Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Scorer Randers-elever bedre karakterer end landsgennemsnittet?

Faktatjek 14. nov 2017  -  2 min læsetid
Tjekdet

Skoleeleverne i Randers klarer sig bedre end landsgennemsnittet. Sådan lyder budskabet i et læserbrev, som fem partier i kommunen står bag.

"De nyeste tal for karaktererne for skoleåret 16/17 er netop offentliggjort og viser, at karaktererne nu ligger over gennemsnittet. Et resultat, der peger i den rigtige retning," skriver kristendemokraten Flemmiing Østergaard i et læserbrev, der også er underskrevet af Liberal Alliance, Nye Borgerlige, Venstre og Dansk Folkeparti fra Randers.

Det er bare ikke rigtigt, viser Detektors faktatjek.

Sidste år scorede de danske skoleelever i gennemsnit 7,1 i karakter ved folkeskolens afgangsprøve. I Randers Kommune lød gennemsnittet på 6,7. Herunder kan du se, hvordan elevenerne i de 98 danske kommuner klarede sig.

Flemming Østergaard erkender da også straks sin fejl, da Detektor konfronterer ham med de rigtige tal.

- Det er jo en beklagelig fejl, og jeg lægger mig fladt ned - så fladt som jeg nu kan lægge mig ned. Jeg har ikke gjort min research godt nok, og det er den korte version, siger Flemming Østergaard.

Problemet med de forkerte oplysninger i læserbrevet er særligt grelle, fordi de rammer lige ned i en ophedet debat. I Randers Kommune besluttede man nemlig at lukke fem skoler og indføre en ny skolestruktur i 2015. Og det er den beslutning, som Flemming Østergaard argumenterer var rigtig - men med de forkerte tal.

Selv efter Detektors henvendelse kan du fortsat se læserbrevet med den forkerte påstand hos Randers Amtsavis. Flemming Østergaard har dog skrevet følgende kommentar i debattråden under artiklen:

"Jeg skal understrege, at det anførte om karakterne ikke er korrekt idet det rettelig skulle have været anført, at det var andelen af elever der opnår karakteren 02 i dansk og matematik, der ligger på landsgennemsnittet for skoleåret 2016/2017 – ikke karaktererne. Jeg skal meget beklage."

Og deri har han ret. Andelen af skoleelever i Randers, der består både danske og matematik er 91,1 procent, mens landsgennemsnittet er på 91 pct.

Se hele faktatjekket her.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023