Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Er der ukrudtsgift i vores vacciner?

Faktatjek 7. maj 2018  -  7 min læsetid
This describes the image
  • "Der er glyphosat i danske vacciner," siger musikeren og forfatteren Lars Muhl og lydterapeuten og forfatteren Githa Ben-David

  • Men dokumentationen for, at der skulle være glyphosat i vacciner afvises fuldstændig af både en professor i biomedicin og Lægemiddelstyrelsen, der står for godkendelse af vacciner i Danmark.

"Er du klar over, at der i 71 vacciner er glyphosat? Glyphosat, der er hovedingrediensen i sprøjtemidlet Roundup. Det var jeg ikke klar over, men jeg har set beviser for det sort på hvidt. Men man kan jo stille sig spørgsmålet: Hvad pokker laver glyphosat i vacciner til mennesker? Altså glyphosat, som skal slå planter ihjel?!"

Sådan siger musikeren og forfatteren Lars Muhl i en video, som har vakt opsigt på de sociale medier. Særligt efter at Alternativets frontfigur, Uffe Elbæk, delte videoen på sin Facebook-profil.

I videoen fortæller Lars Muhl om sin hustrus, lydterapeuten og forfatteren Githa Ben-Davids, nye bog ’Hjælp’, der handler om hendes kamp mod tungmetalforgiftning. Githa Ben-Davids research til bogen har angivelig vist, at det er muligt at spore glyphosat i 71 vaccinetyper.

Og i en anden video, der skal promovere bogen, forklarer Githa Ben-David, at glyphosatindholdet i vacciner er farligt for børns helbred.

"Det er derfor, at mange børn ikke kan tåle at få sådan et shot, hvor de lige har puttet lidt glyphosat i en vaccine."

Men flere eksperter afviser, at der skulle være farlige mængder af ukrudtsgift i de vacciner, vi bruger i Danmark. Og derfor er der heller ikke nogen grund til at advare for eksempel forældre imod at lade deres børn vaccinere. Men eksperternes dom preller helt af på Lars Muhl og Githa Ben-David.

Som dokumentation henviser ægteparret til en forskningsartikel om glyphosat, der er skrevet af Anthony Samsel og Stephanie Seneff. Førstnævnte kalder sig konsulent og forsker, men er ikke tilknyttet nogen anerkendt videnskabelig forskningsinstitution, og Stephanie Seneff er datamatiker ved Massachusetts Institute of Technology (MIT). I artiklen, de to har forfattet, står der blandt andet følgende gruopvækkende oplysning om vacciner:

"Mest foruroligende er tilstedeværelsen af glyphosat i mange populære vacciner, herunder vacciner mod mæslinger, fåresyge og røde hunde, som vi her dokumenterer for første gang."

https://vimeo.com/260020182#t=420s

Lader man den konklusion stå til troende, så pumper danske læger altså ukrudtsgift direkte ind i de børn, der får de anbefalede børnevacciner.

Men er det rigtigt, at der er glyphosat i vacciner? TjekDet har forelagt den dokumentation, som Lars Muhl og Githa Ben-David henviser til, for Thomas Vorup-Jensen, der er professor i biomedicin, og for Lægemiddelstyrelsen, der står for at godkende vacciner i Danmark. De har gennemgået dokumentationen fra ende til anden.

Professor: Glyphosat i vacciner er udokumenteret spekulation

Den dokumentation, som Githa Ben-David henviser til i sin bog, bør dog ikke give anledning til bekymring, lyder vurderingen fra Thomas Vorup-Jensen, der er professor ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet. Han har læst den artikel, der præsenterer resultaterne af en undersøgelse om netop glyphosat i vacciner.

 

 

Dr.med., Professor ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet.

Thomas Vorup-Jensen har udført forskning omkring vacciner til beskyttelse mod hepatitis B virus og parasitten Toxoplasma gondii. Ingen af disse studier eller andre arbejder i hans laboratorie har modtaget støtte fra producenter af vacciner eller landbrugskemikalier.

 

"Helt overordnet fremstår artiklen rodet og meget spekulativ," konkluderer Thomas Vorup-Jensen efter at have gennemgået artiklen.

Han er især kritisk over for den metode, som der bruges til at måle indholdet af glyphosat i vaccinerne. Metoden kaldes ELISA-metoden, og den er godt nok anerkendt til visse formål. Men der findes ifølge Thomas Vorup-Jensen ikke dokumentation for, "om metoden overhovedet virker på de undersøgte vacciner".

Og da der ikke eksisterer dokumentation for, at metoden virker til at undersøge glyphosat i vacciner, konkluderer han, at "de nævnte resultater ikke fremstår troværdige".

Direkte adspurgt, om vi overhovedet kan bruge artiklens resultater til noget som helst, er professorens konklusion fuldstændig klar:

"Nej," lyder svaret.

TjekDet har også bedt Thomas Vorup-Jensen finde anerkendte videnskabelige undersøgelser, som bekræfter, at der er glyphosat i vacciner. Men da han senere vender tilbage, må han melde pas. Han har ikke haft heldet med sig.

Han har fundet fire videnskabelige artikler, hvor både ‘glyphosat’ og ‘vaccine’ indgår. Men ingen af dem handler om glyphosatindhold i vacciner.

"Det er derfor usandsynligt, at ‘ordentlig forskning’ af glyphosatindholdet i vacciner nogensinde er udført," vurderer Thomas Vorup-Jensen.

Så Lars Muhl og Githa Ben-David kan ikke fremstille det som en indiskutabel sandhed, at der er sprøjtegift i danske vacciner, mener han.

"Det er vildledende at påstå, at det danske sundhedssystem sprøjter ukrudtsgift i danske børn. Der findes ikke videnskabelig dokumentation for påstanden, men højst udokumenteret spekulation," siger Thomas Vorup-Jensen.

Bør frygten så i det mindste få Lægemiddelstyrelsen til at undersøge, om der rent faktisk skulle være glyphosat i danske vacciner?

"Nej. Det mest rimelige er fortsat at følge den internationale udvikling i den videnskabelige litteratur omkring eventuelt nyopdagede bivirkninger ved vaccination," svarer Thomas Vorup-Jensen.

Lægemiddelstyrelsen: Studiet beviser ingenting

TjekDet har også bedt Lægemiddelstyrelsen gennemgå Lars Muhl og Githa Ben-Davids dokumentation. Her lyder vurderingen, at vi ikke behøver frygte, at vi får pumpet sprøjtegift ind i kroppen, hvis vi lader os vaccinere.

Lægemiddelstyrelsen kritiserer nemlig også, at det er ELISA-metoden, der er brugt til at lede efter ukrudtsgiften i vaccinerne. Metoden kan slet ikke spore glyphosat i de meget små koncentrationer, som Anthony Samsel og Stephanie Seneff hævder at have fundet.

Selv hvis dokumentationen var af en kvalitet, hvor vi kunne stole på den, burde den ikke give anledning til bekymring. Mængderne er nemlig langt under det urenhedsniveau, man normalt leder efter i lægemidler.

"Fundene er i den størrelsesorden, vi kalder spormængder. Som udgangspunkt er spormængder forsvindende små mængder og betragtes derfor som ufarlige," oplyser Lægemiddelstyrelsen og uddyber:

"Der er ikke på baggrund af dette studie grundlag for at fastslå, at der er glyphosat i sundhedsskadelige mængder i vacciner."

I bogen ’Hjælp’ henviser Githa Ben-David også til en anden undersøgelse, der skulle dokumentere, at der er glyphosat i vacciner. Undersøgelsen er lavet af græsrodsorganisationen Moms Across America (Mødre på tværs af USA, red.), der blandt andet arbejder for et amerikansk forbud mod glyphosat. Og organisationen sælger i øvrigt også forskellige naturprodukter, der angiveligt kan forbedre dit helbred. Men heller ikke deres undersøgelse kan bruges til noget.

"Lægemiddelstyrelsen er bekendt med, at der er data fra organisationen Moms Across America, der indikerer, at der er glyphosat i fem navngivne vacciner. Men vi finder validiteten af data og den anvendte analysemetode tvivlsom," lyder vurderingen af undersøgelsen.

Professor Thomas Vorup-Jensen har også gennemgået Moms Across Americas undersøgelse. Han påpeger, at også den baserer sig på ELISA-metoden, og heller ikke her er der dokumentation for, at metoden kan bruges til at måle glyphosatindholdet i vacciner. Han stiller sig derfor stærkt tvivlende over for resultaterne.

Den anvendte metode betyder, at "omregningen til reel glyphosatkoncentration i for eksempel en vaccine er praktisk talt umulig," skriver Thomas Vorup-Jensen i en mail efter at have læst artiklen om undersøgelsen.

Der er altså ingen, der putter ukrudtsgift i vores vacciner

Lægemiddelstyrelsen slår dog fast, at glyphosat ikke hører til i vacciner, og understreger samtidig, at det altså ikke bliver tilsat aktivt, som Githa Ben-David ellers påstår i videoen.

Man kan dog ikke udelukke, at ordentlig forskning en dag vil kunne dokumentere meget små mængder af glyphosat.

"Man kan aldrig 100 procent udelukke, at glyphosat er til stede i ekstremt små mængder også kaldet spormængder, hvis det kommer fra nogle af de råvarer, der er anvendt til fremstillingen af vaccinen," skriver Lægemiddelstyrelsen.

Som dansker kan man dog være tryg ved, at der bliver holdt øje med kvaliteten af de vacciner, der bruges i Danmark, skriver Lægemiddelstyrelsen.

"Vi følger naturligvis nøje med i den internationale forskning angående vacciners sikkerhed."

Ikke tillid til systemet

TjekDet ringer derfor til Lars Muhl og Githa Ben-David for at fortælle, at deres frygt ser ud til at være ubegrundet: Dokumentationen for, at der skulle være ukrudtsgift i vores vacciner, holder ikke.

En professor i biomedicin fra Aarhus Universitet og Lægemiddelstyrelsens eksperter har gennemgået de to forskningsresultater, som I henviser til som dokumentation for, at der er glyphosat i vacciner. De siger enstemmigt, at resultaterne ikke bør gøre os nervøse.

"Det siger jo ikke noget som helst i sig selv. Hvem er det, der siger det? Hvor kommer tingene fra? Hvad er deres baggrund for at sige det?," siger Lars Muhl.

Lars Muhl og Githa Ben-David. Foto: Tine Juel

Jeg har bedt Lægemiddelstyrelsen og en uafhængig dansk professor om at gennemgå den dokumentation, du har sendt. De siger begge, at ELISA-metoden ikke er videnskabeligt anerkendt til at måle de mængder af glyphosat, som resultaterne indikerer.

"Det er jo ikke nyt for os. Du skal bare gå et skridt videre. Man har jo ikke undersøgt, hvad glyphosat – selv i små mængder – gør, når det kommer sammen med andre stoffer."

Lad os lige starte med at holde fast i, at dokumentationen for, at der er glyphosat i vacciner, ikke holder?

"Så bliver vi jo nødt til at sige, at vi stoler fuldt og fast på de mennesker. Men det er gået op for os, at uanset hvor mange doktorgrader man har, så er det ikke garanti for noget som helst. Hvis der er tvivlsspørgsmål, så bør det komme befolkningen til gode og ikke industrien," siger Lars Muhl.

På den ene side står jeg med en professor og en dansk myndighed, der fortæller mig, at jeg ikke skal være nervøs. På den anden side står du og er nervøs. Kan du forstå, hvis jeg som helt almindelig borger har mere tillid til professoren og myndighederne end til dig?

"Så siger jeg bare fint, lad os snakkes ved om 10 år. Om 5 år."

Hvad kræver det, før du vil være overbevist om, at der ikke er glyphosat i vacciner, og med ro i maven kan sende dit barn eller barnebarn ned til lægen og få en vaccine?

"Det skal jeg sige dig. Så længe det grundlæggende er industrien, der står for denne her forskning og betaler læger og forskere, så har du den der usunde forbindelse, hvor du ikke kan vide dig sikker på, om de er købt og betalt. Jeg siger ikke, at de er det, men det er en helt forkert forbindelse. Det er som at sætte ræven til at vogte høns."

Umuligt at teste alle bekymringer, som bliver rejst på internettet

Når nu, der åbenbart er flere danskere, der er bange for, at der er glyphosat i vaccinerne, hvorfor tager Lægemiddelstyrelsen så ikke folks bekymring alvorligt og undersøger det? Jo, myndighederne holder skam øje med vacciner og alle andre lægemidler, men Lægemiddelstyrelsen kan ikke reagere på enhver bekymring, der opstår blandt borgerne.

"Vi tager borgernes bekymring for lægemidlers sikkerhed meget alvorligt. Rent praktisk vil det være umuligt at teste alle lægemidler på markedet for alt, der er rejst bekymring om på internettet," lyder svaret fra Merete Hermann, der er enhedschef for Lægemiddelkontrollen under Lægemiddelstyrelsen.

 

Enhedschef for Lægemiddelkontrollen under Lægemiddelstyrelsen.

 

Se Merete Hermanns habilitetserklæring.

 

Myndighederne holder skam øje med lægemidlerne, drager på inspektion hos medicinalvirksomhederne og tager stikprøvekontroller, men som udgangspunkt er det virksomhedernes ansvar at leve op til de strenge krav, der er til lægemidler.

"Sikkerheden for lægemidlers renhed er i høj grad forankret i strenge kvalitetskrav til de virksomheder, som har tilladelse til at fremstille medicin. Virksomhederne skal kunne redegøre meget præcist for, hvad der er i deres produkter, og myndighederne kommer jævnligt på inspektion på virksomhederne og tjekker om alt er, som det skal være, ligesom vi efter en risikovurdering også stikprøvevis kontrollerer om lægemidlerne lever op til specifikationerne."

Og Lægemiddelstyrelsen er da også klar til at handle, hvis der kommer konkrete advarsler fra eksempelvis andre landes myndigheder.

"Modtager vi advarsler for eksempel fra andre landes myndigheder eller fra lægemiddelvirksomhederne selv om mistanker om urenheder i et specifikt batch af eksempelvis en vaccine, handler vi på det straks, og vi følger derudover løbende med i den internationale forskning om vacciners sikkerhed," oplyser Merete Hermann.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023