Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Lidl dropper plastikposer, men det er ikke nødvendigvis bedre for miljøet

Faktatjek 9. jun 2017  -  3 min læsetid
This describes the image
Foto: Pixabay

Snart er det ikke længere muligt at få en bærepose af plastik til indkøbene i Lidl. Man vil derimod kunne lægge dagligvarerne i FSC-certificerede papirsposer.

Det er miljødebattens fokus på plastik i verdenshavene og naturen, der har fået Lidl til at reagere. De sløjfer plastikposerne fra deres butikker. Og det vil være godt for miljøet, lover Lidl.

"Vi ønsker ikke, at plastikposer er til gene for dyreliv og miljø. Plastikposerne ødelægger dyreliv og biodiversitet, og derfor har vi valgt at tage skridtet og udfase poserne fra alle vores butikker," siger Tina Kaysen, der er ansvarlig for Lidl Danmarks miljømæssige initiativer, til TjekDet.

Men er det i virkeligheden bedre for miljøet, at Lidl dropper plastikposerne og erstatter dem med papirsposer?

Papirsposer er ikke bedre

I forvejen kan kunder i Lidl købe muleposer af økologisk bomuld. På hylden under kassebåndet kommer der i stedet for plastikposer til at være bæreposer af papir.

Men papirsposerne, som Lidl vil gå over til, er ikke uden aftryk på miljøet, som man ellers kunne tro.

"Jeg vil ikke sige, at papirsposer er bedre for miljøet," siger Anders Damgaard, der er seniorforsker ved DTU.

For om papir er bedre end plastik, afhænger ifølge Anders Damgaard meget af, hvordan folk bruger det, understreger han.

Det er ikke helt så simpelt, som Lidl gør det til. Faktisk ved man slet ikke, om der en gevinst for miljøet ved at skrotte plastikposerne i Danmark.

Undersøgelser fra andre lande peger på, at færre plastikposer kan være bedre for miljøet. Men dem kan man ifølge Anders Damgaard ikke overføre til Danmark.

"Lidl mener at have den viden, men der er ikke lavet studier om det her i Danmark. Bare fordi det her gælder for et andet land, gælder det ikke nødvendigvis for Danmark," siger han.

Og det er svært at afgøre, hvad er der bedst for miljøet af de to. Det afhænger af selve posen, om man genanvender den, og hvordan den bliver fremstillet. Og her er der ifølge Anders Damgaard ikke en klar vinder.

"Det er i udgangspunktet værre for miljøet at fremstille plastik end papir. Men til gengæld vil der kunne komme langt flere plastikposer ud af et kg plastik, end der ville komme papirsposer ud af et kg papir. Belastning kan altså være større ved papirsposer, da de er tungere," siger han.

Generer ikke danske dyr

Lidl har gjort opmærksom på, at poserne, de går over til, er mere skånsomme for naturen. Årsagen er, at papir er et nedbrydeligt materiale.

"Plastikposen har en negativ virkning på dyrelivet, så vi har valgt at fokusere på et alternativ, der er nedbrydeligt," siger Tina Kaysen.

Men i Danmark er der i forvejen en meget lille risiko for, at Lidls plastikposer vil havne i naturen til gene for dyreliv.

I en rapport fra EU-kommissionen fra 2011 er det nemlig anført, at næsten alle plastikposer i Danmark bliver brugt til energi. I stedet havner plastikposerne i sidste ende på forbrændingen, hvor de bliver til energi. Kun i meget få tilfælde ender de i naturen.

Ifølge Anders Damgaard er vi i Danmark gode til at genanvende plast ved at omdanne det til energi.

Han underkender ikke, at plastikposer udgør et problem i naturen. Det er bare ikke et stort problem i Danmark.

"Plastikken vi ser i verdenshavene kommer især fra asiatiske lande og ikke fra Danmark," siger han.

Men Lidl holder fast i deres initiativ. For de mener, man ikke kan vide, om poserne også ender i naturen i Danmark.

"I Danmark har vi heldigvis ikke så udbredte problemer med, at plastikposer ender i naturen, men vi har det godt med, at være med til, at der forhåbentlig på sigt slet ikke findes plastik i naturen" svarer Tina Kaysen.

Forskel på plastikposer

Både Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen har i længere tid været opsat på at komme problemerne med plastikposer til livs. Der skelnes bare mellem forskellige typer plastikposer.

I en kommentar til et forslag til et direktiv om plastikposer bliver det præciseret, hvad det er for poser, der især er problematiske.

"Formålet med forslaget er at mindske forbruget af plastbæreposer med en tykkelse på mindre end 50 mikron (0,05 millimeter) i Den Europæiske Union. Direktivet omhandler tynde letvægtsplastposer, der uddeles ved kassen i supermarkedet og andre butikker til at bære varerne hjem i."

Plastikposerne, som Lidl udfaser, er bare tykkere end 0,05 millimeter og derfor ikke blandt de poser, der især er i EU’s søgelys.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023