Chatbot giver elever mulighed for at eksperimentere med AI-generative systemer

SkoleGPT er en generativ chatbot, som frit kan bruges af elever og lærere i undervisningen. Chatbotten er udviklet specifikt til, at lærerne kan undervise i kunstig intelligens uden frygt for at bryde regler om databehandlingsaftaler og GDPR.
Formålet med SkoleGPT er at skabe et sikkert dansk pædagogisk alternativ til andre AI-produkter, som for eksempel ChatGPT eller DeepSeek, så lærerne kan undervise eleverne i et trygt digitalt miljø, hvor de kan udforske AI og derigennem lære at anvende og forholde sig kritisk til AI.
Eleverne bruger i dag mange teknologier i skole og fritid, men eleverne er ikke altid i dialog med deres lærere eller andre voksne om potentialer og faldgruber ved brugen af teknologien. SkoleGPT er et værktøj, som kan bruges bredt i undervisningen i alle fag, men er særligt anvendeligt i arbejdet med fagligheden teknologiforståelse. Mange undervisningsløb til SkoleGPT er udviklet af dedikerede lærere, som er med i projektet. I forløbene kan eleverne efterfølgende have en dialog i klassen om, hvorvidt de svar, SkoleGPT giver, er realistiske, og hvorfor robotten svarer, som den gør.
Konkret bliver SkoleGPT brugt af lærere til at understøtte undervisningen i mange fag og forløb. For eksempel i dansk, hvor eleverne kan lave eventyr eller andre litterære produkter og diskutere genre på en mere engagerende måde. SkoleGPT understøtter innovations- og projektbaserede læringsforløb, hvor det kan agere i forskellige roller i idéudviklingsprocessen. Det kan motivere eleverne til at tænke anderledes eller hjælpe med at kode små programmer, som eleverne kan bruge til at få LEGO-robotter til at udføre kreative opgaver i relation til teknologiforståelse.
SkoleGPT er sikker at bruge for elever og lærere, således at den data, der indtastes i SkoleGPT, ikke bruges af andre eller til andre formål.
SkoleGPT er et nationalt CFU-projekt udviklet i CFU på Københavns Professionshøjskole, Future Classroom Lab i samarbejde med DBC Digital.
SkoleGPT er bygget på og som open source-teknologi. Den er gratis, tilgængelig og datasikker samt hostes alene i en dansk drevet digital infrastruktur hos DBC Digital.
Indgangen til SkoleGPT kan findes ved at klikke her.
(Kilde: Center for Undervisningsmidler).