Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

De glemsomme har (stadig) ikke en højere intelligens

Faktatjek 9. dec 2019  -  4 min læsetid
This describes the image
Foto: Nappiness/Pixabay

 

 

"Ifølge ny forskning er glemsomhed et tegn på høj intelligens."

Kilde: Netmediet Delbart.

Forskerne bag studiet, artiklen henviser til, afviser at have undersøgt sammenhængen mellem glemsomhed og intelligens. De peger faktisk på, at sammenhængen sandsynligvis er omvendt. Det vil sige, at meget glemsomme mennesker er mindre intelligente. Det bakkes op af en dansk professor.

 

 

Husker du en viral historie fra 2018 om et canadisk studie, der kobler glemsomhed med høj intelligens? Flere danske såvel som internationale medier skrev dengang, at to forskere fra University of Toronto i et studie har påvist, at glemsomme personer har en højere intelligens.

Den historie er nu blevet skrevet på ny af onlinemediet Delbart og har udløst 36.000 reaktioner på Facebook − heraf 20.000 kommentarer, og over 2.500 personer har delt opslaget.

Men som TjekDet også kunne konstatere sidste år, gælder det stadig, at der ikke er hold i den påstand. Du er altså ikke klogere end din nabo, bare fordi du skulle have glemt denne virale historie.

Canadiske forskere afviser påstand

De to canadiske forskere Blake Richards og Paul Frankland har slet ikke konkluderet, at glemsomme personer er mere intelligente, og de har faktisk heller ikke bedrevet ny forskning. I stedet har de lavet et såkaldt metastudie, hvor de gennemgik den eksisterende forskningslitteratur på området. Og det viste, at hjernen ‘med vilje’ glemmer mere, end den bør. Men hvorfor hjernen gør det, står ikke klart.

"Vores hjerner har indbyggede mekanismer, der gør, at vi glemmer. Hvis de mekanismer ikke var der, ville vi huske mere. Men den eksisterende forskning siger ikke noget klart om, hvorfor vi glemmer mere, end vi burde," forklarede Blake Richards, der er adjunkt ved University of Toronto i Canada, til TjekDet i 2018.
I studiet, der blev udgivet i sommeren 2017, fremfører de to forskere på grundlag af undersøgelser af kunstig intelligens og dyreforsøg, at vores glemsomhed har en positiv betydning for vores hjerne.

"Undersøgelser med mus har vist, at hvis man kunstigt øger musenes glemsomhed, så er de bedre til at omstille sig til nye situationer. I et forsøg trænede man mus til at finde et tørt plateau i et bassin med vand. De mus, hvis glemsomhed var blevet øget kunstigt, var hurtigere til at finde plateauet, når det blev flyttet til et andet sted i bassinet," forklarer Blake Richards til TjekDet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Blake Richards er adjunkt på det biologiske institut ved Toronto Universitet. Foto: University of Toronto.

Måske endda mindre intelligente

Lignende forsøg med fluer tegner det samme billede, og forskerne antager, at det også gælder for mennesker, lyder det fra Blake Richards.
"Vi foreslår derfor, at glemsomheden gør os bedre til at håndtere forandringer og til at bruge gammel information i nye situationer. Det kan man godt kalde intelligens, men ikke i traditionel forstand som IQ for eksempel."

Men det er ikke det samme, som at glemsomme personer generelt er mere intelligente. Tværtimod.

"For at være ærlig, så tror jeg, at dataene ville vise, at der er en sammenhæng mellem glemsomhed og lavere intelligens. Og det er der en simpel grund til: En vis mængde glemsomhed er måske gavnlig, men for meget er ikke, og det tyder på en usund hjerne. Derfor tror jeg, at der ville være en tendens til, at personer, der glemmer meget, også er mindre intelligente," vurderer Blake Richards.

Forskerne pegede altså dengang på, at evnen til at glemme er vigtig, for at hjernen kan fungere godt. Men de har fortsat ikke konkluderet, at der er en sammenhæng mellem glemsomhed og høj intelligens.

LÆS OGSÅ: Ny undersøgelse dokumenterer ikke, at danskerne er blevet dårligere til engelsk

Evnen til at udvælge

Det forholder sig nemlig lige omvendt, forklarer Erik Lykke Mortensen, der er professor emeritus ved Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, til TjekDet i vores faktatjek af den samme påstand sidste år.

"Der er ikke en meget tæt forbindelse mellem god hukommelse og høj IQ, men der er en forbindelse, og den er positiv. Når vi tester folk både med hukommelses- og intelligenstest, så finder vi en positiv sammenhæng. Formentlig fordi intelligente mennesker er bedre til at organisere de ting, de skal lære, og de ting, de skal huske," siger han.

Men evnen til at glemme er stadig helt central, for at hjernen fungerer optimalt, forklarer Erik Lykke Mortensen, og han har følgende anekdote:
"Alexander Luria (1902-1977, red.), der er en meget kendt international russisk neuropsykolog, beskrev for mange år siden en mand med en fabelagtig evne til at huske ting på en måde, man slet ikke kan forestille sig. Og faktisk beskrev Alexander Luria, at den evne, manden havde til at huske alt, også gjorde ham dårlig til at løse problemer."

Evnen til at huske på alting er altså ikke nødvendigvis gavnlig for ens hjernes funktionsniveau. Og den gavnlige glemsomhed, som de canadiske forskere beskriver, er ifølge Erik Lykke Mortensen nærmere en evne til at huske på det, der er vigtigt.

"Det væsentlige her er evnen til at lægge de unødvendige ting fra sig og fokusere på det væsentlige. Man kan ikke slutte, at der skulle være en tæt sammenhæng mellem evnen til at glemme og intelligensniveauet. Man kan nærmere sige, at nogle er bedre end andre til at huske de ting, der er væsentlige."

Vi ville gerne have spurgt Delbart, hvorfor de genudgiver en artikel, der blev tilbagevist sidste år, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023