Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

PÅSTAND: Obama havde islamiske skrifter på væggene

Faktatjek 9. maj 2017  -  1 min læsetid
Tjekdet
Skrevet af: Thomas Hedin

Ikke mindst amerikanske Facebookbrugere deler enslydende artikler fra onlinemedier, der hævder, at flere rum i det Hvide Hus under den tidligere præsident Barack Obamas embedsperiode var beklædt med islamiske bønneskrifter.

Nogle af historierne ledsages af tre billeder, der angiveligt viser tre rum i præsidentboligen.

Det første billede hævdes at vise en særlig håndvask, der især bruges af muslimer til at vaske sig før en bøn. Men billedet stammer fra en netbutik, der blandt andet sælger vasken.

Det andet billede skal forestille et soveværelse i Det Hvide Hus, hvor der er skrevet en bøn over sengen. Men billedet stammer fra en reklame for 'vægklistermærker', såkaldte wallstickers, som man blandt andet kan købe på Amazon.

Det tredje billede påstås at vise et bederum i præsidentboligen. Der er rigtig nok tale om et bederum, men det tilhører Princeton University, skriver det amerikanske faktatjeksite snopes.com.

Ifølge faktamediet kan den falske historie spores tilbage til onlinesitet "America's Last Line of Defence".

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023