Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Forskerne skal rykke ind på mediernes redaktioner

Indsigt 3. maj 2017  -  2 min læsetid
Tjekdet
Skrevet af: Thomas Hedin


Højrefløjen skal involveres mere i diskussionen om misinformation, journalister og forskere skal arbejde mere sammen, og mere data fra de sociale medier skal gøres tilgængelig for forskning. Det er blandt andet opskriften på, hvordan falske nyheder skal bekæmpes ifølge en rapport fra de amerikanske universiteter Harvard Kennedy School og Northeastern University, der netop er blevet offentliggjort.

Rapporten bygger på en større undersøgelse af, hvordan misinformation spredes, og hvordan den kan imødegås.

Ifølge rapporten er misinformation i høj grad et problem blandt konservative og højreorienterede, fordi markante stemmer på højrefløjen ofte angriber de etablerede medier, og skaber mistillid til faktatjeksider og andre initiativer, der ellers forsøger at bekæmpe falske nyheder. Derfor går den første anbefaling på at skabe bedre dialog med højreorienterede institutioner, som eksempelvis den amerikanske tænketank Cato Instituttet.

Den anden anbefaling går på at styrke samarbejdet mellem medierne og forskerne. Et eksempel på det kunne være forskere, der tilknyttes mediehuse som in house-eksperter og samtidig har mulighed for at indsamle data til brug for deres forskning. Rapporten lægger også op til, at forskere opretter en wikipedia om aktuelle emner for, hvad der kaldes, pålidelige medier. Hensigten er, at opslagsværket skal gøre det nemmere for journalister at få adgang til pålidelig information og hjælpe mediehusene med at udkonkurrere falske nyheder der, hvor de især florerer, nemlig på de sociale medier.

Den tredje anbefaling går på, at de sociale medier skal være bedre til at gøre data tilgængelig for forskningsverdenen. De sociale medier er altafgørende for at forstå vores medieforbrug i dag, men det er ofte svært at få adgang til data fra diverse sociale medieplatforme, enten fordi platformene ikke er villige til at dele informationerne, eller fordi mængden af data er uoverskuelig, fremgår det af rapporten.

Du kan læse de to universiteters analyse i sin fulde længde her.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 20. dec 2023