Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

EU vil ikke forbyde din kebab

Faktatjek 4. dec 2017  -  2 min læsetid
This describes the image

Er rullekebaben med et blevet en truet spise? Det er den ifølge flere danske og udenlandske medier, der skriver, at Europa-Parlamentet har en udryddelse af den mellemøstlige ret på dagsordenen. Og det har kastet overskrifter af sig som "Tyske producenter advarer: Kebab kan snart være fortid i EU" og "Åh nej! Er kebab snart fortid i Danmark?"

Dødsstødet til den populære spise skulle angiveligt være vedtagelsen af et forbud mod at tilsætte fosfater til de roterende kødruller. Det forbud ville nemlig bevirke enden på hele kebabindustrien i EU, da kødet uden fosfat ikke vil være hverken saftigt eller smagfuldt, lyder rygtet.

Men det er slet ikke rigtigt, at EU er ved at sætte en stopper for kebaben med et forbud mod fosfater i "frosne, vertikale kødspyd", som EU kalder kebab. For der eksisterer allerede et forbud mod fosfater i kebab i EU, og på trods af forbuddet lever spisen nu engang i bedste velgående.

Slet ikke et forbud

Sagen drejer sig derimod om, at et forslag fra Europa-Kommissionen vil tilføje kebab til en liste over fødevarer i EU, hvor tilsætning af fosfater er tilladt. Bliver forslaget vedtaget, ville det faktisk gøre tilværelsen nemmere for den europæiske kebabindustri.

Forvirringen er formentlig opstået ved, at den tyske kristendemokrat og medlem af Europa-Parlamentet Renate Sommer den 28. november skrev på Facebook, at "et forbud mod tilsætning af fosfat vil være enden på döner-produktion og vil føre til et tab af tusindvis af job."

Dagen efter var den tyske avis Bild på pletten med en artikel om et muligt EU-forbud mod kebab. Den britiske avis The Guardian greb også den usande nyhed, og 3. december spredte nyheden sig til flere danske medier.

Indtil videre har Europa-Parlamentets udvalg for miljø, folkesundhed og fødevaresikkerhed stemt for en indsigelse mod Europa-Kommissionens forslag om at gøre det lovligt at tilsætte fosfater til kebab.

Forslaget skal nu til afstemning i det samlede Europa-Parlament senere på måneden. Og stemmer Europa-Parlamentet imod forslaget, er det ikke enden på rullekebab. Derimod vil kebabens kår være uændrede.

 

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023