Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Lidl advarer mod kopi-konkurrencer om at fylde kaffekopper og vælge pakkegaver

Fup og spam 13. jul 2021  -  4 min læsetid
Tjekdet
Foto: Skærmbillede fra falsk Lidl-facebookside
  • Hvis du kan regne ud, hvilken kop der først fyldes med kaffe, kan du blive den heldige vinder af 50.000 kroner fra dagligvarekæden Lidl

  • Sådan lyder det i et opslag på sociale medier, der lige nu deles og kommenteres

  • Men konkurrencen er fup og har intet med dagligvarekæden Lidl at gøre

  • Fupmager nøjes ikke med at søsætte en enkelt fupkonkurrence. Andre opslag hævder, du kan vinde ved at pege på pakkegaver. Også den konkurrence er slået op på facebooksider, der ikke har noget med Lidl at gøre

  • Hvis du har deltaget i konkurrencen og efterfølgende fået en Messenger-besked fra profilen, skal du ikke udlevere private oplysninger om for eksempel dit kreditkort, emailadresse og så videre

Kan du gennemskue, hvilken kaffekop, der først bliver fyldt? Så kan du måske blive den heldige vinder af en pengepræmie på 50.000 kroner fra dagligvarekæden Lidl.

I hvert fald hvis man skal tro opslag, der lige nu deles og kommenteres på Facebook, med et billede, hvor kaffe hældes ned i en tragt med fire kopper underneden.

Ved første øjekast kan det se ud som om, Lidl Danmarks officielle facebookprofil har begået opslaget.

Men konkurrencen, der udlover en anseelig pengepræmie, er fup og har intet andet med Lidl at gøre, end at fupmagerne har efterlignet dagligvarekædens officielle profil ved at tyvstjæle dens profil- og coverbillede.

Det samme gør sig gældende for en anden konkurrence om pakkegaver, der også hævder at have Lidl som afsender. Den konkurrence er også slået op på falsk facebookside, der intet har med kæden at gøre.

Selv navnene på de falske Lidl-facebooksider er identiske med Lidl's rigtige side, hvis ikke det var for en bindestreg eller et punktum i navnene på de falske sider, der let kan overses.

På Lidl Danmarks officielle facebookprofil kan faktisk finde et tilsvarende opslag, hvor man skal gætte, hvilken kop, der først blive flydt med kaffe. Men her er ingen penge på højkant. Til gengæld er der et link til kædens tilbudsavis med et ”brandvarmt tilbud” på pulverkaffe.

Lidl bekræfter at konkurrencerne med pengepræmier er falske.  

"Selve postet med kaffe er i sin originale form vores, men de har nappet den og lavet et scam ud af den. Vi arbejder på at få dem fjernet," lyder det fra Britt Nygaard-Nielsen ved Lidls Kommunikationsafdeling.

Artiklen fortsætter under billedet.


Om du gætter på kop A, B, C, D eller slet ingen af dem, bliver du næppe den heldige vinder af 50.000 kroner fra Lidl. Konkurrencen stammer fra en fupside. (Foto: Skærmbillede fra Facebook)


Vinderne kontaktes via besked

I opslaget med fupkonkurrencen står der, at man skal give sit bud på den først fyldte kaffekop i kommentarfeltet.

En bruger, der har kommenteret opslaget, har delt et skærmbillede af, at han efterfølgende blev kontaktet af fupprofilen over Facebook Messenger.

Og her er der grund til varsomhed. Den samme fremgangsmåde har svindlere nemlig tidligere anvendt i adskillige tidligere fupkonkurrencer.

TjekDet har tidligere talt med en læser, der gerne vil være anonym, som kom til at kommentere på et falsk opslag i håbet om at vinde en tur i biografen.

"Det var den sædvanlige måde at tilmelde sig, hvor jeg bare skulle skrive ‘tillykke’ i kommentarfeltet, og så var jeg med i konkurrencen. Det lød meget plausibelt, og jeg tænkte slet ikke over, at der kunne være noget snyd involveret," fortæller læseren.

Hun nåede at glemme, at hun overhovedet havde deltaget i konkurrencen – indtil hun et par dage senere blev kontaktet på Messenger.

"I beskeden stod der tillykke med, at jeg var blandt de ti personer, der havde vundet to billetter - og det lød jo dejligt. Det eneste, jeg skulle gøre, var at betale ‘op imod’ ti kroner for at få tilsendt billetterne. Og i beskeden var der så et link til en side, hvor jeg kunne indtaste mine kontooplysninger for at betale. Jeg blev heller ikke mistænksom her, for hjemmesiden, jeg kom ind på, havde Nordisk Films logo, der stod ‘tillykke du har vundet’, og det så som sådan helt rigtigt ud."

Ifølge læseren er det her, det går helt galt, for når hun fulgte de tilsendte instrukser, fik hun at vide, hendes kort ikke virkede.

"Jeg indtastede mine kortoplysninger, men fik at vide, at der var en fejl og blev bedt om at indtaste oplysningerne igen. Det virkede stadig ikke, og jeg bad så min kæreste om at prøve med sit kort, men det virkede heller ikke."

Og det er sandsynligvis helt efter svindlernes plan, at kreditkortene ‘ikke virker’. For de har alligevel gemt de kortoplysninger, som vores læser og hendes kæreste indtastede.

"Jeg skrev så tilbage i beskeden på Messenger, at betalingen ikke fungerede, og om jeg kunne betale på en anden måde. Da der ikke var kommet noget svar dagen efter, opdagede jeg, at både opslaget og facebooksiden var væk, hvorefter jeg så kontaktede min bank og fik spærret mit og min kærestes kort."

Ifølge læseren var der heldigvis ikke hævet nogle penge endnu. Alligevel vil hun dog overveje det en ekstra gang, inden hun deltager i flere konkurrencer i fremtiden.

"Fremover vil jeg lægge mærke til, om jeg bliver bedt om at indtaste kortoplysninger – og så lade være," siger læseren, der er lettet over, at det var billige lærepenge.

Sådan gennemskuer du fuppet

Der er flere tricks, man kan benytte til at afsløre fupprofiler som den falske Lidl Danmark-side.

Fupmagere efterligner typisk kendte og populære butikskæder eller virksomheder. Men det er ikke nogen skudsikker metode. Kendte kæder har nemlig typisk mange følgere og ’synes godt om’-tilkendegivelser på Facebook. Derfor er de mål et godt sted at orientere sig, før man deltager i en konkurrence på platformen.

I eksemplet med Lidl Danmark, kan man se, at Lidls officielle facebookside har knap 310.000 følgere på Facebook, mens den falske profil kun har 166.

På alle facebooksider er det desuden angivet, hvornår de er oprettet. Du kan finde oplysningen under overskriftet ’Gennemsigtighed på sider’ i venstre side af profilens startside. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at scrolle lidt ned for at finde det.

Mange af de kendte virksomheder og butikskæder, der ofte misbruges til fupkonkurrencer, har facebookprofiler med flere år på bagen, hvorimod de falske sider som regel bliver oprettet kort tid inden, de begynder at udbrede fupkonkurrencerne.

Den falske Lidl Danmark-side er for eksempel oprettet 12. juli i år – samme dag som konkurrencen med kaffen er lagt op. Den officielle Lidl Danmark-profil er oprettet 3. januar 2012.   

Sammenligner man Lidls rigtige facebookside med den, der deler den falske konkurrence, kan man desuden se, at kun den officielle side er udstyret med Facebooks blå verificeringsbadge – et lille blåt flueben ud for virksomhedens navn.

Med verificeringsbadget bekræfter Facebook, at facebooksiden rent faktisk tilhører den person eller virksomhed, som den giver sig ud for. Det er dog ikke alle facebooksider, der får det blå v-tegn – heller ikke selvom de er ægte og opfylder Facebooks regler.

Opdateret 13. jul 2021

Vil du vide mere?