Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

USA-valg: Russiske Facebook-profiler købte politiske reklamer

Indsigt 8. sep 2017  -  1 min læsetid
This describes the image

Omkring 470 falske profiler med russiske forbindelser har brugt i omegnen af 100.000 dollars på reklamer på det sociale medie Facebook. Det blev opdaget som led i en større undersøgelse, hvor Facebook ville finde ud af, om det sociale medie er blevet misbrugt under det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Det skriver Alex Stamos, direktør for sikkerhed hos Facebook, i en pressemeddelelse.

Ifølge Alex Stamos er der tale om 3.000 reklamer. En nærmere analyse af reklamerne viser, at de ofte slet ikke handlede om hverken præsidentvalget eller bestemte kandidater. I stedet handlede de om følsomme emner i amerikansk politik såsom race, homoseksuelles rettigheder, våbenkontrol og indvandring. Reklamerne er dateret mellem juni 2015 og maj 2017.

The New York Times skriver, at de 470 Facebook-profiler har forbindelse til den russiske virksomhed The Internet Research Agency. Og netop den virksomhed har ifølge en rapport fra FBI, CIA og NSA meget stærke forbindelser til Kremlin. De anslår derfor, at finansieringen af den russiske virksomhed sandsynligvis stammer fra en tæt allieret til Putin, som også har forbindelse til den russiske efterretningstjeneste.

Facebook’s undersøgelse viste desuden, at omkring en fjerdedel af reklamerne var målrettet bestemte geografiske områder. De falske profiler er nu blevet lukket af Facebook.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 20. dec 2023