Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Tusindvis af danskere deler hjemmelavet corona-tjekliste – men budskabet er ubrugeligt

Faktatjek 14. mar 2020  -  6 min læsetid
This describes the image
Foto:
Bemærk: Denne artikel, som undersøger en påstand, der relaterer til coronavirus-pandemien er mere end 24 timer gammel. Situationen udvikler sig løbende. Faglige vurderinger og data, der var rigtige for nogle dage eller uger siden, kan have ændret sig eller ikke længere være retvisende. Derfor er det vigtigt at have for øje, hvornår denne artikel er udgivet.

Er du ramt af covid-19, influenza eller en simpel forkølelse? Det kan du angiveligt hurtigt få klarhed over ved at nærstudere en grafisk opstilling over symptomer på det ene, andet eller tredje.

Grafikken bliver lige nu delt massivt af danske facebookbrugere. Alene de seneste to døgn har langt over 10.000 danskere klikket på deleknappen og spredt budskabet til facebookvennerne. Og konsekvensen af de mange delinger er, at grafikken samlet set er blevet vist over 350.000 gange til facebookbrugerne.

Opslaget er udformet som en tjekliste, der ridser 14 symptomer op, og ud for hver af dårligdommene er der sat krydser, som markerer, hvorvidt de enkelte symptomer er tegn på, at man er ramt af for eksempel coronavirussen, der lige nu spreder sig verden over – især i de europæiske lande.

Men tjeklisten er stærkt misvisende. Man kan slet ikke stille det så simpelt op, som det er tilfældet i det ellers sikkert velmenende opslag, siger sundhedsforskere om grafikken.

Artiklen fortsætter under billedet

Tjeklisten, som tusindvis af danskere deler på Facebook. På få dage er listen delt mere end 10.000 gange, viser Facebooks digitale værktøj til faktatjekkere. (Skærmbillede fra Facebook)



Symptomerne vil sjældent optræde hos alle, og hvis de endelig gør, så vil de heller ikke nødvendigvis optræde samtidig. I værste tilfælde risikerer covid-19-ramte at tro, at de bare er forkølede og begiver sig ud med risiko for at smitte andre.

I øvrigt er den også gal med kildehenvisningerne. Nederst i grafikken fremgår det, at indholdet i tjeklisten kommer fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO). Men heller ikke det har hold i virkeligheden.

Forskere: Tjeklisten er ubrugelig

Listens konklusioner stemmer nemlig slet ikke overens med WHO’s opremsning af symptomer. Blandt uoverensstemmelserne er, at facebookopslaget udelukker ondt i halsen og diarré som tegn på covid-19, selv om de specifikt er nævnt på WHO’s hjemmeside:

"De mest almindelige symptomer på covid-19 er feber, træthed og tør hoste. Nogle patienter kan få smerter, stoppet eller løbende næse, ondt i halsen eller diarré," står der.

Og det er ikke det eneste problem ved grafikken. For man kan i virkeligheden slet ikke stille det op på den måde, som facebookopslaget forsøger. Det fastslår forskere, som TjekDet har talt med.

En af dem er Jan Pravsgaard Christensen, der er professor i immunologi ved Københavns Universitet. Han ser flere problemer ved tjeklisten.

"Uanset hvilken af sygdommene man har, så er der et spektrum af symptomer, og det vil sige, at det, der gælder for den ene person, gælder ikke nødvendigvis for den anden person. Derfor kan man ikke kategorisere det og selv stille diagnosen på denne måde," siger han.

Artiklen fortsætter under billedet

Jan Pravsgaard Christensen (t.v.) er professor i immunologi ved Københavns Universitet. Peter H. S. Andersen er afdelingslæge ved Statens Serum Institut. (Foto: Københavns Universitet, Statens Serum Institut)



Han bakkes op af Peter H. S. Andersen, afdelingslæge ved Statens Serum Institut (SSI), der forklarer, at man i teorien godt kan liste symptomer, men ikke som grafikken gør.

"Man skal blandt andet være opmærksom på, at symptomerne vil være med forskellig hyppighed, og det tager listen ikke højde for."

"Det her kan ikke bruges til ret meget i praksis, og jo mere jeg kigger på den, jo mindre brugbar virker den," siger han.

Typisk hoste før snot

Et almindeligt forløb med coronavirus vil ifølge Jan Pravsgaard Christensen begynde med tør hoste i de første dage.

"Efter fire-fem dage vil man begynde at snotte og få det tiltagende dårligt," forklarer han og lægger vægt på, at der kan være store forskelle fra person til person. Nogle vil slet ikke få symptomer, mens andre vil opleve et helt andet forløb.

Begge eksperter opfordrer til, at man nøjes med at lytte til de officielle sundhedsmyndigheders udmeldinger.

Sundhedsstyrelsen: Diagnosticer ikke dig selv

Også Sundhedsstyrelsen fraråder, at man bruger tjeklister til at lure, om man har fået coronavirus eller ej.

"Man skal ikke tage den (tjeklisten, red.) for gode varer, for der er slet ikke belæg for, at man kan skelne på den måde mellem de forskellige sygdomme. Man kan ikke diagnosticere sig selv og vide, om man fejler det ene eller det andet. Det væsentlige er, hvordan man har det, og om symptomerne forværres," siger overlæge hos Sundhedsstyrelsen Bolette Søborg.

Artiklen fortsætter under billedet

Overlæge i Sundhedsstyrelsen Bolette Søborg ved pressebriefing 2. marts 2020 om status på covid-19 i Danmark. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)



I stedet anbefaler styrelsen, at man tager hjem under dynen, hvis man i det hele taget udviser symptomer.

"Undgå at pådrage dig smitte, så vidt du kan. Lyt til vores råd om håndhygiejne. Hold distance, og undgå for meget fysisk kontakt. Har du symptomer, skal du som udgangspunkt blive hjemme under dynen og være opmærksom på, om du får det værre, og om du får vejrtrækningsbesvær."

TjekDet ville gerne have talt med personen, der står bag tjeklisten. Men det har ikke været muligt at finde ophavet. Den udgave, vi har undersøgt, er tydeligt oversat fra engelsk, og der har floreret lignende lister på sociale medier. Det er derfor ikke til at sige, hvor den stammer fra.

FAKTA: HVAD ER SYMPTOMERNE PÅ COVID-19, OG HVORDAN VISER DE SIG?

Man udvikler symptomer mellem 2 og 12 dage fra, at man har været udsat for smitte, og de fleste får symptomer efter 5-7 dage

De typiske symptomer ved begyndende og mild sygdom ligner almindelige symptomer på influenza og anden øvrig luftvejsinfektion med ondt i halsen, sygdomsfølelse, muskelsmerter, eventuel tør hoste og feber. Sådanne milde symptomer på covid-19 vil man ofte ikke kunne skelne fra en forkølelse eller en influenza, som skyldes noget andet end ny coronavirus. Man har som regel ikke brug for lægehjælp, hvis sygdommen går over i dette stadie.

Nogle personer udvikler sværere sygdom og får ofte i løbet af 4 til 7 dage forværring af hoste, stigende feber og begyndende åndenød, og nogle udvikler lungebetændelse, som kan blive så svær, at man skal indlægges.

Det er meget forskelligt, hvor længe man er syg. Hos personer med mild sygdom vil symptomerne forsvinde i løbet af 4-6 dage, mens man kan være syg i mange uger, hvis man udvikler svær sygdom.

Den viden, vi har, viser, at langt de fleste, der smittes med den nye coronavirus, kun får milde symptomer, mens en mindre del bliver så syge, at de skal indlægges på sygehus.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Sundhedsstyrelsens råd til at forebygge coronasmitte.


Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 10. mar 2021