Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Syv af de ti mest populære nyheder om Angela Merkel er falske

Indsigt 8. aug 2017  -  2 min læsetid
Tjekdet
Skrevet af: Thomas Hedin

Mange af nyhederne på de sociale medier om den tyske forbundskansler Angela Merkel er løgnehistorier, viser en opgørelse.

Det er onlinemediet BuzzFeed News, der har gennemgået de mest delte tysksprogede nyheder om kansleren siden år 2015. Mediet konstaterer, at syv ud af de ti mest delte artikler er falske nyheder.

Det er blandt andet historier med overskrifter som "Angela Merkel: Tyskerne må leve med udlændinges voldshandlinger", "Merkel vil give alle flygtninge stemmeret hurtigst muligt", "Merkel er sindssyg. Canadisk tv leverer beviserne" og "Angela Merkel meddeler, at hun træder tilbage".

Kun tre af de ti mest delte ’nyheder’ var skrevet af etablerede medier, mens tre andre af historierne fra forfatternes side var tænkt som et satirisk indslag. Men netop det, at historierne er satire, går angiveligt henover hovedet på mange Facebookbrugere, der deler historierne som den skinbarlige sandhed. Også selv om afsenderne af historierne faktisk oplyser, at de er satiremedier.

Buzzfeeds analyse viser også, at de mest delte tysksprogede falske nyheder på Facebook især handler om flygtninge.

Sociale medier risikerer millionbøder

Der er parlamentsvalg i Tyskland i næste måned, og de falske nyheder er begyndt at spille en rolle i valgkampen. Endda så meget at Angela Merkel har adresseret situationen.

"Noget har ændret sig. I dag har vi falske nyhedsmedier, robotter og trolls… (en person, der skriver indlæg for at provokere folk og fremkalde en reaktion, red.). Vi må imødegå dette fænomen og om nødvendigt lovgive mod det," sagde hun forleden i en tale i det tyske parlament, Forbundsdagen.

Den tyske regering arbejder i øjeblikket på et lovforslag, der giver myndighederne mulighed for at udstede bøder til virksomhederne bag sociale medier på flere millioner kroner, hvis de ikke hurtigt nok fjerner ulovligt indhold af for eksempel æreskrænkende karakter eller hadefuldt indhold – også kaldet hate speech eller hadetale.

Det er især Facebook, der har fået den tyske regerings fulde opmærksomhed. Siden det amerikanske præsidentvalg sidste år har flere politikere i vestlige lande, givet Facebook en væsentlig del af skylden for spredningen af falske nyheder.

De tyske vælgere går til valg den 24. september.

Læs hele artiklen om opgørelsen på BuzzFeeds hjemmeside her.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 20. dec 2023