Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Svindel med kendte eksploderer på Facebook

Indsigt 3. apr 2024  -  5 min læsetid
Tjekdet
Kendte danskere er i årevis blevet misbrugt som ufrivillig lokkemad for svindlere, der hvert år lænser danske bankkonti for millioner Foto: Nathalie Damgaard Frisch (grafik)
  • Kendte danskere er i en årrække blevet misbrugt af de såkaldte bitcoin-svindlere

  • Svindlen er nærmest eksploderet i efteråret 2023, viser TjekDets undersøgelser

  • Alene med tv-vært Anders Lund Madsen har TjekDet identificeret mere end 9.000 annoncer, som forsøger at snyde danskerne

  • Anders Lund Madsen er samtidig kun en af i hvert fald 49 kendte, der bliver misbrugt lige nu eller er blevet det i løbet af de seneste år

  • Ifølge banker og politi har svindlen nået et omfang på flere hundrede millioner kroner

Null

De er dukket frem hos de fleste af os. Det starter med en tilsyneladende uskyldig annonce på Facebook med én, du kender fra tv.

Først Mads Mikkelsen og Nikolaj Coster-Waldau, så Kjeld Kirk Kristiansen og Jesper Buch og nu Sara Bro, Divya Das og Anders Lund Madsen.

Et lille udpluk af de kendte danskere, der har spillet en ufrivillig hovedrolle i svindleres tyveri af millioner af kroner fra danskere, som tror, de investerer i kryptovaluta.

I en ny serie dykker TjekDet ned i den svindel, der i årevis har tvunget sig adgang til de danske feeds på Facebook. 

I serien undersøger vi, hvordan svindlen har udviklet sig, hvordan den foregår og hvem, der står bag. Vores undersøgelser viser, at svindlen har nået et kolossalt omfang, og at de danske ofre kun er en lille del af et stort, internationalt svindelnummer. 

"Jeg er ikke i tvivl om, at investeringssvindel er den svindeltype, der globalt koster mest for private mennesker. Det er her, folk taber flest penge," siger Peter Kruse, der som en af de førende eksperter i cybersikkerhed herhjemme har fulgt netop denne type svindel tæt gennem flere år.


Annoncer i tusindvis

De fleste danskere oplever dem umiddelbart som opslag på Facebook, men i virkeligheden er der tale om annoncer, som svindlerne har betalt for at få lagt på Facebook. Derfor er det også muligt at undersøge, hvor stort omfanget er.

Annoncerne bliver nemlig gemt i Metas annoncebibliotek, og ved blandt andet at gennemgå biblioteket kan TjekDet nu afdække, at mindst 49 forskellige kendte danskere er blevet misbrugt af svindlerne siden 2018. 

Siden efteråret 2023 har det især været tv-vært og journalist Anders Lund Madsen, man har mødt i sit feed. Ifølge annoncebiblioteket har svindlerne oprettet mere end 9.000 annoncer med Anders Lund Madsen. Mange af dem er identiske i både tekst og billede.

“Beskyldninger mod Anders Lund Madsen bekræftet! Hemmeligheden bag den berømte vært er endelig blevet afsløret!,” står der i teksten til nogle af annoncerne, der lokker med et billede fra en falsk artikel fra B.T., hvor der i overskriften står, at han risikerer fængselsdom. 

Når brugerne klikker videre på annoncen, bliver de ledt ind på den falske artikel, hvor den kendte varmt beskriver en investeringsplatform, som vedkommende tilsyneladende har tjent store beløb på. I virkeligheden er der tale om falske investeringsplatforme, hvor brugerne mister deres penge.

Sådan fungerer annoncer på Facebook

Svindlerne reklamerer for de falske investeringsplatforme gennem annoncer på Metas platforme. Annoncer adskiller sig fra almindelige opslag på den måde, at svindlerne betaler for hver enkelt annonce gennem Metas annonceservice. Her målretter de annoncerne, så de udelukkende når ud til danskere mellem typisk 30 og 65 år. Modsat almindelige opslag kan man ikke søge annoncer frem hos de profiler og sider, der har lagt dem op, men de kan altså søges frem i annoncebiblioteket. Mange af annoncerne er identiske i tekst og billede.

På hver annonce kan man se, hvor mange brugere på Metas platforme, der har fået vist en annonce minimum én gang. TjekDet har gennemgået data fra de første 500 annoncer, svindlerne har slået op i 2024 med Anders Lund Madsen. Alene de 500 svindelannoncer har ifølge biblioteket en samlet rækkevidde på knap 670.000. 

Det betyder ikke nødvendigvis, at 670.000 forskellige danskere har set de 500 annoncer, da flere af brugerne sandsynligvis har fået vist mere end én af de 500 annoncer. Alligevel viser tallet, at annoncerne er blevet set af flere hundrede tusinde danskere, når der tages hensyn til, at de 670.000 visninger kun dækker 500 annoncer ud af mere end 9.000 Anders Lund Madsen-annoncer.

TjekDets research viser også, at den første svindelannonce med Anders Lund Madsen ifølge biblioteket blev oprettet den 8. november 2023. Det har altså taget svindlerne under fem måneder at oprette de 9.000 annoncer. Omtrent 100 af dem fortsat er aktive ved artiklens udgivelse.

“Jeg har ingen fantasi til at forestille mig, hvorfor i alverden Meta ikke kan lukke det ned. Det er jo betalte annoncer, så det burde være ret enkelt at lave en søgning,” siger Anders Lund Madsen til TjekDet og tilføjer:

“Det er længe siden, det holdt op med at være sjovt, men nu er det også ubehageligt.”

Den folkekære journalist er som nævnt blot en af mange. Svindlerne har blandt andre også set sig lune på journalist Divya Das de seneste måneder, hvor hun ifølge annoncebiblioteket er blevet misbrugt i flere end 8.000 svindelannoncer. For radiovært Sara Bro er tallet 3.500.

Som mangeårig sikkerhedsekspert skal der meget til at chokere Peter Kruse, men på baggrund af TjekDets research er han alligevel overrasket over, at omfanget lige nu er så massivt. De seneste måneders oprustning er der ifølge ham to årsager til.

"Den ene er, at Meta ikke har stoppet det, så svindlerne kan nemt distribuere det ud på Facebook. Den anden årsag er, at jeg tror, det er sværere for svindlerne at indfange ofrene i dag, end det var for fire år siden, fordi flere kender til svindlen. Men det er jo et klart signal om, at de fortsat tjener mange penge og gerne vil fastholde deres forretning," siger han.

TjekDet har foreholdt Anders Lund Madsens kritik for Metas politiske chef i Norden, Martin Ruby. Den svarer han ikke direkte på, men han skriver i en mail, at Meta fjerner "tusindvis af stykker indhold" fra deres platforme døgnet rundt, blandt andet svindelannoncer.

"Svindelannoncerne kan se simple ud, men det er en daglig kamp at bekæmpe dem, da svindlerne er velorganiserede, bruger nye teknologier og er stærkt motiverede til konstant at prøve at snyde vores systemer," siger Martin Ruby.

I en kommende artikel i denne serie forholder han sig også til, at Meta tjener millioner på svindelannonerne, som deres brugere ellers anmelder i stor stil.

Stigning i anmeldelser

Der findes ikke tal på, hvor mange penge svindlerne samlet set har stjålet fra danskerne. Men der er tale om store beløb.

Ifølge en opgørelse fra Finans Danmark er der i perioden fra 2019 til og med første halvdel af 2023 blevet svindlet for 245 millioner kroner i kategorien “investeringssvindel”, som ifølge Finans Danmark ofte dækker over fremgangsmåden, hvor danskerne lokkes til investeringer via falske Facebook-annoncerer med kendte. I samme periode blev yderligere 352 millioner kroner forsøgt franarret danskerne. Her blev svindlen altså stoppet i tide, for eksempel på grund af banker, som har nået at stoppe transaktionerne. 

Finans Danmark oplyser til TjekDet, at tallene kun dækker kontooverførsler og ikke penge overført fra betalingskort.

Hos Politiet er det Nationalt Center for IT-kriminalitet (NCIK), der står for at behandle anmeldelser om investeringssvindel. TjekDet har gennem en aktindsigt fået tal på, at der her er sket en markant stigning i antal anmeldelser.


 

I deres system indgår investeringssvindel i kategorien “Falske lån eller investeringsmuligheder”, og i 2022 lød antallet af anmeldelser på 503 mod 730 i 2023. Det svarer til en stigning på 45 procent. Alene fra 1. januar til og med den 6. februar 2024 har der været 159 anmeldelser. 

Tallene dækker over de gange, en person er blevet svindlet eller er blevet forsøgt på det.

Uden grænser

TjekDets research viser, at de samme sider og profiler, der opretter annoncer med kendte danskere, også annoncerer i et væld af andre lande, men med landenes egne kendisser.

Det gælder eksempelvis Irland, Holland, Estland, Storbritannien, Belgien, Frankrig og Spanien, ligesom svenske, norske, tyske og australske medier også har fortalt, at den samme svindel findes i deres lande.

I 2022 mistede borgere i Storbritannien i alt knap én milliard kroner til investeringssvindlere, viser tal fra brancheorganisationen UK Finance ifølge den britiske avis The Independent. 

I Norge er Den Norske Bank i en analyse kommet frem til, at investeringssvindlen er steget voldsomt fra 2022 til 2023. I alt blev bankens kunder forsøgt franarret 123 millioner i 2023, hvilket er mere end en fordobling fra året før.

Disse 49 kendte danskere er blevet misbrugt

Anders Lund Madsen, Anne Glad, Sara Bro, Mads Steffensen, Jørgen Leth, Jes Dorph-Petersen, Nicklas Bendtner, Viggo Mortensen, Anders Matthesen, Claus Pilgaard (Chili Klaus), Mads Mikkelsen, Britta Nielsen, Finn Nørbygaard, Preben Elkjær, Bjarne Riis, Nikolaj Coster-Waldau, Ida Wohlert, Karsten Ree, Kjeld Kirk Kristiansen, Robert Nielsen (Dovne Robert), Rasmus Paludan, Anders Holch Povlsen, Mette Frederiksen, Louise Wolff, Jesper Buch, Jacob Risgaard, Sofie Linde, Lise Rønne, Kim Bodnia, Linse Kessler, Klaus Riskær Pedersen, Clement Kjersgaard, Thomas Gravesen, Brian Laudrup, Michael Laudrup, Christian Stadil, Lars Larsen, Peter Ingemann, Andreas Bo, Mikkel Hansen, Divya Das, Steen Langeberg, Mikkel Beha Erichsen, Peter Mygind, Tommy Ahlers, Mascha Vang, Dennis Knudsen, Lene Beier og Sarah Grunewald

TjekDet sætter fokus på investeringssvindel på Facebook. De kommende uger udgiver vi artikler om, hvem svindlerne er, og vi stiller spørgsmålet, hvorfor Meta ikke er i stand til at eliminere svindlen, der starter på deres platforme. Vi lader os også svindle for at dokumentere, hvordan svindlen foregår.

Bliv opdateret på de næste artikler ved at følge os på Facebook eller skrive dig op til vores nyhedsbrev nedenfor.

Opdateret 5. apr 2024