Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Vil en kommune spare på at hjælpe de ældre ud af sengen?

Faktatjek 25. aug 2017  -  2 min læsetid
This describes the image
Skrevet af: Thomas Hedin

"Så hørte jeg jo om en kommune, der var blevet bedt om at spare på ældreområdet. Igen. Og så sidder der et udvalg, der så skulle komme med nye forslag til, hvor de nye besparelser skulle være. Og det eneste forslag de kunne finde frem, var, at dem, der ikke selv kan komme ud af sengen, kun skal ud af sengen én gang om dagen nu". Sådan lyder budskabet fra Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, i en kampagnevideo forud for kommunalvalget i november i år.

Men er det virkelig rigtigt, at dét er det eneste spareforslag, som en kommunes lokalpolitikere kunne komme i tanke om?

Den påstand har redaktionen på DR-programmet Detektor undret sig over, og de har derfor kontaktet Socialdemokratiets pressetjeneste, for at få opklaret, hvilken kommune det drejer sig om.

Men pressetjenesten afviser at svare spørgsmålet og henviser til, at Mette Frederiksen har fået det at vide i fortrolighed.

Pilen peger mod Gåsetårnets by

Detektor går derfor på jagt på nettet og finder da også frem til, hvilken kommune, det drejer sig om, nemlig Vordingborg på Sydsjælland. Her har socialudvalget den 8. august i år fremlagt fem forslag til besparelser. Et af forslagene går rigtig nok på, at borgerne maksimalt kan forvente hjælp til at komme ud af sengen én gang om dagen.

Men forslaget er altså ikke det eneste, som udvalget er nået frem til, som Mette Frederiksen ellers påstår i Socialdemokratiets kampagnevideo. De øvrige forslag handler om "reduktion af tid til rengøring på fritvalgsområdet, "fravær i Afdeling for Pleje og Omsorg reduceres så der opnås gevinst på 1 mio. kr." og "reduktion af tid til rengøring på plejecentre".

Samtidig med at forslaget rent faktisk indgår i kataloget af fem spareforslag, så fremgår det også af udvalgets indstilling, at man ikke anbefaler det.

Faktatjekket er irrelevant

Detektor kontakter igen Socialdemokratiets pressetjeneste for en kommentar. Denne gang bekræfter partiet, at det er Vordingborg Kommune, som Mette Frederiksen henviser til i sin tale. Og det er medlem af Folketinget Magnus Heunicke (S), der har fortalt Mette Frederiksen om spareforslaget. Han er opstillet i Sydsjælland, så han har fulgt sagen tæt.

Han anerkender, at kommunens politikere ikke håber, at netop det forslag bliver vedtaget, men at det er væsentligt at nævne, at forslaget rent faktisk indgår i de lokalpolitiske overvejelser.

"De foreslår, at man dropper det med, at man bliver flyttet fra sengen til stolen to til tre gange om dagen til kun én gang i døgnet. Og de skriver endda, at det vil få alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser - inden for kort tid vil de ældre få liggesår – og forskellige ting, der skal gøres, for at man kan holde sådan en tilværelse ud. Så det er et fuldkomment og reelt forslag," siger Magnus Heunicke til Detektor.

Magnus Heunicke vil i programmet ikke tage stilling til, om Mette Frederiksen taler sandt, når hun siger, at der var ét forslag på kommunens liste. Han mener, at Detektors spørgsmål er irrelevant.

"I gør jer til dommere over den politiske debat og hvad der er relevant i den politiske debat," siger Magnus Heunicke og fremhæver, at det relevante er, at der vitterlig er tale om et ægte forslag.

 

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023