Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Forudsagde avisartikel fra 1912 den globale opvarmning?

Faktatjek 17. aug 2018  -  2 min læsetid
Tjekdet
Foto: Wikimedia Commons

Allerede for over 100 år siden var de alvorlige følger af den globale opvarmning et varmt emne, hvis man skal tro et foto af en avisartikel fra 1912, der i stort omfang bliver delt på både Facebook, Twitter og Instagram.

Flere brugere af de sociale medier mistænker billedet for at være en manipulation. Men den er god nok.

Blandt andet twitterbrugeren Heather Anne Campbell delte billedet tirsdag morgen, og opslaget er sidenhen blevet liket næsten 100.000 gange og retweetet mere end 60.000 gange.

I den korte avisartikel fra 1912 med titlen "Kulforbrug påvirker klimaet" beskrives det, hvordan den store udledning af kul gør luften til et "effektivt tæppe til jorden, hvilket får jordens temperaturer til at stige".

Artiklen beskriver på den måde, det vi i dag betegner som drivhuseffekten og global opvarmning.

Artiklen fortsætter under billedet

Den blev bragt i den new zealandske avis the Roodney and Otameta Times, Waitemata and Kaipara Gazette den 14. august 1912, og man kan i dag se artiklen i det New Zealandske Nationalbiblioteks arkiver.


Dengang var der også skeptikere

Faktisk har man kendt til global opvarmning siden slutningen af 1800-tallet, fortæller Marit-Solveig Seidenkrantz, der er professor ved Institut for Geoscience på Aarhus Universitet. Og ligesom i dag var der også dengang, hvad måske nu til dags går under betegnelsen klimaskeptikere.

"Allerede i 1896 foreslog den senere svenske nobelprismodtager Svante Arrhenius, at CO2 har betydning for jordens klima, og at afbrændingen af fossile brændstoffer vil påvirke klimaet. Men det var dog ikke en viden, der generelt blev accepteret," fortæller hun og fortsætter:

LÆS OGSÅ: Ikke al global opvarmning er menneskeskabt

"Det var først i 1938, at ingeniøren Guy Callendar lavede beregninger, der reelt påviste, at jordens temperatur var steget på grund af drivhuseffekten," siger Marit-Solveig Seidenkrantz.

Selvom avisartiklen altså er af ældre dato, påpeger hun, at den er skrevet mere end 20 år efter, at man første gang begyndte at snakke om global opvarmning. Det skyldes, at viden om konsekvenserne af udledning af drivhusgasser på det tidspunkt ikke var almen viden i den offentlige debat.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023