Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

SSI og Forbrugerrådet advarer: Corona-svindlere prøver at franarre dig dit nøglekort

Faktatjek 19. aug 2020  -  2 min læsetid
This describes the image
Sms-svindlere håber på at lokke dine personlige oplysninger ud af dig ved at udgive sig for at være danske sundhedsmyndigheder. Foto: Pixabay
  • Med luskede sms’er og tomme løfter om coronatests forsøger svindlere at nappe dine personlige oplysninger.

Svindlere forsøger at franarre danskere personlige oplysninger ved at udgive sig for at være sundhedsmyndigheder.

Med falske sms-beskeder fra TestCenter Danmark (TDCK), der analyser covid-19-prøver fra teststationer rundt om i landet, og Statens Serum Institut prøver ukendte afsendere at tiltuske sig billeder af borgeres Nem-ID-nøglekort.

”Der er tale om såkaldte smishing-beskeder, hvor nogen udgiver sig for at være TestCenter Danmark. Formålet er at franarre folk personlige oplysninger,” siger direktør for TCDK Anne-Marie Vangsted:

”Derfor vil vi gerne opfordre borgerne til at være ekstra opmærksomme. De skal ikke reagere på sms-beskeder, hvor de bliver bedt om at uploade et billede af nøglekortet til deres NemID eller bestille en COVID-19-test.”

Ifølge Forbrugerrådet Tænk hævder endnu en falsk sms-besked, at man har modtaget ny post fra Statens Serum Institut. Beskeden opfordrer til at klikke ind på hjemmesiden coronaprøver.net. Og også her bliver man bedt om at indsende et billede af sit NemID-nøglekort.

Men hjemmesiden er ikke en af sundhedsmyndighedernes hjemmeside.


This describes the image
Sådan ser det ud, når hjemmesiden coronaprøver.net forsøger at lokke billeder af NemID-kort ud af borgerne. Foto: Forbrugerrådet Tænk

Svindlen findes også i en variant, hvor svindlerne ringer i stedet for at sende en sms.

Et opslag, der bliver delt igen og igen gør gennem en kort dialog opmærksom på, hvordan den svindel angiveligt foregår.

Ifølge opslaget forsøger svindlerne at lokke betalingskortnumre ud af folk mod at tilsende testudstyr og resultater på coronatest. 

Rigspolitiet bekræfter til TjekDet, at de har fået henvendelser fra borgere, der er blevet udsat for de falske coronaopkald og har også advaret om fænomenet på Twitter.


This describes the image
Facebookopslaget der advarer mod telefonopkald med coronasvindel. Foto: Skærmbillede

Invitationer til for eksempel tests for antistoffer mod coronavirus foregår altid via enten en meddelelse i e-Boks eller per brev, og det er helt gratis at blive testet.

Svaret på coronaprøver vil også kun kunne ses på din personlige profil på www.sundhed.dk eller ved at blive kontaktet af egen læge. Hvis prøven er positiv, vil man desuden blive ringet op af Styrelsen for Patientsikkerhed. At modtage resultatet på coronatesten er også helt gratis.

Opdateret 12. apr 2021