Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Tryg står ikke bag 'reklamer' på terrorsikringer

Faktatjek 17. aug 2017  -  1 min læsetid
Tjekdet
Skrevet af: Thomas Hedin

En række billeder, der angiveligt viser, at forsikringsselskabet Tryg reklamerer på terrorsikringer i København, er fup.

Betonklodserne er opstillet på blandt andet Rådhuspladsen i København og indkørslerne til Nyhavn og Strøget.

Billederne kan findes på Facebook og bloggen Ballet Magnifique, hvor det hævdes, at forsikringsselskabet forsøger "at slå mønt på terrortruslen ved at klistre københavnske koranklodser til med selskabets logo." Men det er ikke Tryg, der har anbragt et flag med deres navn og logo på terrorsikringerne.

I et opslag på Facebook, der nu er slettet, oplyste Tryg, at flaget blev stjålet af ukendte personer tidligere på måneden.

Bag bloggen Ballet Magnifique står performancekunstneren Uwe Max Jensen. På sin blog bemærker han, at nogen har sendt dem til ham. I et senere opslag konstaterer han, at det er ‘spøgefugle’, der står bag billederne. Tryg Forsikring har ikke ønsket at kommentere sagen yderligere. TjekDet har forgæves også forsøgt at få en kommentar fra Uwe Max Jensen. agr

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023