Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Sundhedsminister brugte fejlagtige tal for ventetider

Faktatjek 1. nov 2017  -  2 min læsetid
This describes the image

Den gennemsnitlige ventetid for genoptræning var 25 dage i Fredericia og 30 dage i Herlev i 2016. Og det er uacceptabelt.

Sådan udlagde sundheds- og ældreminister Ellen Trane Nørby (V) den aktuelle situation under et pressemøde om regeringens fritvalgsudspil, der blandt andet skal reducere ventetiden på genoptræning. Men tallene, som hun bruger som begrundelse, er fejlbehæftede og direkte forkerte. Det skriver NB Økonomi, der er et økonomisk ugebrev for den offentlige sektor.

Der er nemlig en fejl i det datasystem, som kommuner og regioner bruger til at indberette ventetider. Og det har både regeringen og Kommunernes Landsforening ifølge Sundhedsstyrelsen vidst i årevis.

Men i 2016 gik det helt galt med indberetningerne, og det er altså de tal, som Ellen Trane Nørby brugte under præsentationen af fritvalgsudspillet.

Ifølge NB Økonomi viste en manuel optælling fra Fredericia Kommune således, at ventetiden i gennemsnit kun lå på otte dag. Og Herlev Kommune oplyser, at de "ikke kan genkende, at den gennemsnitlige ventetid skulle være 30 dage".

Ellen Trane Nørby erkender da også, at tallene er misvisende.

"Sundheds- og Ældreministeriet er blevet opmærksom på, at de tal om ventetid til genoptræning, som blev offentliggjort i sidste uge, er upræcise. Det skyldes problemer med kommunernes indberetninger, muligvis som følge af en fejl i systemerne fra leverandøren. Listen er derfor fjernet midlertidigt og jeg har bedt ministeriet tilvejebringe mere retvisende tal for ventetiderne. Selv med forbehold for eventuelle indberetningsfejl kan det dog ikke bortforklare de betydelige forskelle i, hvor hurtigt udskrevne patienter får tilbudt en genoptræningsplads i de forskellige kommuner," siger hun til NB Økonomi.

Du kan læse hele NB Økonomis faktatjek her.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 3. dec 2021