Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Svindlere misbruger danske virksomheder på stribe som lokkemad

26. maj 2020 -
6 min læsetid
This describes the image
Skrevet af: Thomas Hedin

Til daglig har byggemarkedskæden Harald Nyborg og den københavnske forlystelsespark Tivoli ikke ret meget til fælles. Men i de seneste dage har begge virksomheder måttet stå model til udspekulerede fupkonkurrencer.

"Det har været nogle hårde tider for os alle og derfor vil vi gerne sprede lidt glæde, ved at uddele disse præmier. Præmierne vil være gyldige til sæsonen slutter," hedder det ordret i et opslag på en falsk facebookside, der bærer Tivolis navn og logo. Opslaget henviser til, at Danmark har været lukket ned, men at det nu samtidig lysner, fordi Tivoli snart åbner igen.

Det er i den forbindelse, at opslaget udlodder entrebilletter og turpas.

"Vi oplever desværre, at der er oprettet en FALSK Tivoli-side på Facebook med en falsk konkurrence. Denne side har INTET med Tivoli at gøre. Vi opfordrer på det kraftigste til, at I IKKE oplyser hverken navn, adresse, kortoplysninger eller andre personlige informationer," advarer forlystelsesparken på sin ’rigtige’ facebookside.

Og svindlerne bruger ikke kun sociale medier til at sprede budskabet om en gratis fornøjelsestur i Tivoli. E-mails med samme budskab er også havnet i mange danskeres indbakker.

Samme budskab – anden afsender

Byggemarkedet Harald Nyborg må ligeledes se virksomhedens navn misbrugt i en fupkonkurrence, der er lavet efter fuldstændig samme koncept som den falske Tivoli-konkurrence.

"Det har været en svær tid for os alle. Mens vi glæder os over at hverdagen som vi kender den vender tilbage, har vi valgt at gøre noget ekstraordinært for jer! Til en speciel tid hører der sig en speciel konkurrence til, så derfor har én heldig vinder nu chancen for at vinde en komplet Apple-pakke," hedder det blandt andet i et opslag på en falsk facebookside for Harald Nyborg.

På byggemarkedskædens ’ægte’ facebookside og hjemmeside advares mod fupnummeret.

"Harald Nyborgs navn er desværre blevet misbrugt på Facebook, hvilket vi er utrolig kede af. Svindlerne har udskrevet en konkurrence i vores navn, og har derigennem forsøgt at få vores kunder til at udlevere deres kontonummer," oplyser virksomheden.

Både Tivoli og Harald Nyborg kan nu stille sig op i køen af danske virksomheder, der i de seneste uger er blevet taget til indtægt for falske konkurrencer og tilbud, der er lidt for gode til at være sande. Det gælder blandt andet Bilka, Nordisk Film Biografer og Kino.dk.

Artiklen fortsætter under billedet

Sådan tager de falske konkurrencer sig ud på Facebook. Det er henholdsvis Harald Nyborg og Tivoli, der er blandt de seneste danske virksomheder, der ufrivilligt lægger navn til svindelnumrene.

Målet er dine penge

De falske konkurrencer og tilbud er set mange gange før. I alle tilfældene vil fupmagerne have dig til at udlevere personlige oplysninger som for eksempel kreditkortoplysninger, kontonummer eller endda NemID-koder.

Et fællestræk ved de mange svindelnumre er, at bagmændene skriver, at de vil kontakte vinderne direkte via Facebooks chatfunktion Messenger. En TjekDet-læser har tidligere fortalt, hvordan hun blev kontaktet og bedt om at oplyse sine kreditkortoplysninger. For at få sin gevinst i en falsk biografkonkurrence, skulle hun nemlig have tilsendt præmien med posten, og portoen skulle hun selv betale med sit kreditkort.

Da hun forsøgte at indtaste sine kortoplysninger, var der en fejl på siden, hvor hun skulle gøre det, og pludselig var facebookopslaget væk, mens der var radiotavshed hos svindlerne. Heldigvis nåede kvinden at spærre sit kort, inden hendes konto blev lænset.

Og der er lignende eksempler, hvor intetanende danskere pludselig står med en tom konto, efter de har betalt et lille beløb i forsendelse til det, der viste sig at være svindel.

Flere tegn på fup, du kan holde øje med

Der er flere ting, der afslører, at konkurrencerne og tilbuddene ikke er lavet af de virksomheder, som de giver sig ud for at være.

For det første har de falske facebooksider ofte meget få følgere. Tivoli's rigtige facebookside har næsten 370.000 følgere. Facebooksiden, der misbruger Tivoli's navn, har i skrivende stund kun 307. Den falsk Harald Nyborg-side har sølle 162, mens kædens 'ægte' side har 11.400 følgere.

For det andet kan du holde øje med, hvornår en facebookside er blevet oprettet. Det sociale medie oplyser nemlig på alle sider, hvornår siden er blevet oprettet. Tivoli's facebookside er oprettet i 2009. Anderledes forholder det sig med den falske Tivoli-facebookside, der er oprettet den 23. maj i år.

For det tredje er det også en god ide at løbe ned over en facebookside og tjekke, hvilke og hvor mange opslag der er slået op på siden. Falske facebooksider har som regel meget få opslag. Ofte er det kun det ene opslag med den falske konkurrence eller tilbud.

For det fjerde kan du også kigge efter Facebooks blå verificeringsbadge – et lille blåt flueben ud for virksomhedens navn. Med verificeringsbadget bekræfter Facebook, at facebooksiden rent faktisk tilhører den person eller virksomhed, som den giver sig ud for. Det er dog ikke alle facebooksider, der får det blå v-tegn – heller ikke selvom de er ægte og opfylder Facebooks regler. Hvor for eksempel Nordisk Film Biografers facebookside faktisk bærer det blå badge, er det ikke tilfældet for blandt andet Harald Nyborg. Men du kan som nævnt ikke i alle tilfælde regne med, at en side er falsk, bare fordi den ikke har det blå badge. Men du kan bruge det som en rettesnor.

Artiklen fortsætter under billedet

Nordisk Film Biografers rigtige facebookside (til højre) bruger et rødt logo og er desuden udstyret med Facebooks blå verificeringsbadge. Den falske side (til venstre) bruger Nordisk Films sorte logo og har ikke fået det blå flueben af Facebook.

For det femte skal alle alarmklokker ringe, hvis du bliver bedt om at udlevere dine privatoplysninger - som for eksempel kreditkort- eller NEM-ID-oplysninger - over internettet. Med mindre du er helt sikker på, hvem du er i kontakt med, så hold oplysningerne for dig selv. I øvrigt ville du næppe blive bedt om at betale for at få en præmie.

Det sjette gode råd er ret simpelt. Hvis præmien i en konkurrence eller et tilbud lyder for godt til at være sandt, så er det nok også tilfældet.

Hvis du allerede har kommenteret fupkonkurrencen med et "ja tak", kan du måske slippe for at høre fra bagmændene, hvis du sletter din kommentar.

Er du allerede kommet til at udlevere dine kontooplysninger til svindlerne, så bør du omgående kontakte din bank eller spærre dit kort i netbanken.

Mit digitale selvforsvar er Forbrugerrådet Tænk og TrygFondens gratis app, der hjælper dig med at være sikker online og holder dig opdateret på digitale trusler.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 12. aug 2020

Vil du vide mere?