Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Morten Østergaard og Radikale Venstre vil ikke indføre sharia i danske byområder

Faktatjek 4. jun 2019  -  2 min læsetid
This describes the image

"Jeg er åben over for en løsning, hvor muslimer kan indføre sharia i visse byområder."

Sådan står der i en taleboble ud for en smilende Morten Østergaard, politisk leder for Radikale Venstre, på et billede, der er slået op i facebookgruppen ’PV- som statsminister’ (PV henviser til Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige).

 

 

 

 

Billedet har vakt forargelse, og Morten Østergaard får hårdhændet behandling i kommentarfeltet til opslaget. "Han er sindssyg," skriver en bruger. Flere andre brugere kalder partiformanden "landsforræder", mens andre stiller sig kritisk overfor citatets ægthed.

Men hvis man har fået kaffen galt i halsen over Morten Østergaards udtalelse på billedet, kan man roligt besinde sig.

 

 

 

 

For Radikale Venstres politiske leder har aldrig sagt det, han er citeret for på billedet. Det oplyser Lisbet Møller Nielsen, der er politisk chef for Radikale Venstre.

"Det kan jeg blankt afvise, at Morten Østergaard har sagt – eller noget, der kan minde om," skriver Lisbet Møller Nielsen, i en mail til TjekDet.

"Danmark er et retssamfund. Forskellige religioner er velkomne i Danmark, men vil altid være underordnet rigets love og de grundlæggende rettigheder, vi alle sammen har. Religiøse regler eller love kan aldrig stå over individuelle rettigheder, retten til ligestilling uanset køn, baggrund eller seksualitet, retsstatsprincipper, demokrati eller lignende," skriver hun videre.

TjekDet har forsøgt at kontakte brugeren, der har delt billedet på Facebook, for at spørge, hvor billedet stammer fra. Brugeren har ikke svaret på TjekDet’s henvendelser.

"Hæv pensionsalderen og få råd til migranterne"

Ovenstående billede er ikke eneste eksempel på, at nogen er ude efter Morten Østergaard med falske citater. Også den satiriske facebookside Politisk Ukorrekt har været i meme-værkstedet og taget Morten Østergaard til indtægt for at ville hæve pensionsalderen for at få bedre råd til migranter.

 

 

Opslaget er delt over 100 gange og har samlet set over 300 reaktioner.

Men det citat er også fabrikeret, og Morten Østergaard har aldrig sagt det, oplyser Radikale Venstre.

Kan få betydning for valget

De såkaldte memer, hvor danske politikere tilskrives mere eller mindre korrekte og humoristiske citater, har været et tilbagevendende fænomen både før og under den igangværende valgkamp. Særligt har Liberal Alliance stået for skud, men også Alternativet, Enhedslisten og altså Radikale Venstre har måtte se sig hængt ud på de sociale medier.

TjekDet har tidligere talt med en række forskere om memerne med de falske budskaber. Flere af forskerne pegede dengang på, at memerne kunne få indflydelse på folketingsvalget.

"Støder folk på tilpas mange falske budskaber i løbet af valgkampen, vil de til sidst også tvivle på de budskaber, der rent faktisk kommer fra partierne," sagde Aske Kammer, der er lektor på ITU og forsker i sociale medier, til TjekDet i marts.

"Når nogen sluger det, kan det selvfølgelig få indflydelse på det kommende valg," sagde Jakob Linaa Jensen, chefforsker og docent i sociale medier på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i samme artikel.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023