Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Hvor mange børn i 1. klasse får job, der slet ikke eksisterer endnu?

Faktatjek 2. jun 2017  -  2 min læsetid
Tjekdet
Skrevet af: Thomas Hedin

Robotterne kommer, og nye teknologier skubber til de jobs, vi skal leve af på fremtidens arbejdsmarked. Derfor bliver fremtidens arbejdsmarked ofte debatteret blandt politikere og i medierne, og Radikale Venstres uddannelses- og forskningsordfører, Sofie Carsten Nielsen, kom i Debatten på DR2 den 11. maj med et konkret bud på, hvor mange pct. af børn i 1. klasse, der skal leve af job, som ikke eksisterer endnu – nemlig 60 pct.

Men der er ingen, som kan finde ud af, hvor tallet stammer fra, oplyser DR-faktatjekprogrammet Detektor.

Sofie Carsten Nielsen siger, at hun har tallet fra den schweiziske tænketank World Economic Forum (WEF). Her har Detektor rigtig nok fundet et tal, der minder om de 60 pct. I en rapport fra 2016 skriver tænketanken, at 65 pct. af børn, der starter i skole, skal have job, der ikke eksisterer endnu.

Detektor har spurgt WEF, hvor de har tallet fra. Tænketanken henviser til den amerikanske professor, Cathy N. Davidson, som blandt andet forsker i undervisning og uddannelse. Hendes bog ’Now You See It’ udkom i 2011, hvori hun ganske rigtig nævner de 65 pct.

Nu er spørgsmålet så, hvor Cathy N. Davidson har tallet fra. Hun oplyser til Detektor, at hun har tallet fra den australske regerings innovationsråd. Men det råd findes ikke længere, og derfor kan hun heller ikke henvise til en konkret rapport. I øvrigt bruger hun ikke længere tallet, fordi det har så mange år på bagen, og verden ser anderledes ud i dag.

Det er ikke lykkedes Detektor at finde ud af, hvordan tallet er kommet til verden.

Sofie Carsten Nielsen finder det bekymrende, at World Economic Forum refererer et så væsentligt tal, uden at have grundlaget for at bruge det i orden.

"Jeg synes, at det er tyndt af dem, at det er det, de videregiver i de rapporter, og som de udgiver til de her store økonomiske konferencer. De samler jo virksomhedsledere og politiske ledere fra hele verden," siger hun blandt andet til Detektor.

Læs hele faktatjekket hos Detektor her.

 

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023