Tror hver fjerde ung, at p-piller beskytter mod sexsygdomme?
I anden episode af Digital Detektiv bliver Andreas' opmærksomhed vakt, da han i flere danske medier læser, at hver fjerde unge dansker tror, at p-piller beskytter mod sexsygdomme.
"En ny undersøgelse viser..." skriver flere af medierne, og det vækker Andreas' opmærksomhed.
Der er god grund til at være på vagt, når den slags nyhedshistorier, der præsenterer undersøgelsers resultater, ruller over feeds og sendeflader. Der er nemlig ofte mere til historien end som så. Måske mangler mediernes udlægning nuancer, eller måske hviler den pågældende undersøgelses resultater på et skrøbeligt grundlag. Og lyder historien lidt for vild til at være sand, er den det ofte også.
Så Andreas beslutter sig for at se nærmere på historien. For kan det virkelig passe, at næsten 25 procent af alle unge danskere helt har misforstået, hvordan p-piller fungerer? Hvis ikke, hvordan kan det så være, flere medier skriver det?
Listen to ""Ny undersøgelse viser ....!"" on Spreaker.
Digital Detektiv er en podcastserie i syv afsnit. Serien er en del af projektet Stop. Tænk. Tjek det - en national indsats mod misinformation, desinformation og malinformation. Bag indsatsen står faktatjekmediet TjekDet, Medierådet for Børn og Unge, Enigma - Museum for Post, Tele og Kommunikation samt FALS - Foreningen af Lærere i Samfundsfag. Indsatsen omfatter også en videokampagne og et undervisningsmateriale. Indsatsen er blevet til med støtte fra Kulturministeriets Demokratipulje. Læs mere om indsatsen på tjekdet.dk/stop.