Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Flere end 11.000 borgere er bekymrede, men 5G fører næppe til komplet sterilitet

Faktatjek 10. apr 2019  -  7 min læsetid
This describes the image

5G vil medføre 100% sterilitet

Kilde: Borgerforslag, som mere end 11.000 stemmeberettigede borgere har skrevet under på.


Der findes ganske rigtig forskning, der peger på et sammenfald mellem mobilstråling - altså 5G-stråler - og ringere fertilitet. Men forskningen er af tvivlsom kvalitet og formår ikke at dokumentere, at mobilstråling er årsag til nedsat fertilitet. Den klare overvægt af solid forskning viser, at mobilstråling ikke forringer fertiliteten hos mennesker, siger forsker.

Er prisen for lynhurtigt 5G-internet i Danmark virkelig, at danskerne bliver fuldstændig sterile og ikke vil kunne få børn?

Det spørgsmål vil man muligvis stille sig selv, hvis man læser et populært borgerforslag, som mere end 11.000 stemmeberettigede danskere har skrevet under på. Forslagsstillerne kræver, at det skal undersøges, om den nye 5G-mobilteknologi forringer fertiliteten. Årsagen til kravet er en alarmerende besked - angiveligt fra professorer rundt om i verden:

"En af disse mener, at 5G-påvirkningen vil medføre 100% sterilitet af børn, voksne og dyr," står der i borgerforslaget, som skal behandles af politikerne i Folketinget, hvis det når opbakning fra i alt 50.000 danskere.

Men den skræmmende påstand i borgerforslaget er overdrevet. For det vil næppe betyde 100 procent sterilitet, og dermed heller ikke danskernes endeligt, at regeringen lader teleselskaberne rulle 5G-netværket ud.

Hverken fertilitetsforskere eller en fertilitetsklinik, som TjekDet har talt med, kan få øje på, at borgerforslagets påstand om 100 procent sterilitet er bare i nærheden af at være realistisk.

Få mobilen op af lommen!

TjekDet har talt med seks danske fertilitetsforskere, og ingen af dem har hørt, at 5G-mobilstrålingen vil gøre mennesker sterile. Heller ikke på fertilitetsklinikken på Regionshospitalet i Skive køber de borgerforslagets påstand:

"Jeg har vendt det med et par stykker i afdelingen. Vi har aldrig hørt om det, og vi er enige om, at det lyder noget overdrevet," siger laboratorieleder Betina Boel Povlsen.

Dog understreger hun, at de på klinikken anbefaler mænd ikke at stikke mobilen i lommen. For opbevarer mænd mobilen lige ved siden af testiklerne, risikerer de muligvis skade på sædcellerne. Dels på grund af varmen fra mobiltelefonens batteri. Dels på grund af de såkaldte elektromagnetiske stråler, som mobiltelefonen udsender.

Der eksisterer nemlig studier, der er nået frem til, at stråler fra mobiltelefoner kan forringe mænds sædkvalitet, forklarer Betina Boel Povlsen.

Og resultaterne fra de studier kan muligvis overføres til 5G-mobilstråling. 5G er nemlig slet ikke så forskellig fra de stråler, som vores mobiltelefoner udsender, når de anvender 3G- eller 4G-teknologierne.

5G-kritiker udlægger studie forkert

Den forsker, der ifølge borgerforslaget står bag påstanden om, at 5G vil medføre komplet sterilitet, hedder Martin Pall. Han er en pensioneret amerikansk professor i molekylærbiologi fra Washington State Universitetet. Og han bliver særligt trukket frem i debatten af kritikerne af 5G.

På en hjemmeside har han i en appel til blandt andre EU samlet en række studier, der angiveligt viser, at mobilstråler er skidt for folkesundheden af både den ene og den anden årsag. Herunder nævner han 18 studier om fertilitet.

På appellens liste over studier optræder et australsk studie fra 2016, der er et såkaldt metastudie, som gennemgår hele 27 andre studier om mobilstråling og fertilitet. Fire af dem optræder på Martin Palls liste.

5G fungerer - ligesom tidligere mobilteknologier - via ikke-ioniserende stråling.

"Det er de samme elektromagnetiske bølger, så om vi kalder det 2G, 3G, 4G eller 5G, er der egentlig ikke den store forskel på," siger Preben Mogensen, der er professor i trådløs kommunikation ved Aalborg Universitet.

Men en af forskerne bag det australske studie afviser Martin Palls påstand: Det australske studie konkluderer ikke, at 5G-stråler giver dårligere fertilitet.

"Vi antyder ikke, at elektromagnetisk stråling (mobilstråling, red.) forårsager sterilitet hos mænd eller er forbundet med et generelt fald i fertilitet," skriver Geoffry De Iuliis i en mail til TjekDet. Han er seniorunderviser ved Newcastle Universitet i Australien.

Geoffry De Iuliis, seniorunderviser ved Newcastle Universitet i Australien



Det er dog rigtigt, at nogle studier har vist, at elektromagnetisk stråling kan skade sædkvaliteten. Men den effekt er kun fremkommet i studier, hvor strålingen var langt kraftigere end den, mobiltelefoner udsender, forklarer Geoffry De Iuliis.

"Det er kun i særligt intense eksperimenter, at vi kan se, at elektromagnetisk stråling har en negativ virkning på sædceller. Vi bruger de betingelser for at forsøge at forstå, hvordan stråler kan påvirke biologi på et fundamentalt niveau," skriver han.

Martin Pall bruger altså fejlagtigt Geoffry De Iuliis’ studie som dokumentation for, at 5G-stråler vil gøre alle mennesker sterile.

"Jeg er ikke enig i hans udmelding," fastslår Geoffry De Iuliis overfor TjekDet.

Ikke al forskning er lige god

Martin Pall har altså ret i, at der findes forskning, som peger på, at mobilstråling kan være skidt for fertiliteten. Men det er ikke forskning, der skal få os til at frygte, om vi vil kunne få børn i fremtiden, siger Timothy Jorgensen, der er lektor i strålingsmedicin og direktør for Sundheds- og Strålebeskyttelsesprogrammet ved Georgetown Universitet i Washington D.C., og som har gransket Martin Palls liste.

"De her studier kommer ikke engang tæt på det niveau af videnskabelig dokumentation, som er nødvendigt for at kunne påvise en årsagssammenhæng," siger han.

Timothy Jorgensen, lektor i strålingsmedicin og direktør for Sundheds- og Strålebeskyttelsesprogrammet ved Georgetown University i Washington D.C.



Han medgiver, at det i princippet ikke er umuligt, at der kan være en sådan konsekvens af mobilstråler. For "intet er umuligt," siger han. Men Timothy Jorgensen understreger, at der bare ikke er nogen studier af god kvalitet, der har fundet resultater, som peger i den retning.

"Selv de studier, der viser et sammenfald, lykkes ikke med at finde en mekanisme. Der er tale om observationer, og resultaterne er aldrig blevet reproduceret. Og studierne bliver sjældent publiceret i de store videnskabelige tidsskrifter. De bliver publiceret i perifere tidsskrifter. I tidsskrifter af lav kvalitet eller i tidsskrifter, der ligger uden for det videnskabelige område," siger Timothy Jorgensen.

Det overrasker ham dog ikke, at forskellige bekymrede borgere har været i stand til at finde noget, der minder om forskning, som kan nære tvivlen om de potentielle sundhedsfarer ved mobilstråling.

"Du kan gå den videnskabelige litteratur igennem og finde opbakning til hvad som helst. En eller anden vil have udgivet noget (der underbygger dit synspunkt, red.) et eller andet sted. Men du er nødt til at stole på det, som flertallet af forskere vurderer, og det, som de store videnskabelige tidsskrifter udgiver. Og overvægten af forskere peger på, at de frekvenser, der bliver brugt til telekommunikation, ikke er skadelige for mennesker," siger Timothy Jorgensen.

Mobil-mus blev ikke sterile

Men stillerne af borgerforslaget er tilsyneladende alligevel i tvivl om, hvordan 5G påvirker fertilitet. Det vil de gerne blive klogere på:

 

Alexander Lerchl, biologiprofessor ved Jacobs Universitetet i Bremen i Tyskland



"Befinder vi os i en dårlig science fiction-roman? Skal 100 mus først udsættes for et 5G-signal eller skal vi mennesker være forsøgsdyrene? Skal vi i værste fald have et Danmark i år 2150 med 0 beboere?" spørger borgerforslaget.

På Jacobs Universitetet i den tyske by Bremen har biologiprofessor Alexander Lerchl rent faktisk gjort det, som borgerforslaget spørger om - nemlig udført forsøg på mus med stråler, der efter professorens udsagn svarer nogenlunde til 5G.

Og hvad er han så nået frem til?

"Vi har ikke set nogen virkning på fertilitet hos mus – hverken hankøn eller hunkøn - i løbet af fire generationer af mus. Vi kan ikke få øje på, at der findes noget fornuftigt argument for at formode, at 5G har en negativ virkning på fertilitet," siger han.

Den opbakning, som borgerforslaget henter hos videnskaben, holder altså ikke vand. Vi har derfor forsøgt at få et svar ud af Henrik Fastrup, der står bag borgerforslaget.

Men Henrik Fastrup har ikke villet stille op til interview.

Gammelt studie yder ikke dokumentation

Vi har heller ikke kunnet finde, at professor Martin Pall skulle have sagt, at 5G vil medføre komplet sterilitet. Derfor har TjekDet spurgt professoren, om Henrik Fastrup har ret i, at han skulle have "udtalt, at 5G vil medføre 100 procent sterilitet".

Martin Pall svarer i en mail til TjekDet, at han "ikke ville udtrykke det på den måde. Men det er en rimelig udlægning af mit synspunkt."

Det er blandt andet "baseret på Magras' og Xenos' studie med mus," skriver han.

Professoren henviser her til et græsk studie fra 1997, hvor mus blev udsat for mobilstråler og endte med at blive sterile. Professor i elektroingeniørvidenskab Thomas Xenos fra Aristoteles Universitet i Thessaloniki er en af forskerne bag studiet. Men han afviser, at hans studie konkluderer, at 5G vil gøre mennesker sterile.

"Jeg kender ikke til den her professor (Martin Pall, red.) eller hans arbejde. Men han refererer ikke mit arbejde korrekt. Det er en upræcis måde, han bruger studiet på," siger Thomas Xenos til TjekDet.

Artiklen fortsætter under videoen

Interview med Martin Pall hos tv-stationen Russia Today, hvor den pensionerede professor advarer mod 5G-teknologien. Russia Today er finansieret af den russiske regering og bliver kritiseret for at sende partiske og pro-russiske nyheder.



Han forklarer, at intensiteten af mobilstrålerne i forsøget var langt højere end intensiteten af 5G. Og han tilføjer, at det heller ikke er muligt at overføre resultatet én til én fra mus til mennesker. Og derfor kan hans studie fra 1997 ikke bakke op om professor Martin Palls påstand, siger han.

"Jeg kan ikke få øje på, hvordan 5G skulle være et problem for folkesundheden," siger Thomas Xenos, der dog heller ikke vil afvise, at 5G kan vise sig at være farligt.

Den tyske biologiprofessor Alexander Lerchl er enig i, at det græske studie ikke kan konkludere, at 5G gør mennesker sterile.

"Det er højst usandsynligt. Studiet er ret gammelt og er ikke blevet gentaget. Og hvis mobilstråler - også 5G - ville medføre komplet sterilitet, ville vi alle være blevet sterile allerede," siger Alexander Lerchl.

TjekDet har derfor spurgt Marin Pall, hvorfor han baserer sin påstand på det græske studie. Studiet, der ifølge forskeren bag vel at mærke ikke konkluderer, at 5G gør mennesker sterile. Men nu mener Martin Pall ikke længere, at hans skræmmende påstand er baseret på det græske studie.

"Jeres udmelding om, at jeg baserer min forudsigelse om 5G på Magras og Xenos' studie, er falsk. Studiet er et af mange vigtige og meget relevante fund. Vær venlig ikke at fremsætte falske påstande om mit arbejde," skriver Martin Pall i en mail til TjekDet.

ARTIKLEN ER OPDATERET 10-02-2021: For en ordens skyld skal det bemærkes, at TjekDet, knap to år efter denne artikel blev publiceret, er blevet gjort bekendt med, at den tyske biologiprofessor Alexander Lerchl har været involveret i to injuriesager, efter at han havde fremsat beskyldninger om videnskabelig uredelig mod andres studier.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023