Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Lars Hjortshøj misbruges i velkendt svindelnummer

Artikel 21. okt 2024  -  2 min læsetid
Tjekdet
Foto: Nathalie Damgaard Frisch (grafik)
Skrevet af: Redaktionen

Skuespiller Lars Hjortshøj er på få måneder blevet styrtende rig ved at investere online.

Det kan man læse i en artikel, som man ledes ind til via en annonce på Facebook, hvor der blandt andet står, at Lars Hjortshøj er blevet anholdt efter et “skandaløst interview”. 

I artiklen, som giver sig ud for at være fra B.T., står der dog intet om, at Lars Hjortshøj er blevet anholdt. Men der er et længere interview, som tilsyneladende stammer fra DR-programmet Aftenshowet.

Her afslører Lars Hjortshøj angiveligt, at han på kun fire måneder er blevet millionær ved blot at investere 1.800 kroner på en online investeringsside.

Men interviewet er pure opspind. Artiklen er falsk og har intet med B.T. at gøre, men er kreeret af svindlere, som forsøger at lokke penge ud af intetanende danskere.

Set før

Svindelnummeret er langt fra nyt.

TjekDet har tidligere afdækket, hvordan kendte danskere igennem en årrække er blevet misbrugt på samme måde, som Lars Hjortshøj nu bliver det.

I alle tilfælde starter det med en annonce på Facebook, som leder videre ind til en falsk artikel, der for det meste forsøger at ligne en ægte B.T.-artikel. Men artiklens URL - www-adresse - afslører, at artiklen ikke ligger på bt.dk, som er B.T.’s rigtige hjemmeside, men på roctrock.info, der intet har med B.T. at gøre. 

TjekDet har også tidligere set eksempler på falske artikler designet til at ligne den ægte vare fra blandt andet Berlingske, TV 2 og Ekstra Bladet.

Fremgangsmåden i de falske artikler er næsten altid et opdigtet interview i tv-programmerne Aftenshowet eller Go’ Aften Live, hvor den kendte dansker fortæller en skeptisk tv-vært om sin smutvej til rigdom.

I Lars Hjortshøjs tilfælde er det Aftenshowet-værten Nola Grace Gaardmand, der agerer djævlens advokat, men hun bliver alligevel overtalt til selv at investere på den platform, Lars Hjortshøj angiveligt har haft så stor succes med. I de 30 minutter, programmet varer, vokser hendes indskud på 1.800 kroner til 2.217 kroner.

“417 kroner nettofortjeneste! Det er utroligt!” udbryder Nola Grace Gaardmand i den falske artikel.

Lars Hjortshøj er ikke sen til at opmuntre hende til at fortsætte sit investeringseventyr og gøre læserne opmærksomme på, at de kan tilmelde sig platformen - der i dette tilfælde hedder Solid Return - via et af de mange links i artiklen.

Klikker man på et af linkene, sendes man over til en kontaktformular, hvor man kan indtaste navn, mail og telefonnummer og efterfølgende blive ringet op af en investeringsrådgiver, som i virkeligheden er en rendyrket svindler.

En af TjekDets journalister er tidligere gået undercover og ageret svindeloffer. Det udmøntede sig i mange lange samtaler med investeringsrådgiveren Mike Bo Hansen, inden vores journalist afslørede sin rigtige identitet.

Hvis du har afgivet dine kortoplysninger til svindlere, så få kortet spærret og tag hurtigst muligt kontakt til din bank.

Opdateret 21. okt 2024