Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Fårup Sommerland advarer mod gratis billetter: ”Det er spam og fup”

Faktatjek 26. apr 2019  -  3 min læsetid
Tjekdet
Skrevet af: Thomas Hedin

"Tak for mine billetter," skriver i disse timer flere danske facebookbrugere i opslag. Alle har de lige delt en artikel på det sociale medie, der viser et billede af den nordjyske forlystelsespark Fårup Sommerland, og som samtidig lokker med denne overskrift: "Fårup Sommerland giver gratis 5 billetter per familie for at fejre 45 års jubilæum".

Ganske vist kan parken rigtig nok snart fejre 45-års jubilæum, nemlig 21. juni næste år, men konkurrencen er humbug, advarer Fårup Sommerland i et opslag på Facebook.

"Det er kommet til vores kendskab, at der lige nu florerer en falsk side, som udlover gratis billetter til Fårup Sommerland mod udfyldelse af et spørgeskema. Dette er ikke vores konkurrence. Det er spam og fup, og vi er i dialog med Facebook om at få lukket siden. Vi håber, at dette sker hurtigst muligt og er kede af forvirringen," skriver forlystelsesparken.

Artiklen fortsætter under billedet

 

 

Her har en dansk facebookbruger lige besvaret konkurrencens spørgsmål og nu delt opslaget med konkurrencen på sin egen facebookvæg.

 

 

Og der er god grund til at glemme alt om de gratis billetter. Fupkonkurrencer på Facebook er der mange af, hvor de fleste forsøger at lokke dig til at aflevere personlige oplysninger som for eksempel tallene på dit kreditkort.

Samme fupnummer igen og igen

Fårup Sommerland er i øvrigt ikke den første forlystelsespark, der må lægge ryg til en falsk konkurrence om udlodning af gratis billetter. Det samme er i flere omgange sket for Legoland i Billund, men også flyselskaber som Norwegian og SAS er blevet løjet villige til at forære gratis billetter i anledning af et eller andet jubilæum.

Fælles for fupnumrene er, at fremgangsmåden er den samme.

For det første skal man altid tjekke, hvilken www-adresse man bliver sendt hen til. Svindlerne bruger ofte www-adresser, der til forveksling ligner den ægte vare. I dette tilfælde er konkurrencen placeret på hjemmesiden http://faarup.com-dk.com. Men Fårup Sommerlands rigtige adresse er https://www.faarupsommerland.dk.

På hjemmesiden bliver du bedt om at besvare tre højest mærkværdige spørgsmål. Det fremgår i øvrigt tydeligt, at der kun er et begrænset antal billetter tilbage, så du skal skynde dig, hvis du vil være blandt de heldige vindere.

Særligt spørgsmål nummer to bør få alarmklokkerne til at ringe. Her skal du svare på, "hvilken ride kan du lide mest i Fårup Sommerland?". At bruge ordet "ride" i den sætning giver slet ingen mening på dansk. Det gør det kun på engelsk, hvor det i denne sammenhæng burde oversættes til "forlystelse". Den sproglige brøler ville Fårup næppe lave i en storstilet konkurrence. Vi må formode, at der er tale om en dårlig maskinoversættelse af sætningen fra engelsk til dansk.

Samtidig er svarmulighederne til spørgsmålet ‘Dæmonen’ og ‘Karavanen’, som begge er forlystelser i Tivoli i København. Det giver umiddelbart heller ikke nogen mening.

Artiklen fortsætter under billedet

 

 

 

 

Når du har besvaret de tre spørgsmål, "analyserer" hjemmesiden dine svar og vender tilbage med en besked om, at du har vundet fem gratis billetter. Du skal bare lige dele konkurrencen på Facebook og skrive "Tak for mine billetter" i opslaget.

Men lad være. Der er som sagt ingen gratis billetter på højkant.

Falske konkurrencer kan have forskellige formål

Men hvorfor opstår disse kampagner hele tiden? I sidste ende handler det naturligvis om penge.

I dette tilfælde forsøger bagmændene at lokke folk til sig, og derved opnå en sværm af "synes godt om" - eller "likes" som det hedder på engelsk. De kan bruges til andre tiltag på et senere tidspunkt - for eksempel kommercielle formål. Når man deler og liker opslaget, så kan bagmændene sende meddelelser i form af reklamer eller andre måske kontroversielle budskaber til facebookbrugerne. Og det tjener svindlerne penge på.

Nogle gange vil fupmagerne have fat i dine personlige oplysninger med det samme. Det kan være dine bankkontooplysninger eller dit NemID. Vi har også set konkurrencer, hvor man lige skulle indtaste sit mobiltelefonnummer. Og gjorde man det, så sagde man samtidig automatisk ja til et abonnement på en quiz, der kostede over 100 kroner om ugen - det var der bare næppe mange, der opdagede i skyndingen.

I andre tilfælde kan der være tale om et forsøg på at lægge cookies eller andre filer på din computer, så svindlerne bliver i stand til overvåge, hvad du foretager dig på nettet.

Er du kommet til at udlevere for eksempel dine kreditkortoplysninger i en sådan konkurrence, skal du omgående kontakte din bank.

 

 

 

 

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023