Bliver der begået flere og flere indbrud i Danmark? Nej, faktisk er der nu rekordfå
Indbrud og tyveri i Danmark er nu på et rekordlavt niveau.
For ikke siden 1995 er der anmeldt så få ejendomsforbrydelser som i første kvartal af 2018, viser nye tal fra Danmarks Statistisk.
Ejendomsforbrydelser dækker over indbrud, tyveri og brugstyveri. Og færre danskere oplever således at komme hjem og finde ud af, at en indbrudstyv har været på spil.
Siden 2009 er antallet af anmeldelser af indbrud i danske hjem nemlig dykket 48 procent. Og regner man indbrud i virksomheder og forretninger med, er antallet af forbrydelser faldet fra at være 27.348 i 2009 til nu 13.068 i 2018. Det er et fald på 52 procent.
Sidste år kunne en undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd ellers slå fast, at der er markant flere indbrud i danske hjem, end der er i boliger i andre lande, vi normalt sammenligner os med.
Undersøgelsens konklusion vakte harme, da en af årsagerne til de mange indbrud i Danmark er, at politiet kun i få tilfælde får fanget og sigtet gerningsmanden. Dermed kan indbrudstyve fortsætte deres lyssky forretninger, og politiet har ikke held til at afskrække dem fra at begå indbrud.
Men selvom indbrudstyve har bedre betingelser her i landet end i landene omkring os, falder antallet af indbrud i Danmark alligevel år for år og har nu nået det laveste niveau, siden Danmarks Statistik begyndte at sæsonkorrigere i 1995.
Læs hele nyheden hos Danmarks Statistik.
LÆS OGSÅ: Er Malmø den næstmest kriminelle by i Europa?
LÆS OGSÅ: Er rumænske tiggere multi-kriminelle?
LÆS OGSÅ: BT sender ved en fejl falsk mordhistorie på gaden
LÆS OGSÅ: Mange danskere tror kriminaliteten er værre end den er
LÆS OGSÅ: Ved du, hvor mange indbrud der begås i danske hjem?
Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet