Bliv ikke fanget i spindet: Fupside udgiver sig for at være Nordisk Film, udlodder billetter til ny Spider-Man-film
En ny film med den amerikanske superhelt Spider-Man havde i weekenden en af de største åbningsweekender nogensinde.
Og på Facebook forsøger fupmagere at slå plat på den store interesse for filmen.
En facebookside, der udgiver sig for at være Nordisk Film Danmark, udlodder nemlig biletter til filmen i en konkurrence, der i skrivende stund har mere end 1.600 kommentarer.
Men konkurrencen er fup og har intet med Nordisk Film at gøre, lyder det fra Niels Andersen, der er Experience Excellence Manager i Nordisk Film Biografer.
”Det er svindel, og det oplever vi desværre jævnligt. Siden kan ligne vores, men har typisk få gamle opslag og henviser til underlige betalingslink,” oplyser han til TjekDet.
Han forklarer videre, at man aldrig skal betale gebyr for at vinde en præmie hos Nordisk Film Biografer. Så bliver man kontaktet og får at vide, at man har vundet en konkurrence hos Nordisk Film Biografer, og afkrævet et gebyr, er der tale om en falsk konkurrence.
Nordisk Film Biografer har på deres facebookside advaret mod svindelen.
Der er flere forhold ved den falske side, som kan hjælpe én til at gennemskue, at den ikke er, hvad den udgiver sig for.
Siden er oprettet få dage inden, opslaget med konkurrencen er lavet, og har ganske få følgere. Desuden er opslaget med konkurrencen, er det eneste på siden.
En stor og veletableret kæde som Nordisk Film Biografer vil typisk have facebooksider med flere år på bagen. De har som regel også mange følgere, og har gerne lavet mange opslag gennem tiden.
I grafikken herunder finder du gode råd til, hvordan du lurer, om en konkurrence på Facebook er svindel.