Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Lys i fynsk “vintertræ” handler ikke om hensyn til islam

Faktatjek 13. nov 2019  -  4 min læsetid
Tjekdet
Foto: Anita Graversen/Ritzau Scanpix
  • I Ullerslev holder de ikke længere juletræstænding, de holder vinterfest, lyder det fra DF-politikeren Lizette Lilleskov Laugesen i et opslag på sociale medier.

  • Men opslaget har komplet misforstået juletraditionerne i Ullerslev. Her holder de juletræstænding første søndag i advent, hvor kirken har inviteret til gløgg og æbleskiver

  • Derudover har de i byen i flere år også tændt et vintertræ.

  • Navnet har træet fået af de lokale, fordi det ikke er et juletræ, men en bøg, og fordi bøgen står tændt hele vinteren og ikke kun i julen.

"I Ullerslev i Nyborg (Kommune, red.) holder de ikke længere juletræstænding eller juletræsfest. De holder vinterfest. Nu er knæfaldet for islam gået for langt. Snart fejrer vi vel kun eid."

Sådan lyder et vredesudbrud på Facebook, der har fået brugere i hundredvis til at dele og reagere på budskabet om den lille fynske landsby og dens knæfald for islam.

Men opslaget har komplet misforstået juletraditionerne i Ullerslev.

Tjekdet
Facebookopslaget, der har antændt hadske holdninger til vintertræet i Ullerslev. Bag opslaget står Dansk Folkepartis suppleant til byrådet i Faxe, Lizette Lilleskov Laugesen. Foto: Skærmbillede/Facebook

For optændingen i vintertræet i Ullerslev er en tradition, der går flere år tilbage. Navnet vintertræ kommer af, at træet står med tændt lys stort set hele vinteren og altså ikke kun i juletiden.

Desuden er vintertræet slet ikke et grantræ, som juletræer oftest er.

Nej, Vintertræet i Ullerslev, hvis lys i år bliver tændt 30. november, er såmænd en bøg, siger presseansvarlig i Nyborg Kommune Lone Mørup.

"Gennem en årrække har lokale markeret vinterens komme ved at samles, når der tændes lys i træet. Lysene i træet er tændt frem til vinterferien i februar måned," siger hun.

Fynske lokalmedier har også tidligere gjort opmærksom på tændingen af Ullerslevs vintertræ.

Ullerslev har også juletræ

Det er desuden heller ikke korrekt, når opslaget på Facebook hævder, at der i Ullerslev ikke længere er juletræstænding, siger Lone Mørup.

"Der afholdes også juletræstænding i Ullerslev. Det foregår dagen efter, 1. december. Det markeres også ved en sammenkomst mellem de lokale i byen," siger hun og tilføjer, at juletræet slukkes igen helligtrekongersdag 6. januar.

Mens Ullerslev Kirke står for juletræstændingen, er det lokalforeningen Udvikling Ullerslev, der sætter lys til vintertræet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Tjekdet
Bøgetræet i Ullerslev, der hvert år bliver pyntet med lys. De lokale kalder træet vintertræet, dels fordi det ikke er en gran, og dels fordi lysene får lov at sidde til længe efter jul. Foto: Nyborg Kommune

Tænder juletræ, som de plejer

Det iltre opslag om træet i Ullerslev, der jo ligger på Fyn, er skrevet af Lizette Lilleskov Laugesen, der er suppleant for Dansk Folkeparti til byrådet i Faxe, altså på Sjælland. Og andre facebookbrugere er stemt i.

Til TjekDet siger Lizette Lilleskov Laugesen, at hendes opslag på Facebook er helt på sin plads, da byens julefest og borgmesterens tale ifølge hende er blevet rykket fra byens kirke over til vintertræet for at tilgodese muslimer.

Men konstitueret sognepræst i Ullerslev Sogn Anne Kathrine Rafn Hauge mener ikke, at de er blevet frataget nogen fest. De har nemlig inviteret til juletræstænding første søndag i advent og forventer "et hav af mennesker til gløgg og æbleskiver".

"Fuldstændig, som vi plejer," siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Tjekdet
Her er så juletræet i Ullerslev. Det er placeret i sognegården og bliver tændt første søndag i advent, hvor enhver kan komme forbi til gløgg og æbleskiver. Foto: Nyborg Kommune

Hun forestiller sig heller ikke, at borgmesteren før har holdt tale ved juletræstændingen.

"Vi plejer jo ikke at have borgmesteren med til vores arrangementer, fordi han jo ikke er en kirkelig person. Vi er faktisk helst fri. Han holder tale til Sankt Hans, men det er noget andet, fordi det ikke er et kirkeligt arrangement."

Den konstituerede sognepræst tilføjer, at hun desuden "ikke har indtryk af, at der er voldsomt mange muslimer i Ullerslev".

Også kommunens presseansvarlige, Lone Mørup, afviser, at borgmesteren i Nyborg tidligere har holdt tale til kirkens juletræstænding.

Opslag sender chikane mod lokale

I sit facebookopslag har Lizette Lilleskov Laugesen vedlagt en invitation til tændingen af vintertræet i Ullerslev. Bag den står foreningen Udvikling Ullerslev, der nu har følt sig nødsaget til at tage invitationen ned fra Facebook efter at være blevet chikaneret af vrede facebookbrugere, fortæller Lone Mørup.

Det er foreningen ikke ene om at opleve. Invitationen gør nemlig opmærksom på, at det lokale elektrikerfirma Nielsen Electric støtter arrangementet. Støtten består af godteposer med slik til fremmødte børn, og ejer af Nielsen Electric, Morten Langløkke Nielsen, kalder det for "et hyggeligt fællesarrangement".

Artiklen fortsætter under billedet.

Tjekdet
Invitationen fra lokalforeningen Udvikling Ullerslev til byens borgere. Samme invitation har floreret på Facebook og givet adskillige anledning til at tro, at beboerne i Ullerslev ikke længere vil kalde grantræer for juletræer.

Men i øjeblikket modtager Nielsen Electric dårlige anmeldelser på både Facebook og Google for at være nævnt i sammenhæng med vintertræet.

"Det er ærgerligt, at vi oplever den her heksejagt. Jeg modtager dybt urimelige henvendelser med ønsker om konkurs til min virksomhed," siger han.

Holder fast i, at julen afvikles

Lizette Lilleskov Laugesen, er der juletræstænding i Ullerslev?

"Ikke som en fest."

Bliver der tændt juletræ i Ullerslev 1. december?

"Kirken tænder et juletræ. Men det er kirkens."

Så bliver der vel også tændt juletræ i Ullerslev?

"Det vil jeg ikke svare på. Jeg vil ikke kalde det hverken ja eller nej. Kirken tænder et juletræ."

Så er det vel heller ikke rigtigt, når du skriver, der ikke længere er juletræstænding i Ullerslev?

"Det kan jo diskuteres."

Der er folk i hele landet, der kommer til at læse dit opslag og få det indtryk, at der ikke længere er juletræstænding i Ullerslev. Hvad tænker du om det?

"Sådan er det jo også, når vi læser jeres overskrifter i aviserne. Der er også nogle gange nogen, der tænker noget helt forkert, hvis ikke man læser resten," siger hun og opfordrer til at læse kommentarerne til hendes facebookopslag igennem.

Men hvad tænker du om, at dit opslag giver et forkert indtryk af juletræet i Ullerslev?

"Ved du hvad? Jeg har ikke mere at sige til dig. Farvel."

I 2017 var tændingen af Ullerslevs vintertræ koblet sammen med tændingen af endnu et juletræ, nemlig et i Ullerslev-Centeret. Men det var ikke tilfældet sidste år, og Centerforeningen i Ullerslev er som følge af butiksdød og trange kår stadig i tvivl om, om de får rejst et juletræ i år, oplyser de.

Opdateret 20. december 2021 20.46

Artiklen omtaler et facebooksopslag fra Dansk Folkepartis daværende suppleant til byrådet i Faxe, Lizette Lilleskov Laugesen. Opslaget er ikke længere tilgængeligt, og det link, der henviste til det, er derfor fjernet, men kan genfindes her

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023