Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Nej, kommunerne har ikke nødvendigvis undladt at hjælpe 2.500 overgrebsramte børn

Faktatjek 8. maj 2018 - 14:15 4 min læsetid

Skrevet af: Jakob Kudsk Skoffer

"Godt 2500 børn med underretninger om overgreb fik ikke hjælp fra kommunerne."

Overskriften fra Dagbladet Information og andre lignede overskrifter kunne man læse i sidste måned i flere danske medier. Påstanden er baseret på tal om sociale foranstaltninger til udsatte børn i kommunerne, som Danmarks Statistik bragte i en artikel. Men påstanden holder ikke.

Det viser et faktatjek fra DR2’s faktatjekprogram Detektor.

Danmarks Statistik har kigget på indberetninger til kommunerne om overgreb af den ene eller anden slags på 5.900 børn. Indberetningerne er indløbet i enten 2015 eller 2016. I statistikken indgår kun de børn, som kommunen har modtaget mindst to underretninger om overgreb på - og mindst en af dem skal være i kategorien ‘grov’, der dækker over en mistanke om seksuelt eller voldeligt overgreb, mistanke om misbrug eller hvis forældrene i øvrigt mistænkes for kriminelle forhold.

Danmarks Statistiks tal viser, at ud af de knap 6.000 børn fik omkring 2.500 børn - eller næsten hvert andet barn i opgørelsen - ikke sociale børneforanstaltninger efter kommunen havde modtaget underretningerne.

En social børneforanstaltning er et tiltag, kommunen kan tage for at hjælpe børn, der mistrives. Foranstaltningen kan være alt fra en anbringelse uden for hjemmet, til en fast kontaktperson eller nogle samtaler med en kommunal sagsbehandler.

Kilde: Danmarks Statistik

Sociale børneforanstaltninger er ikke den eneste form for hjælp

Og de 2.500 børn er det tal, der vandrer rundt i medierne og bliver til, at børnene ikke har fået hjælp af kommunerne - men det er ikke korrekt.

Allerede få dage efter Danmarks Statistik offentliggjorde sin opgørelse d. 11. april og Dagbladet Information skrev artiklen på baggrund af tallene d. 12. april, sendte børne- og socialminister Mai Mercado (K) d. 16. april en orientering til Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg, hvor hun gjorde opmærksom på flere problemer ved opgørelsen.

Ministeriet nævner blandt andet, at Danmarks Statistik i deres analyse alene ser på kommunale indsatser efter serviceloven, men at kommunerne har mulighed for at hjælpe børn og unge på flere andre måder, som ikke er dækket af netop denne lov.

Kommunerne kan eksempelvis iværksætte støtte til det pågældende barn med hjemmel i dagtilbudsloven eller folkeskoleloven. Det kan for eksempel være en ekstra støttepædagog til børn i dagtilbud, eller en skoleledelse, der indgår i en dialog med barnets forældre med henblik at få løst eventuelle udfordringer i barnets skolegang, trivsel eller udvikling.

Men den slags indsatser fra kommunerne er altså ikke medregnet i Danmarks Statistiks analyse. Dermed kan kommunerne godt have hjulpet de overgrebsramte børn, selvom det ikke ser sådan ud i opgørelsen.

I ministeriets bemærkninger til opgørelsen bliver det også påpeget, at en underretning ikke nødvendigvis er det samme som, at et barn reelt har været udsat for et overgreb. En underretning er i første omgang alene udtryk for en mistanke om overgreb.

Nogle typer hjælp er frivilligt at indberette

Selv når vi kun ser på serviceloven, som Danmarks Statistiks opgørelse fokuserer på, er der støtteforanstaltninger, der ikke er indberetningspligtige. Det gælder servicelovens §11, der giver kommunerne mulighed for at sætte tidligt ind i sager om udsatte børn.

§11-foranstaltninger kan eksempelvis dække over, at kommunen giver et barn en række psykologsamtaler som en straksreaktion på en indberetning om overgreb. Men den slags støtteforanstaltninger er - i modsætning til de andre sociale støtteforanstaltninger - frivillig for kommunen at indberette til Danmarks Statistik.

Målgruppen for § 11, stk. 3 er "børn, unge og familier, der har mindre behov for støtte end § 50 tilsiger. Det vil sige familier, børn og unge, der ikke har så komplekse problemer, at der vurderes at være behov for særlige foranstaltninger…" Foranstaltninger under Servicelovens § 11 kan for eksempel være rådgivning, familieplanlægning eller samtalegrupper. Det er frivilligt for kommunerne, om de vil indberette foranstaltninger efter § 11.

Anne-Dorthe Hestbæk, som forsker i kommunernes indsatser over for udsatte børn og unge ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, har gennemgået samtlige indberetninger for de fem kommuner, der ligger i bunden af Danmarks Statistiks opgørelse. Og det viser sig faktisk, at kommunerne har taget stilling til, hvad der skal ske med børnene i samtlige sager.

"Så man kan ikke sige, at børnene ikke har fået den hjælp, de har brug for," siger hun til Detektor.

Danmarks Statistik: Vi laver det statistik, vi bliver bedt om af politikerne

Da Detektor konfronterer Niels Ploug, der er afdelingsdirektør i Danmarks Statistik, med kritikken af tallene, lyder svaret, at de analyserer de tal, de har til rådighed.

Niels Ploug peger dog samtidig på, at det ville hæve opgørelsens kvalitet, hvis alle var forpligtet til at indberette de samme tal.

"Vi konkluderer på baggrund af de data, som vi har. Det kunne være rart at få et mere dækkende datagrundlag på paragraf 11. Så ville man få en langt mere dækkende statistik. Så ville konklusionen være mere sikker," siger han.

Efter Detektors faktatjek har Danmarks Statistik lagt en kommentar på det statistiske kontors hjemmeside. I kommentaren forklares, hvad grundlaget for statistikken er.

Derudover har Danmarks Statistik tilføjet en faktaboks om kommunernes indberetninger af foranstaltninger efter Servicelovens paragraf 11 i den oprindelige artikel.

Dagbladet Information har også efterfølgende rettet deres artikel, som nu indeholder ministeriets bemærkninger og forbehold for hjælp efter servicelovens §11.

Mai Mercado skriver i en mail til Detektor, at hun vil se på, om det er tid til, at kommunerne indberetter paragraf 11-foranstaltninger på sammen måde, som alle andre sociale foranstaltninger.

Se hele Detektors faktatjek her.