Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Nej Rina Ronja Kari, EU-krav er ikke medskyldige i fyring af offentligt ansatte

Faktatjek 9. jun 2017  -  3 min læsetid
This describes the image

 


EU har gennem tiden fået skyld for meget. Denne gang er det Folkebevægelsen mod EU, der finder det tunge skyts frem og beskylder unionen for at have medvirket til, at 2.000 offentligt ansatte i Danmark blev fyret sidste år. Men det kan EU ikke, slår ekspert fast. Og EU har derfor heller ikke stillet den slags krav til Danmark, siger Finansministeriet til DR-programmet Detektor.

Påstanden finder vi i en video på Folkebevægelsen mod EU’s Facebookside, hvor Europaparlamentsmedlem Rina Ronja Kari kritiserer EU for at være medskyldig i fyringen af 2.000 offentligt ansatte.

"Sidste år blev historiske 2000 offentligt ansatte fyret. Det skyldes, at regeringen og kommunerne laver en aftale hvert år om, hvor mange penge, de må bruge på den offentlige sektor. Men det skyldes også, at EU har en lang række krav til Danmark," siger hun i videoen.

Ekspert: EU fyrer ikke offentligt ansatte i Danmark

Men EU har aldrig stillet den slags krav til Danmark, og EU har slet ikke magt til at gøre det, slår Caroline De La Porte, der er institutleder ved Departement of Business and Politics på CBS, fast.

"EU er på ingen måder skyld i, at 2.000 personer er blev et fyret. Det er Danmark selv, der vedtager reformerne og dermed også nedskæringerne. Beslutningen er på ingen måde EU’s ansvar," siger Caroline De La Porte til Detektor.

Hun siger også, at EU slet ikke har ikke noget juridisk grundlag for at stille den slags krav til Danmark. Det er de danske politikere, der træffer beslutning om det.

Men hvordan kan Rina Ronja Kari så nå frem til, at det er EU, der har stillet det krav?

I et andet Facebookopslag skriver hun torsdag, at dokumentationen for EUs rolle i nedskæringerne på den danske velfærd kan findes i EUs Vækst- og Stabilitetspagt, Finanspagten og Det europæiske semester, der en cyklus til koordinering af den økonomiske politik i EU-medlemslandene.

Folkebevægelsen mod EUs hjemmeside, har de samlet dokumentation for, hvordan EU påvirker velfærden i EU. Også her henviser de blandt andet til Vækst- og Stabilitetspagten.

Men nu hævder både Facebookopslaget og dokumentationenpå hjemmesiden mod, at EU kræver nedskæringer på den danske velfærd.

Er det så sandt?

EU kan slet ikke skære i den danske velfærd

Nej, det er hverken rigtigt, at EU har krævet fyringer af offentligt ansatte eller nedskæringer i den danske velfærd.

Detektor har forelagt Europa-Kommissionen udsagnene i Folkebevægelsen mod EU’s video. Og svaret er klart.

"Udsagnene, som de er beskrevet for os, er forkerte," fremgår det af et skriftligt svar til Detektor.

Heller ikke i det danske finansministerium kan man nikke genkende til udsagnet om, at EU skulle have krævet offentligt ansatte fyret eller konkrete nedskæringer af velfærden.

"EU har ikke krævet, og kan ikke kræve, nedskæringer i den offentlige sektor i Danmark. (...) Danmark kan frit vælge størrelsen på sin offentlige sektor," oplyser Finansministeriet til Detektor.

Men det får ikke Rina Ronja Kari til at ændre mening. Hun står fast på, at EU kræver nedskæringer af den danske velfærd.

"Det mener jeg er fuldstændig sandt. EU har et omfattende sæt regler for, hvordan vores offentlige budgetter skal være og ovenikøbet krav om reformer. Så det er sandt," siger hun, men erkender dog, at det ikke står noget sted, at EU kræver et bestemt antal fyrede offentligt ansatte."

Se hele faktatjekket hos Detektor.

Opdatering (9. juni kl. 20.31): Artiklen blev i første omgang publiceret med en undrerubrik og indledning, der kunne give indtryk af, at Rina Ronja Kari havde sagt, at EU direkte havde stillet krav om, at 2.000 offentligt ansatte i Danmark skulle fyres. Efter dialog med Folkebevægelsen mod EU er det præciseret, at Rina Ronja Kari mener, at EU-krav sidste år medvirkede til, at 2.000 offentligt ansatte i Danmark blev fyret.

 

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023