Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Svenske og norske lønninger er langt foran de danske

Indsigt 12. mar 2018 - 7:35 8 min læsetid

Skrevet af: Klaus Dalgas

Mens de offentligt ansatte og deres arbejdsgivere i disse uger lægger arm om overenskomsterne i forligsinstitutionen, har de offentligt ansatte i blandt andet Sverige og Norge kun grund til at smile. I de seneste ti år har de nemlig fået lønstigninger, der langt overgår lønstigningerne i Danmark.

Det viser en opgørelse, som de vestlige landes økonomiske samarbejdsinstitution, OECD, har lavet for Ugebrevet Mandag Morgen og TjekDet.dk.

OECD’s opgørelse er baseret på bruttolønnen i den offentlige sektor pr. offentligt ansat divideret med forbrugerpriserne, hvilket giver et udtryk for reallønstigningen i det enkelte land. Og som det fremgår af figur 1, har den danske gennemsnitlige reallønstigning i den offentlige sektor fra 2005 til 2016 været 0,7 procent årligt.

Der har altså været en reallønsfremgang i Danmark på det offentlige område, som betyder en øget købekraft for de offentligt ansatte.

Men sammenlignet med det øvrige Europa har reallønsfremgangen for de offentligt ansatte bestemt ikke været prangende i Danmark. I Sverige og Norge har lønfremgangen været mindst tre gange så stor i den samme periode. Og i en række andre lande, vi plejer at sammenligne os med, har reallønsfremgangen for de offentligt ansatte også været større end i Danmark.

I opgørelsen er det kun Belgien, Schweiz og Italien – og USA – der har haft en lavere reallønsfremgang end Danmark.

Disciplineret fagbevægelse

Laust Høgedahl, arbejdsmarkedsforsker og postdoc fra Aalborg Universitet, har forsket i det offentlige arbejdsmarked i de nordiske lande. Også hans studier viser, at svenskerne og nordmændene er løbet fra danskerne.

"I Norge, Sverige og Finland har man ingen reguleringsordning, som vi har i Danmark. Det betyder, at fagbevægelsen i disse lande har haft bedre mulighed for at forhandle gode overenskomster hjem for de offentligt ansatte end i Danmark. Det har ikke været givet på forhånd, at de offentlige lønstigninger ikke måtte overstige de private, og det har man udnyttet i de øvrige nordiske lande," siger Laust Høgedahl, der samtidig peger på, at den gode økonomiske udvikling især i Norge og Sverige i hele perioden har haft en betydning.

Den nuværende reguleringsordning blev aftalt ved overenskomsterne i 1983. Formålet med ordningen er at sikre en tilnærmelsesvis parallel lønudvikling i den private og den offentlige sektor.

Hovedprincippet er, at lønnen reguleres med 80 pct. af forskellen mellem de konstaterede lønstigninger i den private og den offentlige sektor.

Reguleringen foretages en gang årligt – tidsmæssigt forskudt af hensyn til mulighederne for statistisk at opgøre de faktiske lønstigninger.

Finansministeriet og centralorganisationerne i staten har for overenskomstperioden 2015-2018 aftalt et privatlønsværn. Hvis den private sektor har haft en højere lønudvikling end den statslige sektor, medfører reguleringsordningen, at 80 pct. af forskellen udmøntes som generelle lønforbedringer.

Hvis den statslige sektor derimod har haft en højere lønudvikling end den private sektor, medfører privatlønsværnet, at 100 pct. af forskellen udmøntes som en generel lønreduktion, der trækkes fra de aftalte reguleringer.

Kilde: FAOS og Moderniseringsstyrelsen.

"Når det går rigtig godt med økonomien i de øvrige nordiske lande, smitter det af på de offentlige lønstigninger. De offentligt ansatte får deres bid af kagen," siger arbejdsmarkedsforskeren fra Aalborg.

Laust Høgedahl mener, at fagbevægelsen i Danmark de seneste par årtier har været særdeles beskedne i deres krav, blandt andet som følge af reguleringsordningen.

"Man kan sige, at den danske, offentlige fagbevægelse har været væsentlig mere disciplineret end fagbevægelserne i de øvrige nordiske lande. Man har i Danmark overholdt spillereglerne til glæde for samfundsøkonomien, hvor man for eksempel i Norge har udfordret det private," siger Laust Høgedahl.

Lektor, forskningsleder og arbejdsmarkedsforsker Mikkel Mailand fra FAOS på Københavns Universitet mener, at opgørelsen er interessant, selv om den ikke er et tema i den nuværende konflikt.

"At sammenligne reallønsudviklingen for offentlige ansatte i forskellige lande er ikke et tema i de nuværende overenskomstforhandlinger, men det giver en ny viden, som kan bruges i det samlede billede" siger han.

"I Danmark har vi på grund af reguleringsordningen en tæt kobling mellem lønudviklingen i den private og offentlige sektor – omend fuldstændig parallelitet i lønudviklingen på kort sigt ikke er opnået. Denne tætte kobling kan sammen med det forhold, at den økonomiske krise efter 2008 ramte hårdere og varede længere i Danmark end i Sverige og i Norge, være en mulig forklaring på, at Norge og Sverige løber fra Danmark," siger Mikkel Mailand.

Konkurrenceudsatte erhverv

OECD understreger i opgørelsen, at der kan være nuancer i tallene som følge af usikkerhed i de enkelte landes opgørelsesmetoder. I nogle lande er sygehussektoren for eksempel offentlig, mens den i andre er privat. Nogle lande har en stigende andel højtuddannede i den offentlige sektor, hvilket giver højere lønudgifter, men ikke større lønstigninger.

Den danske tænketank Kraka har samme reservation i forhold til lønstatistikken i Danmark. I en ny analyse skriver Kraka, at "de forskellige lønindeks ikke tager højde for, at lønudviklingen kan være drevet af ændringer i personalesammensætningen." Det betyder ifølge Kraka, at Moderniseringsstyrelsens opgjorte løngab fra 2008 frem til i dag på 6,3 mia. kr. er behæftet med stor usikkerhed.

Men tallene er ifølge OECD den bedste måde at give et relativt retvisende billede af den offentlige lønudvikling i de forskellige lande de seneste ti år.

Den lavere offentlige lønudvikling i Danmark end i Sverige og Norge kan ikke umiddelbart bruges som argument i den nuværende konflikt, mener lektor og arbejdsmarkedsforsker Nana Wesley Hansen, ligeledes fra FAOS på Københavns Universitet.

"I Danmark har vi et princip om, at det er de konkurrenceudsatte erhverv, primært industrivirksomhederne, der sætter rammen for lønudviklingen. Hvad man gør i andre lande er i princippet deres egen sag – og deres egen hovedpine. Det er klart, at hvis lønudviklingen i det offentlige kommer for langt ned, kan der opstå rekrutteringsproblemer. Men det har ikke så meget at gøre med, hvordan det går i vores nabolande," siger Nana Wesley Hansen.

De offentligt ansattes lønudvikling er imidlertid fortsat et af de tre stridspunkter, som parterne er uenige om, og som forligsmand Mette Christensen forsøger at finde en løsning på, inden en eventuel storkonflikt bryder ud. Og der er faktisk flere ting inden for lønområdet, som parterne slet ikke kan finde sammen om at diskutere konstruktivt.

Strid om løngab

Det handler i første omgang om løngabet, altså det forhold, at de offentligt ansatte angiveligt skulle have fået højere lønstigninger de senere år end de privatansatte.

Ved overenskomsterne i 2008 fik de offentligt ansatte et godt forhandlingsresultat og gode lønstigninger i årene derefter. Men krisen ramte det private erhvervsliv, som holdt igen med lønstigninger til deres ansatte i årene efter 2008. Dermed fik de offentligt ansatte større lønstigninger end de privatansatte. Ifølge Finansministeriet har de offentligt ansatte på denne konto fået 6,3 milliarder kroner for meget, hvis man skal holde sig til den aftalte reguleringsordning, der tilsiger, at de offentlige lønninger ikke må stige mere end de private.

Lønmodtagerne mener derimod ikke, at de har fået for meget i løn. De vil ikke anerkende, at der skal regnes fra 2008, som Finansministeriet har gjort. De påpeger, at der, hvis man regner lønstigningstallene sammen fra 1996 til 2016, er en parallel lønudvikling for de private og de offentlige. Se figur 2.

Krøllen på denne historie er imidlertid, at de statslige lønmodtagere i 2015 faktisk sagde ja til at lade 2008 gælde som udgangspunkt for en regulering, således at det statslige og det private lønindeks ved de nuværende forhandlinger skulle være sammenfaldende.

Denne aftale er formuleret i en hensigtserklæring, som lønmodtagerne hævder at have trukket tilbage, og som derfor ifølge dem ikke er gældende. Derfor er der en grundlæggende uenighed om præmisserne for en reel forhandling om lønnen ved de nuværende overenskomstforhandlinger.

Strid om lønudvikling

Et andet lønstridspunkt er de private aftaler om de kommende års lønudvikling.

Sidste år blev der indgået overenskomster på det private arbejdsmarked, der omregnet giver lønmodtagerne cirka 6,9 procent mere i løn frem mod 2020. Arbejdsgiverne i staten, som er de første, der forhandler, har tilbudt de offentlige lønmodtagere 6,7 procent i samme periode, altså en anelse mindre, som følge af løngabet.

Men lønmodtagerne accepterer ikke de 6,9 procent som udgangspunkt for reelle forhandlinger. I regeringens Økonomiske Redegørelse fra december 2017 ventes der en privat lønudvikling på 8,6 procent fra 2018 til 2020 som følge af, at den private løndannelse sker lokalt og ikke centralt. De offentligt ansatte vil derfor have en nogenlunde tilsvarende lønudvikling i de kommende år, og de statsansatte har spillet ud med et krav om 8,2 procent. På det kommunale område lyder kravet på 8,55 procent over de næste tre år, hvilket de kommunale arbejdsgivere foreløbigt har sagt blankt nej til.

Mikkel Mailand fra Københavns Universitet mener, at året 2008 med omhu er valgt af arbejdsgiversiden.

"Det er klart, at havde man valgt et andet år end 2008 som udgangspunkt for gældstankegangen, ville man få et andet resultat," siger Mikkel Mailand.

"På arbejdsgiversiden har man valgt 2008, fordi det giver en større ’gæld’ – og dermed et argument for lavere lønstigninger. På arbejdstagersiden har man i stedet peget på 1996 som udgangspunkt for denne gældsdiskussion, fordi der så ikke er nogen gæld, og argumentet dermed ikke kan bruges som argumentation for en lavere lønstigning end på det private område. Begge parter har valgt strategisk, og resultatet er, at det vanskeliggør de nuværende overenskomstforhandlinger," siger Mikkel Mailand, der mener, at det er uhensigtsmæssigt, når der også er uenighed om statistik.

"Den ekstra usikkerhed om reguleringsordningen og de konkrete tal vanskeliggør mulighederne for at finde et forlig. Forligsmanden har svære vilkår at arbejde under," siger han.

Måske – måske ikke

Mikkel Mailand mener, at det for nuværende er umuligt at spå om, hvorvidt den tilspidsede situation fører til konflikt eller ej.

"Jeg mener ikke, at nogen af parterne har glæde af en konflikt. På arbejdsgiversiden har man brug for moderate lønstigninger, fordi stat, regioner og kommuner er presset på økonomien. Men man vil hellere have en forhandlet løsning end en konflikt, som kan skabe folkelig modstand. På arbejdstagersiden kan der være kræfter, der gerne vil have en markering af, at dette er et angreb på den danske model, men jeg fornemmer ikke, at der er samme forberedelser i gang til en konflikt, som vi så i 2013," siger Mikkel Mailand.

Heller ikke postdoc Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet vil spå om en eventuel storkonflikt.

"Det er klart, at det er rigtig svært for forligsmanden, når der er så stor uenighed om tallene. Jeg kan faktisk ikke mindes nogen forhandlinger i nyere tid, hvor der i samme grad har været uenighed om de helt fundamentale ting. Selv om der nu er varslet stor-lockout og storkonflikt, kan der alligevel godt opnås et forhandlingsresultat, inden konflikten bryder ud. Hverken lønmodtagere eller arbejdsgivere har glæde af en storkonflikt, og de vil formentlig begge vinde ved at finde en løsning. Men det er som bekendt svært at spå om fremtiden," siger Laust Høgedahl.

For syv år siden etablerede den daværende socialdemokratiske finansminister, Bjarne Corydon, Moderniseringsstyrelsen under Finansministeriet.

Styrelsens opgave er blandt andet at gøre løn og arbejdstid til en del af statens udgiftspolitik, idet lønninger udgør to tredjedele af statens omkostninger. Søgelyset har blandt andet været rettet mod de såkaldte kutymefridage og den betalte frokostpause. Og nu er turen kommet til løngabet.

Ved overenskomstforhandlingerne i 2015 fik Bjarne Corydon en sen nattetime de statsansatte til at underskrive en hensigtserklæring om, at forskellen i lønudviklingen fra 2008 mellem den private og den offentlige sektor skulle bringes til ophør ved de nuværende overenskomstforhandlinger.

De statsansattes lønforspring skulle reduceres. Lønforskellen, også kaldet løngabet, er af styrelsen beregnet til at koste 6,3 milliarder kroner, og det er her, talkrigen nu står mellem fagbevægelsen og arbejdsgiverne.

Hensigtserklæringen har følgende ordlyd:

"Parterne er enige om, at det er en fælles målsætning at bringe den i 2008 indledte forskel i lønudvikling mellem den private og den statslige sektor til ophør i den næste overenskomstperiode (fra 2018 og frem). Det er således den fælles målsætning, at det statslige og det private lønindeks med basisår 2008 senest i den næstkommende overenskomstperiode er sammenfaldende."