. maj -
6 min læsetid
This describes the image
Foto:

Venstrefløjen buldrer med anklager mod tidligere udlændingeminister Inger Støjberg (V), om at hun brød loven, da hun i 2016 adskilte en stribe unge asylansøgende ægtepar.

Tilsvarende bliver Inger Støjberg dynget til i støtteerklæringer fra andre, der finder det helt på sin plads, at asylparrene, hvor en af personerne var mindreårig, blev adskilt. Om det trodser internationale konventioner, er underordnet, lyder holdningen.

Men flere sympatisører lader til at have taget deres støtte til Inger Støjberg til et niveau, hvor der ikke længere er hold i fakta.

På Facebook cirkulerer nemlig et billede af en lille pige med en meget stor mave, og brugere i hundredtal udlægger, at der her kunne være tale om en gravid barnebrud.

Tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Dorthe Ullemose har for eksempel delt billedet med teksten:

"Barnebrude hører ikke hjemme i Danmark. Vi skal ud af EU, så vi kan blive herre i eget hus. Islam skal ingen indflydelse have i Danmark - små piger skal ikke tvangsgiftes med ældre mænd," skriver DF’eren, der nu sidder i byrådet i Svendborg Kommune. Billedet er siden taget ned fra hendes facebookprofil.

Artiklen fortsætter under billedet

Opslaget, som Dorthe Ullemose har taget ned, er lagt op igen, men med et andet billede. (Skærmbillede fra Facebook)

Billedet er også delt af en Poul Madsen, der tidligere har deltaget i reality-programmet Robinson Ekspeditionen, og i 2017 stillede han op for Dansk Folkeparti til byrådet i Gladsaxe Kommune.

"De, der ikke bryder sig om den slags billeder, bør naturligvis støtte og stemme på Inger Støjberg," skriver Poul Madsen i deleteksten til billedet.

Men billedet er taget helt ud kontekst. Pigen er brasiliansk, og hun er ikke gravid, men har en leversygdom og er på billedet angiveligt indlagt på et hospital i den brasilianske by Belem.

Artiklen fortsætter under billedet

(Foto: Skærmbillede fra Facebook)

Leversyg og ikke gravid

Det er dog ikke første gang, at pigen er udlagt som en muslimsk gravid barnebrud. Billedsøgninger på søgemaskiner fortæller, at pigen i flere sammenhænge er benyttet i islamkritiske artikler på nettet.

Den tidligste brug at billedet af pigen med den udspilede mave er dog umiddelbart på en lokal brasiliansk facebookside knyttet til kommunen Garrafão de Norte i det nordlige Brasilien.

20. november 2016 laver den brasilianske facebookside et opslag med en følgetekst, der fortæller om Sandy på 12 år, der har en leversygdom og beder om hjælp til pigen. Siden har tilmed lagt en video ud, hvor pigen taler den brasilianske variant af portugisisk, der er modersmålet i Brasilien.

Artiklen fortsætter under videoen

Video fra brasiliansk hospital med 12-årige Sandy. Hun har en udspilet mave som følge af en leversygdom, lyder det i opslaget.

Hvorfor pigen alligevel bliver udlagt som en gravid barnebrud, ville TjekDet gerne finde svar på. Men hverken Dorthe Ullemose eller Poul Madsen har reageret på TjekDets henvendelse.

Slægtninge, men ikke brude

Også andre steder på sociale medier, kan det være gået galt i opslag om barnebrude – i hvert fald hvis opslagene skulle indeholde billeder af egentlige barnebrude.

Rune Oliver Christensen, aktiv i Dansk Folkeparti, har på Facebook lavet et opslag, hvor en række jakkesætklædte mænd hver især holder en pige i hvid kjole i hånden.

"STOP DE PÆDOFILE SVIN!", skriver DF’eren til billedet.

Artiklen fortsætter under billedet

Først havde Rune Oliver Christensen forsynes sit opslag med billedet her, før han skiftede billede. Opslaget er nu helt slettet af Facebook. (Skærmbillede fra Facebook)

Nye Borgerliges Ungdom smed et billede på Facebook fra et lignende arrangement. Hertil skriver ungdomspartiet:

"ALDRIG BARNEBRUDE I DANMARK".

Men TjekDets tidligere faktatjek indikerer, at pigerne på de fotos ikke skal giftes med de mænd, de holder i hånden.

Fotoet, Rune Oliver Christensen har delt, kan vi spore helt tilbage til august 2009. Flere islamkritiske blogs verden over har brugt fotoet som bevis for en "pædofilikultur" blandt muslimer og peger på, at det skulle være taget i Yemen.

Men på mændenes tørklæder kan man ane logoet for den militante palæstinensiske gruppe Hamas, hvilket peger på, at fotoet snarere er taget i Palæstina end i Yemen. På et andet foto fra samme begivenhed holder flere af mændene også palæstinensiske flag i hænderne.

Artiklen fortsætter under billedet

Nye Borgerliges Ungdom delte også billedet af de hvidklædte piger, før de fik skiftet billedet til et af egentlige barnebrude. (Skærmbillede fra Facebook)

Det amerikanske faktatjekmedie Snopes vurderer ud fra artikler fra den amerikanske avis The New York Times og det franske nyhedsbureau AFP, at fotoet stammer fra et bryllup organiseret af Hamas i Gaza.

Men mændene på fotoet skulle slet ikke giftes med pigerne. Ifølge medierne er pigerne nemlig brudepiger og yngre slægtninge til de brudgomme og brude, der rent faktisk skulle giftes.

Det samme skulle også gælde billedet, som Nye Borgerliges Ungdom har lagt på Facebook – pigerne skulle være slægtninge og ikke brude.

Det er dog ikke lykkedes TjekDet at finde billeder af de egentlige brude, som ifølge The New York Times skulle være klædt i sort til Hamas-bryllupper.

Nye Borgerliges Ungdom har pillet billedet af de små kjoleklædte piger af opslaget igen og erstattet det med et billede fra Afghanistan af en mand med en mindreårig kone.

"Det er blevet taget ned igen, fordi det viser sig, at det ikke var barnebrude, selv om billedet er brugt i den sammenhæng andre steder. Det har vores kampagneansvarlige ikke været opmærksom på. Det er en fejl fra vores side, og det beklager vi selvfølgelig," siger Mikkel Bjørn, landsformand i Nye Borgerliges Ungdom.

Pillet af platformen

Rune Oliver Christensens opslag er også forsvundet fra hans side. Det skyldes imidlertid at Facebook har pillet opslaget ned med den begrundelse, at opslaget overtræder platformens fællesskabsregler om hadefuld retorik.

DF’eren medgiver, at det sandsynligvis ikke er barnebrude, der er på billedet. Han nåede dog også at ændre billedet i opslaget, så han i stedet viste et billede fra Yemen af to par med mindreårige piger.

"Min intension har ikke været at skabe noget misvisende, så jeg ændrede opslaget, så jeg var helt sikker på, at der var barnebrude på billedet," siger Rune Oliver Christensen.

Artiklen fortsætter under billedet

Rune Oliver Christensen tog et skærmbillede af meddelelsen fra Facebook om, at hans opslag er taget ned. (Foto: Rune Oliver Christensen)

Hvad det er i opslaget, der har overtrådt Facebooks "fællesskabsregler om hadefuld retorik," har Rune Oliver Christensen ikke fået specificeret af det sociale medie. Han forestiller sig dog, at det kunne være, at han med versaler skriver "STOP DE PÆDOFILE SVIN! (inklusiv en emoji af en turbanklædt mand)".

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 27. sep 2020