Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Dovne Robert har ikke tjent en bøjet 5-øre på bitcoins

31. maj 2019 -
4 min læsetid
This describes the image
Foto:

De fleste kender Dovne Robert for at lave, ja, ingenting. Men det er fortid, for i de seneste måneder har han været meget aktiv på bitcoin-platformen Bitcoin Compass.

Og det har været særdeles profitabelt, for nu har Dovne Robert – med det borgerlige navn Robert Nielsen - købt et palæ ved eftertragtede Rungsted Kyst. Desuden tjener han et syvcifret beløb om måneden.

Alt det kan man læse en artikel, der florerer på Facebook. Desværre er det for godt til at være sandt. Artiklen er fup og ligner mange andre falske artikler, hvor kendte danskere misbruges til at lokke penge op af lommerne på godtroende internetbrugere.

Sådan er annoncen ud, der i øjeblikket cirkulerer på Facebook:

Klikker man sig videre fra annoncen, havner man på en hjemmesiden, der ligner Berlingske Business:

Tidligere har både Mads Steffensen, Chili Klaus, Anders Matthesen, dommerne i tv-programmet Løvens Hule og flere andre ufrivilligt lagt ansigt til bitcoin-svindelnummeret.

Og nu er turen altså kommet til Robert Nielsen, der ifølge artiklen er blevet rig på ingen tid ved hjælp af bitcoin-handel.

En ivrig Jes Dorph-Petersen

Ifølge artiklen har Robert Nielsen endda været på besøg i Go’ Morgen Danmark for at fortælle om sit bitcoin-eventyr. Og her blev vært Jes Dorph-Petersen så imponeret, at han på direkte tv oprettede en bruger på Bitcoin Compass og tjente over 1.000 kroner på tre minutter.

"Det var virkelig nemt, jeg brugte bare mit kreditkort til at indsætte penge, så køber systemet Bitcoins for mig," udtaler Jes Dorph-Petersen i fup-artiklen.

I virkelighedens verden er Jes Dorph-Petersen dog ikke så imponeret over bitcoins:

"Jeg ved ikke en skid om investeringer i bitcoin. Jeg har ikke forstand på det, og jeg investerer slet ikke. Det er tydeligt, at det er fup og svindel," sagde tv-værten til Ekstra Bladet, da han sidste gang han blev misbrugt i fup-artikel, hvor Viggo Mortensen var den glade bitcoin-handler, der var på besøg i Go’ Morgen Danmark.

Jes Dorph-Petersen politianmeldte efterfølgende fup-artiklen til politiet.

Heller ikke den virkelige Robert Nielsen har det store forhold til bitcoin-handel.

"Jeg kan med beklagelse bekræfte, at jeg ikke har tjent en bøjet 5-øre på bitcoins!", skriver han i en mail til TjekDet.dk.

Kontakt din bank, hvis du er røget i fældet

Så selvom et palæ ved Rungsted Kyst lyder attraktivt, er Bitcoin Compass nok ikke den bedste vej derhen. Sidste år florerede flere reklamer for bitcoin-handel også på internettet, og TjekDet besluttede sig for at afprøve løftet om hurtig rigdom. I den artikel kan du læse, hvad der skete, da TjekDets medarbejder faktisk tilmelder sig "platformen".

Der er flere måder at spotte om en artikel er svindel. Den nemmeste er at tjekke om www-adressen (URL’en) hedder det samme, som hjemmesiden giver sig ud for at være. For eksempel kan URL'en hedde Limevow.com, mens hjemmesiden prøver at ligne B.T., der rettelig hedder www.bt.dk. Derudover vil alle links på den falske hjemmeside typisk tage dig samme sted hen, nemlig der hvor man tilmelder sig og lokkes til at slippe sine kontooplysninger.

Generelt gælder reglen, at hvis det lyder for godt til at være sandt, så er det det nok ikke.

Er du allerede faldet i fælden, og har du oplyst dine kreditkortoplysninger til svindlerne, bør du omgående kontakte din bank.

Vil du også advares mod fup og spam på Facebook? Så følg vores facebookside Viralspiralen.

Mit digitale selvforsvar er Forbrugerrådet Tænk og TrygFondens gratis app, der hjælper dig med at være sikker online og holder dig opdateret på digitale trusler.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 12. aug 2020