Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Nej, Dennis Knudsen har ikke tabt 12 kilo på 4 uger med nyt slankeprodukt

Faktatjek 9. jul 2019  -  3 min læsetid
This describes the image
Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Hvis du vil tabe dig adskillige kilo på få uger uden at lægge vejen forbi fitnesscenteret, er det faktisk ret nemt. Det kan en ny slankepille, der tilmed er gratis, nemlig sørge for, præcis som den gjorde for kendisstylisten Dennis Knudsen.

Det fremgår af en artikel på siden Dine Kur Nyheder, hvor der står, at kendisstylisten tabte imponerende 12 kilo på fire uger helt uden at dyrke motion.

"Jeg har hang til en lidt for festlig livsstil. På et tidspunkts galoperede kolesteroltallet og blodtrykket var pænt over grænsen. Med slankepillerne faldt tallene simpelthen i takt med kiloene raslede. Jeg er ovenud lykkelig," er Dennis Knudsen citeret for at sige i artiklen.

Det lyder næsten for godt til at være sandt, og det er det såmænd også.

Citatet er stjålet og redigeret i fri hånd fra en artikel i Ekstra Bladets papiravis den 5. januar 2018. Ekstra Bladets artikel nævner slet ikke slankepillen, som heller ikke Dennis Knudsen kender noget som helst til.

"Det er fup. Jeg kender ikke til pillen og har aldrig brugt den," oplyser han i en mail til TjekDet.

Artiklen fortsætter under billedet

 

 

Ifølge artiklen på Dine Kur Nyheder er den nye slankepille blevet omtalt mere og mere af læger og forskere de seneste par år. Angiveligt er det bevist, at den kan reducere stress, give forøget energi og medføre et vægttab på 25 kilo på få uger.

En af de forskere, der står på mål for den udlægning, er Tina Pedersen, som er professor på Aalborg Universitet.

"Produktet støtter ikke blot et sundt immunsystem og vægttab, med medvirker også til en forbedring af din generelle sundhed," udtaler hun i artiklen, der også bærer præg af dårligt sprog og simple tastefejl.

Problemet er bare, at der slet ikke findes en Tina Pedersen, som er professor på Aalborg Universitet. Der arbejder en Tina Ehlers Pedersen, men hun er ikke professor og oplyser desuden til TjekDet, at hun aldrig har hørt om Garcinia Cambogia eller medvirket i en artikel om det.

Flere fortilfælde

Det er langt fra første gang, at en offentligt kendt person bliver misbrugt til at markedsføre Garcinia Cambogia.

I flere tilfælde har svindlere brugt ‘cremekongen’ Ole Henriksens navn til at promovere slankepillen, og også her er det fupartikler, der er midlet.

Fælles for artiklerne med Ole Henriksen og Dennis Knudsen er, at de alle er udstyret med et link, som henviser til en side, hvor man helt gratis kan anskaffe sig Garcinia Cambogia.

Man skal blot registrere sit kort og betale 68 kroner i forsendelse og ekspeditionsgebyr, men så får man til gengæld også slankepillerne til en værdi af 560 kroner tilsendt.

Og som om det ikke skulle være nok, tilføjer forhandleren automatisk en gratis prøve på et detox-produkt til en værdi af 599 kroner – altså løber den samlede værdi for de to produkter op i hele 1159 kroner.

Men i tidligere tilfælde er produktet aldrig kommet frem, fortæller Bjørn Richelsen, der er professor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.

Hans navn blev misbrugt i en af fupartiklerne, hvor Ole Henriksen stod for skud.

"Jeg er tidligere blevet ringet op med klager fra mænd, hvis koner er hoppet i fælden. De har bestilt produktet, som så aldrig er kommet," har Bjørn Richelsen tidligere sagt til TjekDet.

Artiklen fortsætter under billedet

 

 

Regningen kan blive langt større

Men balladen stopper ikke her. Det er nemlig langt fra sikkert, at man slipper med at betale 68 kroner for ingenting, hvis man hopper i fælden.

Ved et lignende svindelnummer med bloggeren Mascha Vang, kunne man i det med småt – købsbetingelserne – læse, at der ved køb af produktet ville blive trukket yderligere 148 euro – svarende til mere end 1100 danske kroner – fra ens bankkonto, hvis ikke man inden 14 dage efter købet oplyste, at man var utilfreds med produktet.

Det står ikke på forhandlersiden for Garcinia Cambogia, men læser man købsbetingelserne, er der stadig flere ting, som får alarmklokkerne til at ringe.

Helt modsat ordlyden i artiklen på Dine Kur Nyheder, hvor slankepillen angiveligt kan reducere stress, give forøget energi og medføre et vægttab på 25 kilo på få uger, står der på forhandlersiden, at produktet ikke er "beregnet til at diagnosticere, behandle, helbrede eller forebygge nogen sygdom."

Yderligere angives i købsbetingelserne, at "dette produkt er beregnet til brug i kombination med en sund kost og regelmæssig motion", selv om Dennis Knudsen ifølge artiklen på Dine Kur Nyheder tabte 12 kilo på fire uger helt uden at dyrke motion.

Er du allerede faldet i en af fælderne og har oplyst dine kreditkortoplysninger, bør du kontakte din bank.

 

 

Mit digitale selvforsvar er Forbrugerrådet Tænk og TrygFondens gratis app, der hjælper dig med at være sikker online og holder dig opdateret på digitale trusler.

 

 

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023