Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Faldt den canadiske premierministers øjenbryn af for rullende kamera?

Faktatjek 13. jun 2018  -  3 min læsetid
Tjekdet
Foto: CBC News
Skrevet af: Thomas Hedin

"Se her! Hans venstre øjenbryn falder pludselig af! Det skete efter sigende i går!"

Sådan skriver en dansk Facebook-bruger i et opslag med et tv-interview med den canadiske premierminister Justin Trudeau. Og danskeren er absolut ikke alene. Brugere af det sociale medie over hele verden, at han da må have kunstige øjenbryn. Også et par danske netmedier henviser til 'sagen'. I videoen ser det nemlig ud som om, at hans venstre bryn har mistet fæstningen i den ene side og er lige ved at falde af.

Men synet bedrager. Premierministerens bryn vokser uens, fastslår blandt andet det amerikanske faktatjekmedie snopes.com og netmediet BuzzFeed.

Under topmødet mellem G7-landene tidligere på måneden var medier fra hele verden mødt talstærkt op, og der blev lavet adskillige interviews med stats- og regeringscheferne. Herunder også Justin Trudeau.

I kølvandet fulgte påstanden på blandt andet de sociale medier om, at en populær 16 sekunder lang video viser, at den canadiske premierministers ene øjenbryn pludselig slipper hans ansigt, og at han derfor må have falske bryn.

Klippet kan findesmange hjemmesider, hvor det dog ikke bare tages for gode varer, men også mødes med skeptiske reaktioner, mens andre ikke var sene til slet og ret at konkludere, at "Justin har et faldende øjenbryn!"

Den korte video er et uddrag af en længere tv-optagelse fra et pressemøde med Justin Trudeau og den franske præsident Emmanuel Macron forud for G7-topmødet for to uger siden. Videostumpen, der er gået viralt på nettet, er skåret ud af den fulde optagelse cirka et minut inde i videoen.

Og det kan godt se ud som om, Justin Trudeaus øjenbryn er ved at falde af for øjnene af de mange journalister. Og der er tilsyneladende ikke tale om billedmanipulation, men snarere om lys, der falder på premierministerens ansigt på en sådan måde, at det ser ud som, øjenbrynet pludselig er ved at falde af.

Zoomer vi ind på premierministerens ansigt er det dog tydeligt, at hans øjenbryn ikke er ved at falde af. Forklaringen på det visuelle bedrag skal findes i, at hans bryn vokser uens og dermed sker der også et farveskifte, da den tættere bevoksning i den ene ende af brynet gør det mere sort.


Foto: Sean Kilpatrick/Ritzau Scanpix

Nok så væsentligt er, at da vi slår Justin Trudeau op i vores billedarkiv, finder vi adskillige billeder af både nyere og ældre dato, hvor man kan se samme asymmetiske øjenbryn.

I øvrigt er der ingen af de tilstedeværende, der reagerer på den påståede hændelse, ligesom ministeren heller ikke med hænderne forsøger at rette på sit øjenbryn.


Foto: Sean Kilpatrick/Ritzau Scanpix / Justin Tang/Ritzau Scanpix

Det er næsten mere reglen end undtagelsen, at billeder på nettet bliver misforstået eller bevidst delt med en falsk påstand om, hvad der foregår på billedet. For en måned siden gik to billeder fra et svensk supermarked i omløb på Facebook. Billederne bliver mistolket som om, at supermarkedet med store skilte i butikken gør opmærksom på, at man ikke sælger svinekød under den muslimske fastemåned ramadanen. Men supermarkedet har aldrig boykottet svinekød, og i øvrigt er billederne flere år gamle.

Og i april blev en uskyldig mellemøstligt-udseende mand på nettet beskyldt for at være gerningsmanden bag angrebet i Münster i Tyskland, hvor en varevogn kørte ind i cafegæster og dræbte to personer. Men manden havde absolut intet med angrebet at gøre, der blev udført af en tysk mand uden terrorforbindelser.

LÆS OGSÅ: Nej, dette billede viser ikke, at et svensk supermarked har droppet svinekød

LÆS OGSÅ: Nej, dette er ikke en demonstration for børneægteskaber

LÆS OGSÅ: Falsk nyhed: Forkert mand beskyldt for at køre varevogn ind i cafegæster

LÆS OGSÅ: Er det her billedet af en syrisk dreng, der sover mellem sine forældres gravsteder?

LÆS OGSÅ: Billeder narrer mere end tusind ord

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023