Lille butik i København lukker efter 27 år - men den findes slet ikke
-
Valmere Copenhagen holder ophørsudsalg og reklamerer med 70 procent udsalg i flere annoncer på Facebook.
-
Virksomheden skriver, at de sælger unik skandinavisk design i høj kvalitet fra deres butik i København.
-
Men butikken findes slet ikke, og tøjet på virksomhedens hjemmeside kan købes langt billigere på blandt andet kinesiske Temu.
“Unik skandinavisk mode til kvinder og mænd. Håndplukkede kollektioner med fokus på kvalitet, tidløst design og personlig stil,” står der i beskrivelsen på facebooksiden Valmere Copenhagen (arkiveret her).
Virksomheden reklamerer lige nu med op til 70 procent rabat. På hjemmesiden står der, at det skyldes butikslukning, og at udsalget slutter om få timer.
Der er bare det problem, at der ikke findes nogen butik i København med det navn.
De samme varer, som Valmere Copenhagen sælger på deres hjemmeside, findes til gengæld på en lang række andre billige hjemmesider.
Findes ikke i Danmark
“Den lille butik i København, som så mange kvinder har holdt af, lukker efter 27 år,” skriver Valmere Copenhagen i et opslag på Facebook fra 30. august.
Virksomheden har mere end 10 aktive annoncer, som er begyndt at køre på Facebook inden for den seneste uge.
Hjemmesiden giver indtryk af, at der er tale om en traditionsrig, dansk butik, der har eksisteret i København i mange år.
Men TjekDets research viser, at facebooksiden blev oprettet 7.juli 2026 og administreres fra Libanon. Den har kun 23 følgere i skrivende stund.
Det stemmer ikke overens med fortællingen om en butik, der skulle have eksisteret i København i mange år.
På hjemmesiden (som har et .com-domæne) oplyses der hverken adresse for butikken eller et CVR-nummer for virksomheden. Et opslag i det danske CVR-register viser også, at der ikke findes nogen virksomheder i Danmark med det navn.
Domænet blev oprettet for få måneder siden og er registreret i Delaware i USA. Delaware bruges ofte som registreringssted for virksomheder, hvis ejere ønsker at være anonyme, og heller ikke i dette tilfælde fremgår det, hvem der har registreret domænet.
Det betyder dog ikke, at ejerne befinder sig i Delaware. Oplysningerne kan derimod tyde på en forbindelse til Libanon. Betalinger til hjemmesiden overføres til en person, der er registreret med et libanesisk telefonnummer, ligesom facebooksiden administreres fra Libanon.
Bliver solgt andre steder
Billederne på Valmere Copenhagens hjemmeside er ai-genereret, og det tøj, der sælges, ligner ikke typisk skandinavisk design. Man kan blandt andet købe en cardigan i mere end 30 forskellige pangfarver eller med leopardmønster.
En omvendt billedsøgning viser, at det samme tøj sælges på andre hjemmesider til meget lavere priser. Den farverige-cardigan kan blandt findes på en hjemmeside, der slår sig op på, at virksomheder kan købe billige varer og sælge dem videre med fortjeneste.
Alt tyder derfor på, at Valmere Copenhagen er endnu et eksempel på den type svindel, som TjekDet har beskrevet adskillige eksempler på, hvor billige varer fra producenter i udlandet sælges videre til forbrugere i Danmark under foregivende af, at være dyrt dansk-produceret tøj.
I dette tilfælde er der tilføjet en falsk historie om en butik i København, der holder ophørsudsalg, sandsynligvis i et forsøg på at presse kunder til at handle hurtigt på hjemmesiden.
TjekDet har kontaktet Valmere Copenhagen på mail og forelagt dem kritikken i denne artikel. Virksomheden har ikke svaret på henvendelsen.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her eller Instagram ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.
