Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

PODCAST: TjekDet-journalist ender i shitstorm efter artikel om pro-russisk netværk

Indsigt 1. sep 2022  -  1 min læsetid
Tjekdet
En canadisk journalist i det pro-russiske netværk skriver for det statskontrollerede medie RT, der tidligere gik under navnet Russia Today. Her er en RT-bil placeret foran Kreml-paladset, hvor præsident Vladimir Putin holder til. Foto: Mladen Antonov/AFP/Ritzau Scanpix

Der er krig i Ukraine. Det er næppe gået nogens næse forbi.

Men sideløbende med krigen på landjorden udspiller sig en anden og mindst lige så vigtig krig. En informationskrig.

Blandt bidragyderne til den er en række vestlige journalister, bloggere og influencere, som på flere forskellige sprog videreformidler en pro-russisk fortælling om krigen i Ukraine. Det gør de både på sociale medier og via statskontrollerede russiske medier.

Men hvad er deres rolle mere præcist? Og er de uafhængige, som en canadisk journalist i netværket bedyrer, at hun selv er? 

Det har vores journalister Kalle Thue Gregersen og Andreas Søndergaard Petersen forsøgt at kortlægge og koge ind til en artikel, som de fortæller om i 24syv-programmet Ekstremt Online. 

Kalle fortæller blandt andet, hvordan arbejdet med artiklen sendte ham ud i en regulær shitstorm på Twitter. Førnævnte canadiske journalist var nemlig ikke synderligt imponeret over Kalles spørgsmål, og det lod hun sine mere end 100.000 følgere vide.        

24syv sender Ekstremt Online hver onsdag klokken 22.00, og morgenen efter udkommer programmet som podcast. TjekDet er hver uge med som faste gæster for at fortælle om en artikel fra det journalistiske værksted. 

Herunder kan du høre denne uges beretning om det pro-russiske netværk og den efterfølgende shitstorm.

 

Opdateret 1. sep 2022